De fleste håber, at den nye sæson bliver en mere tilregnelig af slagsen, uden for mange gamle mundbind og traurige restriktioner. Samtidig behøver alt måske heller ikke at være helt ved det gamle, og allerede på min første ferniseringsrunde efter sommeren, var der faktisk bingo – overraskende nok hos det etablerede københavnergalleri Bo Bjerggaard.
De voksne var taget i sommerhus og havde overladt stedet til If My Given Body, en pop-up-udstilling med en ny generation og med navne (blandt andre J. G. Arvidsson, Emilie Imán og Stine Victoria), der ikke før havde beboet disse lokaler. Overtagelsen var signeret det nye nomadiske galleri Arrange the Ants, der fremover vil rykke ind på kunstens steder for at transformere status quo. «Marginaliserede stemmer» og «integritet før kommercialitet», er nogle af kodeordene bag missionen. En blid og spændt stemning løb gennem udstillingen, de tomme kontorer og ud til festen på den fyldte tagterasse i en stadig lys sommernat, hvor dansende kroppe flød med og noget måske blev ’rearrangeret’. Et frisk pust til scenen, til det hele.
De er også lidt alene hjemme i Aarhus, hvor både Kunsthal Aarhus og ARoS står uden chefer. På kunsthallen søger man en kunstfaglig leder efter, at Jacob Fabricius rykkede til Art Hub. På ARoS fratrådte direktør Erlend Høyersten kort før sommeren efter en ekstern arbejdsmiljøundersøgelse konkluderede, at ledelseskulturen var problematisk og at der var forekommet krænkende handlinger på museet.
Et konsulentfirma er nu hyret til at finde en ny direktør, og på et medarbejdermøde i forrige uge blev de ansatte rost for deres indsats i en svær tid, hvor endda sommerens besøgstal havde været bedre end frygtet. Den stolte bestyrelsesformand kunne ifølge Jyllandsposten også berette, at pengene havde siddet løsere på gæsterne end normalt: «Således brugte hver gæst i juli måned i gennemsnit 26 kr. i cafeen og 23 kr. i shoppen. Ifølge formanden ligger niveauet sædvanligvis under 20 kr. pr. gæst.»
Siden Art Hubs begyndelse har man ledt efter de rette lokaler, og nu har Bikubenfonden købt en 7.000 m2 stor bygning i Københavns nordvestkvarter, hvor både fonden og Art Hub skal bo.
Inden renoveringen går igang åbner huset kortvarigt midt i september med en stor udstilling, der fylder hele bygningen. Fem kuratorer er udvalgt og har fået hver deres etage til rådighed. Det er Mette Woller, Feminist Collective with No Name, Culture Art Society, Institut Funder Bakke og Kristian Vistrup Madsen. Når huset står klar i 2023 vil der være udstillingsrum, værksteder, produktionsfaciliteter og 15-20 atelierer, hvoraf nogle af dem bliver del af residency-programmet, mens hovedparten vil kunne lejes. Det sidste er gode nyheder i en by, hvor atelierer er en stadig større mangelvare – vel at mærke, hvis prisen holdes i et fornuftigt leje.
I denne uge åbner efterårets store udstilling på Statens Museum for Kunst. Efter stilheden – kunstens kvinder tager ordet ligner en blandet frugtkurv med kvindelige kunstnere, der har brugt kunsten politisk. Käthe Kollwitz, Hannah Ryggen, Lene Adler Petersen, Pia Arke og Hannah Höch er nogle af de lovende navne. Samme sted, i næste måned, følger en duo, der også kunne have været med på udstillingen. Astrup & Bordorff viser Kunstmuseet, en ny filminstallation baseret på research i museets historie, arbejdsgange, kustoder, kuratorer og andre karakterer. Det ligner atter en queeret carbaret med ørefængende hjemmekompositioner og fuld 80’er-makeup.
Andre markante soloudstillinger denne sæson tæller blandt andet Mika Rottenberg på Louisiana og Mohamed Bourouissa på Kunsthal Charlottenborg. Jeg ser frem til Bourouissas Horse Day (2014-15), en nutidig cowboyfilm baseret på et otte måneders ophold i miljøet omkring nogle hestestalde i et lavindkomstområde i North Philadelphia.
På malerifronten er der også vægtige solopræsentationer. Brandts Kunstmuseum viser en retrospektiv med Kathrine Ærtebjerg, mens Tranen i Hellerup viser Magnus Andersen. De er begge en slags repræsentanter for et tidstypisk maleri fra hver deres årti, henholdsvis start-00erne og slut-10erne – som måske faktisk på en spændende måde lapper lidt over her i de tidlige 20ere.
En effen maler finder man også hos det kunstnerdrevne galleri Red Tracy, som denne weekend åbner udstilling med amerikanske Jeannette Mundt, som mest er kendt for sine malerier, men i København viser tegninger og video. Red Tracy’erne siger selv, at de er fascinerede af kunstnerens Picture Generations-agtige tilgang, hvor billedet har fået klippet navlestrengen til sin originale referent og derfra bevæger sig evigt rundt i en verden af billeder af billeder.
Weekenden står ellers i Chart-messens tegn, i år med særligt fokus på det amerikanske museum Buffalo AKG Art Museum i staten New York, som også er messens officielle museumspartner. Den slags vidste jeg ikke, Chart opererede med, men lige dette museum har også en spektakulær nyhed på trapperne, som er af særlig interesse for en nordisk kunstmesse. Museet planlægger eftersigende at etablere den største samling af nordisk kunst udenfor Norden. Hvordan, hvem og hvor meget ved vi forhåbentlig mere om, når en delegation fra museet løfter sløret i de kommende dage.
Apropos samlinger rundet af nationer og regioner, så kan man på Chart også møde direktørerne for Skandinaviens tre nationale gallerier, som pudsigt nok alle ledes danske kunsthistorikere. Karin Hindsbo fra Nasjonalmuseet i Oslo, Gitte Ørskou fra Moderna Museet i Stockholm og Mikkel Bogh fra Statens Museum for Kunst i København vil diskutere nationalmuseernes rolle i dag og i fremtiden.
Det bliver svært at komme udenom den danske billedhugger Anne Marie Carl-Nielsen (1863-1945) dette efterår. Glyptoteket åbner i oktober en forskningsbaseret særudstilling om denne kunstner, som i sin levetid havde stor international succes og også udførte prestigiøse offentlige bestillinger, eksempelvis rytterstatuen af Kong Christian IX, men som alligevel nærmest er ukendt i den brede offentlighed.
Parallelt hermed viser Den Frie udstillingen Arven – efter Anne Marie Carl-Nielsen. I alt 11 samtidskunstnere er inviteret til at lave nye værker, heriblandt Nanna Abell, Rasmus Myrup, Jytte Rex, Tal R og Nina Beier. Sidstnævnte er for tiden også aktuel med en spektakulær performanceudstilling, som kalder på et besøg. Løveskulpturer, levende katte, æg, jord, røg og mælk indgår i CAT COW, der finder sted i en lade på Rønnebæksholm i Næstved og er del af udstillingsprojektet Soil.Sickness.Society.
Der er også meget andet godt – man kan tage til Nivå og hyppe kartofler på Danh Vos kartoffelmark og snart åbner Hannah Heilmann en webshop i ARIELs lokaler. Men man kan ikke helt ignorere, at vi i sidste uge pludselig fik en ny kulturminister, Ane Halsboe-Jørgensen.
Socialdemokratisk partisoldat, beskrives hun som. Oversat til kulturpolitik er det kultur forstået som fælleskab, håndbold og flere musikskoler for børn – aldrig, aldrig bruge ordet «kunst». Der er vinde i tiden, der gør at ingen kulturministre, heller ikke i resten af Europa, tør tale positivt om kunst og slet ikke nulevende kunstnere, der som bekendt bebor finkulturelle elfenbenstårne, man for alt i verden ikke vil forbindes med. Så kommer de gule veste bare og vælter Christiansborg eller noget. Dertil kommer, at den nye minister har en bekymrende forhistorie med i baggagen.
Før Halsboe-Jørgensen blev chef for kulturen, var hun uddannelses- og forskningsminister og før sommeren også medafsender af en løftet pegefinger til universiteterne om ikke at bedrive politiseret forskning. En oprørende og ganske politiseret handling i sig selv, initieret af politikere på den yderste højrefløj med en tydelig dagsorden rettet mod især køns- og diversitetsforskningen på Humaniora. Hvis Halsboe-Jørgensen viderefører denne stil på kulturområdet, ikke mindst i relation til den igangværende proces omkring en ny struktur på de kunstneriske uddannelser, får vi ikke ro til at gå i snurrige kunstbutikker eller kigge på mange løveskulpturer med mælk på. Jeg krydser fingre.
