1. Hanne Darboven, Kalenderbuch 92, 1992
Jeg synes, det er lidt vildt, at man for tiden kan gå ind på en kunsthal i København og se et kæmpestort værk af den tyske konceptkunstner Hanne Darboven (1941-2009). Kalenderbuch 92 består af 101 indrammede fotografier af opslåede kalendersider, inklusive forside og bagside, fra året 1992. Hver side er fyldt af udstregninger eller nonsens-kruseduller, som konkret markerer forgangen tid. Hver dag har også sin «Tagesrechnung», små additionsstykker. Den 10. august ender summen på 29, uden at man kan afkode andet end at tallet bliver større for hver dag i ugen. Ind imellem er der også beskeder til nogle af de ældre alfahanner fra kunstnerens egen generation. Til Sol LeWitt lyder det: «If artists do write it is no litterature». Mens Carl Andre er citeret for: «Never apologize never explain». Ikke al den bløde håndskrift er lige let at tyde. Darboven er knasende tør, humoristisk og eksistentiel på samme tid. Og, slår det mig, et temperament, der nærmest ikke findes i samtidskunsten længere.
– Kan ses på Nervetråde, Den Frie Udstillingsbygning, København, indtil 1. november.
2. Bill Hayden, Cool as in cool ge as in get, 2026
Sofaen er ikke en del af værket, men fungerer som en slags sokkel, der får de pelsede bogstaver til at slange sig og rage ud i rummet. Fra én vinkel ligner det, at der står «Google», på en dag, hvor søgemaskinen fejrer Pride eller noget andet med festlige bogstaver. Men der står ikke «Google», men «Coolge», jævnfør titlen på værket; «Cool as in cool ge as in get». Resten af Bill Haydens udstilling er ret tilbagetrukket. På væggen hænger minituøst udførte blæktegninger i rammer, og midt i rummet står udstillingens elektriske element (angiveligt har kunstneren altid et sådant), en tændt ventilator. Måske puster den betydningen, Coolge(?), rundt i rummet, som havde den til opgave at sørge for, at signifiant og signifié aldrig finder hinanden, og at tingene aldrig helt lander. Uanset sætter jeg pris på, at der findes gallerier i København, der viser den slags billedtænkning, jeg kan gå og tygge drøv på.
– Bill Haydens udstilling Coolge kan ses hos Christian Andersen, København, indtil 31. oktober.
3. Natsuko Uchino, Forest Matter, 2026
Arkitektduoen Mentze Ottenstein er tilbage på Sophienholm, hvor de i 2024 kuraterede den vakse udstilling om kurve og flet. Nu handler det om det, man putter i kurven, svampene. Jeg blev egentlig lokket til kunsthallen af Paul Thek-værkerne, men der var så meget mere at komme efter. Sanya Kantarovskys vævede svampefyr med opstoppernæse eller Günter Grass’ syrede, raymond pettibonske svampetegninger. Men japansk-franske Natsuko Uchinos sammenstillinger af fermenteringskrukker, træstubbe grene og sten ramte mig mest. Kun en særlig hånd/ånd kan lave så løse og frie og åbne rummelige sammenstillinger, uden at det bliver for nuttet eller indretningsstylist-fimset. I forlængelse af en japansk tradition, selvfølgelig, men som jo også har en dansk pendant, fx i den bornholmske animisme; Lisbeth Munch-Petersens hårdtbrændte keramik eller Emil Westman Hertz’ løse gestaltninger i en vild klippehave. Den dér særlige forbindelse mellem sild og sake, som Mentze Ottenstein før har vist, de har så meget sans for.
– Kan opleves på Lyksalige stunder i naturen med de danske svampe, Sophienholm Kunsthal, Kongens Lyngby, indtil 17. januar.
4. Kateryna Lysovenko, Regimens of Joy or Madness, 2026
Kateryna Lysovenkos vægmaleri i trapperummet strækker sig fra stuen og hele vejen op til tredje sal. Men overvælder på en snigende måde, ikke mindst i kraft af den sarte, fortyndede akrylmaling. Halvvejs oppe på væggen løber en liste, et lille panel, som Lysovenko forholder sig til som en slags demarkationslinie. Under findes døden, skeletter og kranier i bunker. Over er de levendes verden med de skaldede og kødfarvede menneskefigurer. Nogle med åbne sår, som organer ind imellem popper ud af. De fleste i fuld vigør, optaget af en skønsom blanding af hverdagslige og brutale gøremål. Katastrofen har luret i Lysovenkos malerier, siden Rusland invaderede hendes fødeland Ukraine. Jo mere udvaskede og gennemsigtige motiverne er, jo mere bliver de røntgenbilleder af noget, man egentlig ikke kan holde ud at se.
– Kan opleves på udstillingen Still Joy, Gammel Strand, København, indtil 10. januar.
5. Henriette Heise, Untitled Ghost, 2026
Det blev ikke en suverænitetsafgivelse men en såkaldt sikkerhedsaftale, som i sidste uge blev underskrevet af Grønland, Danmark og U.S.A. Otte måneder tidligere var situationen anderledes højspændt. Indbyggerne i Nuuk fyldte fryserne og købte patroner. Ekstra blodposer blev fløjet ind fra København i fald amerikanerne gjorde alvor af den militære operation, som præsidenten mere end insinuerede kunne blive en realitet. Den 14. januar var udenrigsministrene fra Grønland og Danmark rejst til krisemøde i Washington. Dansk tv transmitterede derfra hele dagen. Mens alle ventede spændt på udfaldet af mødet, stod journalisterne foran den danske ambassade og padlede løs. Og i al den tid var fokus i tv-billedet et højt receptionsbord med hvid dug. Temmelig udramatisk, nærmest komisk, havde det ikke været for den alvorlige situation. I Henriette Heises værk er det diplomatiske skakspil antydet i det sort/hvide patchwork-klæde, syet sammen af to duge og hængt over en sokkel. Skulpturen står lige indenfor døren i det tidligere butikslokale. I vejen, på en sjov og vellykket elefanten-i-rummet-agtig måde.
– Kan opleves på udstillingen Invitation, All all all, København, indtil 24. oktober.