Mange kender nok den fransk-polske maler Apolonia Sokol gennem det intime og storladne dokumentariske portræt Apolonia, Apolonia fra starten af 2023. Den danske dokumentarist Lea Glob fulgte Sokol gennem 13 år, fra de unge år som studerende på Beaux-Art de Paris til store udstillinger i udlandet. Hos Apolonia Sokol er arbejde og identitet tæt sammenfiltret, og hun fordyber sig i sin praksis som portrætmaler med en vildtvoksende og målrettet intensitet. Også når kunstbranchen viser sig fra sin mest nådesløse side, fx på Los Angeles’ knap så glitrende bagside, hvor økonomiske markedsværdier er i højsædet, og hvor en ung, kvindelig kunstner blot er en vare ud af mange.
Sokols praksis har ikke ændret retning siden dokumentaren, men portrætterne af kunstnerens familie, venner og kolleger er i de senere år blevet mere kraftfulde og teknisk raffinerede. Det viser en række malerier i Sokols første institutionelle soloudstilling på Arken, der bl.a. fornyer kunsthistorien gennem en kritisk dekonstruktion. Pieta-motivet er eksempelvis genskabt i den store og smukke altertavle Helbredelsen (2023).
Centralt i triptykonet ses Sokol selv, nøgen og med kroppen bøjet bagover, som var hun næsten vægtløs. Det er ensartede og kølige farveflader, og billedet fremstår uden dybdevirkning. Blikket er rettet mod beskueren, iagttagende og årvågen. Hun ligger i skødet på tre kvinder, og ligesom Maria i Pieta-motivet, fremstår omsorgen fra kvinderne næsten som en helende kraft. Men modsat den bibelske beretning, er der et opbrud med den guddommelige orden: Hos Sokol er det ikke kun Kristus, der kan helbrede verdens dårligdomme, men også en stærk femme energi og omsorgen fra et helende kollektiv.
Noget lignende går igen i tavlens øvrige billeder. En sort mand ligger på et leje omringet af fire engle i kitler og sneakers. To af englene har hver sin pensel i en lille skål. Er de ved at omskrive en historie og for hvem? Mest minder det om en moderne version af 1400-tallets renæssancemaleriers åndelige motiver, men i Sokols mytologi er temaet didaktisk og antyder politisk og social revolution for dem, hvis fortælling ikke altid har været del af det større narrativ.
Det er det velkendte, og på samme tid det ukendte, der gør Sokols udtryk interessant. Oprøret imod det etablerede er i fuld gang i storskala maleriet Krigen (2022), der dirrer af elektrisk bad ass girl power, magt og vrede. En sejrrig Jeanne d’Arc-lignende kvinde iført rustning sidder på en sort hest med det ene ben løftet op mod dyrets nakke. I hånden bærer hun en kniv, i den anden en morgenstjerne. Under hende ligger en slagmark af blodige, hvide mænd: Afskårne pikke, lemmer og hoveder. Har hun handlet i affekt eller fører hun krig? Midt i virakken fremgår nuancer af lilla i baggrunden, iriserende og lette, der giver billedet en ro. En kamp er lige overstået, men man fornemmer, den ikke er endegyldig slut.
Udstillingen viser også flere af Sokols mere klassiske portrætter malet i forenklede flader og streger. Isolerede farvestrejf i skrigende orange, brun, azurblå og gult harmonerer i en uprætentiøs gengivelse af Sokols modeller, som tæller nære venner, minoritets- og queerpersoner fra kunstneriske og aktivistiske miljøer. Det er tydeligt at hun arbejder intersektionelt, og at der er en bevidsthed om at fremhæve kroppe som fx er non-binære, transkønnede og racialiserede. Værkerne tilbyder forskellige måder, hvorpå den strukturelle ulighed blandt minoriserede grupper i samfundet kan begrebsliggøres. Det er svære politiske virkeligeheder, som Sokol formår at male med præcision og stor kærlighed for hendes subjekter.
Portrætterne i udstillingen er både ømme og intime , men til tider også lidt for lækre. Subjekterne er alle virkelig smukke og slanke, og man savner at se på kroppe, der repræsenterer et mere diverst udtryk. Det føles lidt uforløst, og det er ærgerligt når billederne netop rummer så mange dristige fortællinger og forskellige perspektiver. Sokol udfordrer maleriet og anvender mediet som en modstandsform til at italesætte erfaringer, både personlige, og politiske, i et æstetisk forførende og kraftfuldt sprog, der nægter at lade sig assimilere.
