Hvilket som helst nu er en katastrofe et sted, hos nogen. Det utilgiveligt voldelige nu, vi i månedsvis har befundet os i, er mere katastrofalt end noget, jeg tror mange af os nogensinde før har bevidnet. Det er ophørt med at være et nu og et chok, begyndt at være et langt skrig, der med en besættelsesmagts stålsatte vilje til udslettelse bliver overhørt. Hvilket som helst fotografi er et nu, i hvert fald dets motiv, men fotografiet strækker også sit nu ud til at blive langvarig synlighed. Et akut øjeblik, standset og fastgjort til eftertiden som et billede af noget meget specifikt eller noget meget tidløst.
I det lille Vesterbrogalleri C.C.C. vises lige nu to fotografier indrammet af en tekstskitse. Henriette Heise har skrevet teksten i 2002, taget det ene foto i 2010, det andet i 2023. Febrilsk og hymneagtig er skriften en slags omkvæd, re:refrain hedder udstillingen.
«I use every hour of the day and night to collect knowledge that informs me of suffering and death», skrev Heise for to årtier siden og to væghøje, pixelerede, zoomede billeder af et par lommers indre, akkompagnerer nu ordene. Uld og denim, maskinsyninger, udkanten af en nøgle, den trange klemthed, der ligner følelsen af simpelthen at ligge nede i en lomme, det er sådan motivet giver sig til kende. Billederne er vældige nok til at være landskaber eller noget andet vigtigt, men de besidder også en minimal og indadvendt flygtighed af den slags, der nærmest kan være i familie med tilfældige småfejl. Det tryk på en udløser eller den touchscreen-fumlen, der ikke var meningen.
Men disse værker ligner alt andet end fejl, de ligner tilbagelænede udråbstegn og i kælderrummet på Vesterbro, trangt som en betonlomme, får de også en tilnærmelsesvist arkitektonisk karakter: fra gulv til loft breder de sig med tapetseringens præcision og murens selvtilstrækkelighed. Den behagelige og imponerende stemning i et kunstrum, når tingene derinde snarere er rummet, end de er i rummet. Heises fotos er ikke højlydte som dekoration, de er uforklarligt naturlige som en slags biologi. En blålig hud om det skelet, som tekststykket er.
Dette hjemsøgte, hjemsøgende vers, dette omkvæd, der sådan set bare ligger i en A4-stak i baglokalet men føles hovedrolleagtigt. Ordene lyder som om de kommer fra et ængsteligt, sørgmodigt, måske panisk desperat sted. 2002 var året efter et terrorangreb, året inden en af de krige mod Mellemøsten, vi siden har fået for vane ivrigt at støtte i dette lille hadske land. Nu igen, mere aktivt dødbringende er vi end nogensinde.
Det knuste humør, der gennemsyrer teksten kan have adskillige årsager, det kan skyldes samfundet eller hvad som helst andet, og 22 år senere passer sætningerne stadig eller igen til en verden, der er knust. Teksten er et langt nu, ligesom et foto er langt nu, ligesom nuet er en lang ulykke. Og vi kan prøve at kigge væk, glemme omkvædene kravle ned i kældrene og lommerne og forsage blikket, men det er ikke muligt, og det skal ikke være muligt.
