De kaster med tomatsuppe, mel og maling imod de kunstværker, vi betragter som verdenskulturarv. De limer sig fast til vægge og billedrammer på museer fra Wien til Melbourne, mens videoerne af deres aktioner går verden rundt. I aviskronikker og kommentarspor diskuterer vi, hvad vi stiller op med den form for klimaaktivisme, der over de seneste måneder har ramt kunsten på museer og i det offentlige rum. Er det vandalisme? Ikonoklasme, ligefrem? Tager aktivisterne kunsten som gidsel i klimaets navn? Eller kan vi forstå de unge aktivisters fortvivlelse over, at der ikke i tilstrækkelig grad bliver handlet på de klimaforandringer, vi allerede kan mærke omkring os?
I Danmark har vi indtil videre ikke oplevet aktioner, der har bragt kunstværker i fare, men vi skal ikke længere væk end til Oslo, hvor aktivister fra gruppen Stopp Oljeletinga i november overhældte Gustav Vigelands skulptur The Monolith (1943) med orange maling. Endnu er det for tidligt at sige, om skulpturen har lidt varig skade som følge af aktionen, der er blevet fordømt kraftigt fra mange sider.
På Karin Lorentzens atelier i København hænger en sødlig duft af tørrede tallerkensmækkere i luften og der er havremælk i kaffekopperne. Lorentzen er uddannet billedhugger fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2002, og står bag flere store udsmykninger i beton, men for nylig har hun omstillet sin praksis i mere klimavenlig retning. Tallerkensmækkerne er et forsøg på at finde nye materialer, der ikke belaster kloden nær så meget som fx den mere CO2-udledende beton, hun tidligere har anvendt. Lorentzen står med en fod i hver lejr. Hun forstår både vreden over at nogen angriber de værker, hun elsker så højt, og aktivisternes frustration over, at der ikke bliver handlet på klimaspørgsmålet.
I oktober sidste år deltog Lorentzen i en anden type klimaaktion, en såkaldt sorgaktion. Foran klimaministeriet i København havde en gruppe kunstnere, forfattere og aktivister samlet sig forud for klimatopmødet i Glasgow. De læste tekster op, delte deres tanker og afsluttede aktionen med at klippe deres hår af i sorg over alt det, de menneskeskabte klimaforandringer medfører.
Sidste år deltog du i en aktion, hvor I valgte sorgen som udtryk. Hvorfor?
Aktionen trak på den rituelle handling, der ligger i at klippe håret af på grund af sorg. I Danmark er det som om, vi er enormt bange for de store følelser, eksempelvis den afmagt, mange af os føler, når vi tænker på verdens tilstand. Det handler om at finde en måde at forholde os til den situation, vi står i. Det er så svært at tage noget ind, når man ikke engang ved, hvor man skal opbevare alle de følelser henne. Vi bliver nødt til at lære at være i den sorg, vi har over at vi ødelægger kloden og vores børns fremtid.
Som kvinde betyder ens hår jo meget for det selvbillede, man går rundt med. Jeg har haft langt hår siden jeg var ti år gammel, der er både vane og forfængelighed forbundet med det. Da jeg klippede håret af, gik det op for mig, at det faktisk ikke er så svært at foretage nogle drastiske ændringer i ens liv. Det, at ændre sin selvopfattelse og identitet, er i virkeligheden ikke noget stort offer, og vi behøver ikke være bange for, at ændre den måde vi lever på. Herregud, det betyder jo ingenting.
Du har en fortid i Greenpeace. Hvad er den største forskel på at lave sådan en sorgaktion og de aktioner, du lavede dengang?
Jeg var aktivist i Greenpeace i starten af 90’erne, mens jeg var kunststuderende, og brugte meget tid på at sætte mig ind i verdens tilstand. Jeg følte lidt, at jeg stod med et ben i hver lejr, og jeg endte med at vælge kunsten frem for aktivismen, for jeg kunne godt mærke, at begge dele ville kræve at jeg lagde alle mine kræfter i det. Igennem årene har de to lejre nærmet sig hinanden mere og mere og i dag føler jeg, at kunsten og aktivismen er helt flettet sammen i min praksis.
I 90’erne var jeg ofte ude på festivaler og tale med folk om klimaet, og jeg kan huske, at vi blev mødt med en stor velvillighed. I befolkningen var der faktisk en ret stor åbenhed overfor, at vi skulle tage klimaspørgsmålet alvorligt, men på det politiske niveau gik det helt modsat.
Mange lever i dag et liv, hvor vi har fået mere og mere travlt, og derfor føler os berettiget til de goder, vi har. Vi vil gerne være en succes i vores eget liv og kunne vise udadtil, at vi klarer os godt og det gør vi i høj grad gennem forbrug. Jeg tror på, at fællesskaberne kan hjælpe os til at forstå, at vi er nødt til at leve anderledes, for når man føler sig accepteret i et fællesskab er det også lettere at ændre kurs.
Hvordan ser du på de aktioner, der finder sted på museer rundt omkring i verden i denne tid?
Første gang, jeg så en Van Gogh smurt ind i suppe, fik jeg sådan en svigen i brystet, som jeg ikke helt kunne placere. Jeg troede, at det var vrede; men var det vrede over, at de tillod sig at gå til angreb på værker, jeg elsker, eller vrede over, at der ikke sker mere på klimaområdet? Så kunne jeg pludselig kunne mærke, at Gud, det er jo håb! Tænk nu, hvis det faktisk virker. Tænk, hvis der er nogle, der vågner op og tager det, de siger alvorligt.
Tror du, at det kan lykkes at få nogle til at reflektere over klimaforandringer igennem et udtryk, som er så voldsomt?
Det ved jeg ikke, men jeg er egentlig også ret træt af at tale om form og metode. Når vi taler om aktionerne, taler vi kun om den første halvdel af dem – om aktivister, der smider tomatsuppe på et værk. Vi taler aldrig om det budskab, aktivisterne råber, når de bliver slæbt væk. Hvis vi skal forstå deres aktion som et værk, så er det underligt, at vi kun forholder os til halvdelen af værket. Normalt er vi meget optaget af konteksten, når noget foregår på et kunstmuseum, men her er det som om, vi fuldstændig glemmer den.
Da en gruppe aktivister fra Extinction Rebellion limede sig fast til Picassos Massacre in Korea på Melbourne Art Museum, råbte de «Klimakaos skaber krig!». Der er altså overensstemmelse mellem værkets og aktionens tematikker – ligesom jeg oplever, at det dramatiske i deres aktion matcher det drama, vi står i som menneskehed. Klimaforandringerne er frygtelige, men det allermest skræmmende – lige så skræmmende som Picassos værk – er jo, at vi ingenting gør. Det er den kontekst, jeg savner, at vi i højere grad læser ind i aktionerne.
Hvis man skal bruge et billede på det, de unge aktivister gør, så ser jeg dem som en hund, der kommer ind i stuen og gør helt vildt, fordi et barn er faldet i mosen. Først bliver dens herrer irriteret og smider den ud af stuen, men hunden bliver ved. Hvis han kan se bag om det irriterende ved den gøende hund, så skynder han sig at få sko på og løbe ned til mosen. Hvis han ignorerer hunden, dør hans barn.
Du siger, at vi kun ’forholder os til halvdelen af værket’, når vi ignorerer aktivisternes budskab. Er det fordi, du ser deres aktioner som kunstneriske happenings?
Jeg tænker, at man
kan anskue aktionerne fra forskellige vinkler: Som en viderebearbejdning af
værket. En aktion eller happening, som både er et konkret og et symbolsk opråb,
der inddrager vores kulturskatte som artefakt, en
institutionskritik. Eller bare et nødråb, som virker, fordi det når ud i
medierne. Det uhyggelige er, at denne interessante diskussion om metode foregår
med speederen i bund på vej mod et klimahelvede, vi slet ikke fatter omfanget
af.
Men som billedkunstner og kunstelsker, kan du så se bort fra, at aktivisterne risikerer at gøre varig skade på kunsthistoriske ikoner?
Nej, det giver også mig et sug i maven, når jeg ser de videoer. Det ville være frygteligt, hvis glasset foran malerierne ikke sluttede ordentligt til, og et værk blev ødelagt af tomatsuppe eller maling. Men fordi jeg elsker de værker så højt, giver aktionerne mig samtidig en mulighed for at forstå, hvor udsatte de faktisk er. Når vi kommer til at opleve endnu kraftigere udsving i klimaet, fx i form af ekstreme vejrfænomener, så er museerne jo ikke fredede. Skovbrænd, stormflod og jordskælv rammer også kunstmuseer, ligesom de store folkevandringer, som kommer når dele af kloden bliver ubeboelig, også vil have betydning for samfundsøkonomien og dermed vores evne til at passe ordentligt på vores kulturarv.
Van Goghs landskaber, som også har været mål for aktioner, er jo malet som et opgør med industrialismen, og der er noget i den måde, de er malet på, som giver os en følelse af forbundethed. Han har ikke nogen distance til de landskaber, han maler, og i hans værker er der en overensstemmelse imellem det indre og det ydre. Jeg tror, at vi har brug for at sætte os i kunstværkernes sted og mærke på egen krop, hvor udsatte både de og vi er. Den voldsomhed, der ligger i aktionerne kan måske være en dør til at få åbnet op for de nødvendige følelser af sårbarhed og forbundethed til naturen.
Kan man ikke som billedkunstner aktivere de samme følelser indenfor kunstværkets eget rum?
Jeg ville virkelig ønske, at de her aktioner ikke var nødvendige. Jeg synes ikke, det er fedt at se nogen kaste med madvarer på et museum. Men jeg bliver også bekymret for, at de unge mennesker, som laver aktionerne bliver udskammet så meget, at de får ødelagt mange år af deres liv.
Når vi skælder ud på de unge aktivister, tror jeg også det handler om, at vi forsøger at undgå at føle den smerte, som klimaforandringerne vækker i os. Derfor er det vigtigste, vi kan gøre lige nu, måske at finde sammen i grupper med andre, der også føler sorg, vrede og afmagt, så vi kan hjælpe hinanden med at være i alle de følelser. Ud af vreden og sorgen vokser også det mod, der skal til for at handle på vores viden.
Jeg har været med til at stifte gruppen Kunstnere ser grønt, som undersøger, hvordan vi kan arbejde med de her ting indenfor vores eget felt. De seneste par år har jeg for eksempel omlagt min egen praksis, så jeg ikke længere anvender beton i mine værker, så egentlig har jeg også savet min egen kunstneriske gren over.
Jeg synes, at det er svært at lave kunst lige nu. Man føler hurtigt, at man bare piller i egen navle. Der er jo lavet masser af kunst om klimakatastrofen, men har det nyttet noget? Tænk nu hvis kunstinstitutionen, som bliver udsat for de her aktioner kunne finde ud af at reagerer på anden vis, end ved at udskamme de unge. Tænk hvis vi allesammen kunne gå sammen og forsøge at gøre noget, der reelt kommer ud over rampen.
Jeg hørte fornyligt lektor i bioetik Micky Gjerris ved Københavns Universitet sige, at når videnskaben ikke kan råbe politikerne op, så må kunsten tage over. Det tror jeg er rigtigt. Nu er det vores ansvar.
