I sidste uge udsendte Toves Galleri Vesterbro Contemporary Workout Space en pressemeddelelse, hvori det blev offentliggjort at stedet lukker. At et kunstnerdrevet udstillingssted ophører efter et par års aktivitet er næppe en dramatisk nyhed. De unge kunstnere, som typisk står bag disse steder, er ofte nået til et andet sted i deres personlige eller kunstneriske liv. Toves Galleri lukker dog mest af alt fordi lejemålet er blevet opsagt. Og selvom stedet siden efteråret 2010 har været en af de tydeligste stemmer på Københavns selvorganiserede kunstscene og også er på listen over de steder, som man ville henvise udenlandske besøgende til, så giver det måske alligevel mening at Toves Galleri takker af netop nu.
Udstillingsstedet ligger i et butikslokale i en pænt trist indkøbsarkade på Vesterbro, som også hedder Toves Galleri – og hed det først – opkaldt efter forfatteren Tove Ditlevsen, som især blev kendt for sin skildring af arbejderklassens ikke-glamourøse hverdagsliv på 1920ernes og 30ernes Vesterbro. Ganske vist hører Ditlevsen ikke til blandt de mest muntre, men lige frem at opkalde et indkøbscenter efter hende er måske at tage socialrealismen til kanten – en ironi, som kunstneren Pind havde blik for, da han i september 2010 tog initiativ til at starte et udstillingssted i arkaden og navngive det Toves Galleri.
Pind havde en særlig idé med stedet, som manifesterede sig i den første udstilling, Flugten fra opvasken – en «kurateret opsætning af galleriets kunstnere», som på daværende tidspunkt bestod af: Søren Assenholt, Anders Bojen, Jacob Borges, Emil Westman Hertz, Honza Hoeck, Uffe Holm, Ulla Hvejsel, Christian Jeppsson, Jacob Jessen, Lui Mokrzycki, Rasmus Høj Mygind, Olof Olsson, Pind, Stefan Rotvit, Jakob Rød, Tove Storch og Kristoffer Ørum.
Kurateringen bestod i at kunstnerne skulle levere eksisterende værker, som de øvrige kunstnere så kunne flytte rundt på i løbet af udstillingsperioden og eventuelt videreudvikle undervejs. Man skulle give tingene fra sig, arbejde ind over hinanden og motionere de kunstneriske udtryk, heraf efternavnet Workout Space. Resultatet var en gruppeudstilling, hvor størstedelen af værkerne var samlet i en ø midt i rummet, som en slags avanceret opmagasinering, hvor man hverken kunne identificere de enkelte afsendere eller adskille de kunstneriske udtryk fra hinanden. Anslaget var uhøjtideligt og humoristisk: «Titlen er taget fra Tove Ditlevsens essaysamling af samme navn […]. At det lige blev Flugten fra opvasken kan bedst begrundes med at fx digtsamlingen Til mit døde barn uvægerligt kalder på en del dårlig karma», som det blev formuleret i pressemeddelelsen.
Det lidt umulige udstillingsrum med al for meget glasfacade og alt for mange skarpe halogenlamper – som virkede produktivt kikset i relation til Pinds oprindelige tankegang om kollektivt kunstgenbrug (som i øvrigt ligger i lige forlængelse af Pinds eget virke, recirkuleringen af materialer og genforhandlingen af kunstneriske værdier) – viste sig senere at være aldeles velegnet til det kunstneriske udtryk, som kom til at karakterisere stedet i den sidste tid.
Kunstneren FOS formulerede det rammende i sit bidrag til Kunstkritikks julekalender 2012, hvor han fremhævede udstillingen Sad for something that never happened, af Stefan Brüggemann, Christian Jeppsson og Rasmus Høj Mygind, på følgende vis: «Værker skabt af populærreferencer, ser på sig selv og skaber hermed et smukt, indre poprum.»
Selvom FOS omtalte en specifik udstilling kan beskrivelsen fint udvides til at dække over mange af de udstillinger, som man har kunnet se i Toves Galleri det sidste års tid. Hvor det udprægede showroom-lokale i begyndelsen var en humoristisk udfordring, var det som om at glasboksen og det skarpe blå lys efterhånden blev en integreret del af udstillingerne med carte blanche til at bade sig i halogenpærernes simulakre og netop bare «se på sig selv» – hvilket oversat til udstillinger betød en slags neoformalisme som tog udgangspunkt i et destabiliseret forhold mellem display og udsagn. I mange tilfælde udmøntede det sig til en forhandling af relationen mellem vare og hylde. Og hvad kunne være mere perfekt til det formål end et tomt, oplyst butikslokale med dysfunktionelle varer i en smådeprimerende shoppingarkade med indtil flere tomme lejemål?
Der var helt sikkert noget ved dette mærkelige sted, som gav udstillingerne deres egenart og som medvirkede til, at der nu findes noget i København som kan betegnes en rigtig Tove-udstilling. Det var som om den lysende glasboks i midten af den mørke arkade gav rummet en næsten drømmeagtig kvalitet. Ikke alene havde man fornemmelsen af ikke nødvendigvis længere at befinde sig i København (Bukarest?), det hårde lys fra de mange, skarpe halogenpærer (90 stk à 100 W!) gav stedet en nærmest virtuel kvalitet, som egner sig utroligt godt til en gruppe kunstnere som har en forkærlighed for det syntetiske og som netop favoriserer det flade interface. Den kropsløse gestus blev her taget til det ekstreme, hvilket er et greb som Tove-kunstnerne naturligvis ikke er alene om, men ses overalt i samtidskunsten, hvor den repræsenterende posering (velegnet til billedblogs som eksempelvis Contemporary Art Daily) indtænkes fra starten.
Stedets næstsidste udstilling af Uffe Isolotto (alias Uffe Holm) – en af de kunstnere som var med fra starten – var en «typisk Tove» med eksempelvis fotostater af en lilla Toyota opklæbet på væggen, som var det en bilforhandler, men selvfølgelig var der ingen bil, kun tegnet for ny bil. Til gengæld var der et par krukker (en container, et displayelement) og selvom det ikke har meget med sagen at gøre, så spiller det en mindre rolle for det er karakteristisk for udstillingen og flere af Tove-udstillingerne, at man helt har overgivet sig til den repræsenterede verdens suppe af symboler, som kan sideordnes så let som ingenting med en glidende multitouch bevægelse henover iPadens overflade. Således kunne Isolottos udstillingstitel heller ikke længere udsiges men kun fremføres i tastaturets tegnsprog: :-)@3D
Flugten fra opvasken hed stedets første udstilling. Overskriften på den pressemeddelelse, som fornyeligt bekendtgjorde stedets lukning, var mere overlagt friskfyrsagtig: Tove’s On Ice. De to titler siger en del om den udvikling, som stedet har gennemgået. Den sidste pressemeddelelse blev ledsaget af et syntetisk photoshop’et billede af en isboks (det polyfone tungemål fastholdes lige til det sidste) i favoritfarven blå – af den type som man tidligere kaldte Klein-blå, men for Tove-generationen snarere er Bluescreen-blå og som har indgået i stedets corporate logo lige fra begyndelsen.
I pressemeddelelsen lyder det at Toves Galleri er «temporarily out of space». Man vil sikkert også komme til at se galleriet i nye formationer i nær fremtid. Gruppen vil sikkert blive inviteret indenfor på de etablerede institutioner. Alt andet ville være mærkeligt. Her bliver det interessant at se, hvor bundet det Tove’ske udtryk egentlig er til glasboksen, kuvøsen eller montren, i hvilken de særlige kendetegn er blevet udklækket.
Toves Galleri startede som et sted, hvor man frit kunne bruge af hinandens værker, hvor man kunne arbejde indover hinanden og så at sige opløse hinandens udtryk og identiteter. Og hvor umuligt og naivt det end lyder, så var der faktisk noget i den kollektive indsats som gjorde at det lykkedes. Efter et par år er den konstante udveksling og forhandling måske ikke så åben mere. Toves Galleri er blevet et genkendeligt udtryk med en stærk identitet.
Man siger at en generation varer syv år. Et kunstnerdrevet sted varer betydeligt kortere, medmindre det altså udvikler sig til decideret kunstnergruppe. Måske er det rigtigt at lukke lige dér, hvor man netop har fundet sin identitet – ikke stivnet – men bare fundet den anskuelse, der momentant indkapsler situationen og giver den et sprog. Tid til at splitte op.
—
Toves Galleri består af: Simon Damkjær, Anna Frost, Hannah Heilmann, Honza Hoeck, Uffe Holm, Christian Jeppsson, Jacob Jessen, Rasmus Høj Mygind, Sandra Vaka Olsen og Pind.