Den skandinaviske velfærd ryster på sine spinkle ben. Det er ikke længere en selvfølge at madvarer fylder køleskabet og at varmen strømmer ind i boligerne. Velfærden er kommet i et krydspres mellem et akut behov for at forandre vores relation til naturressourcer og en nasty krigsherre i Rusland. Måske det er derfor jeg synes det er en lettelse at finde Oscar Tuazons arkitektoniske papstrukturer inde i Bergen Kunsthall. De er mørke og behagelige at gemme sig i, som grævlingehuler, og faktisk lidt lune nu hvor de mange meter op til loftet er nogle grader køligere på grund af høje strømpriser.
Vi sparer og tager brusebad i træningscenteret, lader dem betale for festen. Her strømmer det varme vand ud af hanerne som forventet, og vi vender næppe håndfladerne opad og takker for vandet. Bergensere behøver heller ikke at gå ned på vores knæ og takke Svartediket for at bringe os drikkevand af høj kvalitet. Eller gør vi? «Jeg vågner op hver dag og takker vandet», siger et medlem af Newe-stammen som bor i Spring Valley udenfor Las Vegas i en video som er del af Tuazons udstilling. Jeg bliver påmindet om en tankegang hvor mennesket tager mindre plads end vi er vant til i Vesten. Mennesket er ikke direktør, men medarbejder i kosmos, og de gode ting som kommer til hende er at betragte som gaver fra vores generøse beskyttere Moder Jord og Bedstefar Sol.
Paphusene inde i kunsthallen er nedskalerede modeller baseret på Zome House (1969–1972) tegnet af de amerikanske arkitekter Holly og Steve Baer. De er såkaldte Earthships bygget til at stå i ørkenen og udnytte passiv solenergi. Vand løber inde i væggene og er med til både at opvarme og nedkøle huset i et ekstremt ørkenmiljø med store temperaturforskelle imellem dag og nat. Baer-parret var blandt andet inspireret af en anden utopisk arkitekt, Buckminster Fuller (1895–1983), som byggede spektakulære domes og biosfærer. Man er velkommen til at forestille sig runde kupler sat sammen af tre-, fem- eller sekskanter. Tuazon har brugt Baer-parrets design til at bygge en række vandskoler til almen uddannelse og bevidstgørelse af en menneskehed som må holde op med at opføre sig som om jorden er et grænseløst gavebord til vores ære.
Når jeg forestiller mig utopisk arkitektur fra 60’erne ser jeg glas, plastik og stærke farver, men nu kan fremtiden ikke længere tillade sig at lokke med stærke farver! Fremtiden er lysebrun som genbrugsvenligt pap eller som de anonyme træplader som vandskolerne er bygget af ude i den amerikanske natur. Rundt om vandskolemodellerne, som er forsynet med indbyggede bænke langs væggene og i et tilfælde også et bibliotek fuld af vandrelevant viden, findes glasvinduer dekoreret med beroligende, cirkelformede mønstre. Det er sole, måner og planeter og et par enkelte portrætter af stolte, indfødte amerikanere.
Tuazons mentor Lawrence «Ulaaq» Ahvakana har bidraget med nogle skønne træmasker. De som spadserer i Nordnesparken vil vide at en af Bergens fem søsterbyer er Seattle, og at det er grunden til at der står en ti meter høj totempæl midt i parken. Den genkendelige stil som præger indfødt kunst fra Pacific Northwest og Alaska (hvor Lawrence «Ulaaq» Ahvakana kommer fra) gav mig engang i 90’erne et voldsomt aha-øjeblik. Hvorfor føltes denne kunst så genkendelig? Jo, den er beslægtet med den kunst jeg som barn så på Nationalmuseet i København: kunst lavet af Inuit-folket som bebor den arktiske region som inkluderer Grønland, Canada og Alaska. Hvilket forræderi at hjernevaske os gennem vores opvækst med disse standardiserede verdenskort uden samtidig at indprente i os hvordan Arktis hænger sammen kulturelt.
Et originalt brev fra 1861 skrevet af en af Tuazons forfædre som tjente ved den amerikanske Union Army, som var med til at fordrive indfødte fra Owens-dalen, er brugt som baggrund for tegninger i rummet omkring modellen af Great Lakes Water School. Brevet er sat op på 40 almindelige badeværelsesspejle og dekoreret af cirkler i stil med vinduesdekorationerne: holistiske former som minder om planeter eller øjeæbler. Mellem 1905 og 1907 foregik også en vandkrig i Owens-dalen, omkring konstruktionen af Los Angeles-akvadukten. Akvadukten skulle tilføre drikkevand til den hurtigt voksende by, og vandet kom fra Owens-søen. Den økologiske balance i Owens-dalen blev dybt præget af dette vandtyveri, og der var stor modstand fra lokale farmere og indfødte som forsøgte at beskytte deres miljø og sine rettigheder. Stoffet er mildt sagt omfattende. Her bliver der krævet noget af den besøgendes evne til at sætte sig ind i historisk materiale.
Man skal være blind for ikke at se de åbenlyse koblinger til aktuelle stridigheder i Norge som har med brugen af naturressourcer og indfødtes rettigheder at gøre. Norges egen vandkrig stod om vandkraftudbygningen i Indre Finnmark som førte til en langvarig politisk konflikt mellem 1968 og 1982. Hændelser som er ekstremt aktuelle netop nu hvor Ole Giævers film Ellos eatnu – La elva leve går i biograferne og er med til at belyse lignende sager hvor samiske interesser overkøres af politiske beslutninger. Der har været en klar tematisk tråd gennem en række udstillinger i den tid hvor Axel Wieder har været direktør for Bergen Kunsthall, hvor vandets politik og indfødtes rettigheder er blevet taget op. Tuazon kan betragtes som bidragsyder til den essaysamling som udstillingsrækken udgør. Dense, sukker jeg. This ain’t no party, this ain’t no disco, this ain’t no fooling around.
Det er ikke sådan at Tuazon ikke viser sig som formbevidst, her er meget at se på for øjet, men det er alligevel påfaldende hvilken skarp vending der er sket mod undervisning og uddannelse i kunstrummet. Jo, jeg føler mig tryg i disse papstrukturer. Jo, jeg har interessante former at se på, og jeg har studiemateriale til mange måneder hvis jeg vil være den dygtigste elev i vandskolen. Idealerne som frembæres er nærmest umulige at argumentere imod. Det er kun satanister som ville indvende: Hvorfor er fremtiden brun som en papæske fra Amazon.com? Kan vi få flere opkvikkende konstruktioner af umoralsk plastikmateriale?
Hvad skal jeg egentlig tage mig til som kritiker her? Jeg støder på en uangribelig power-etisk high ground. Ikke engang tiltales jeg på en belærende måde, da havde jeg kunnet protestere, blive vred og sparke til papæskerne, men denne udstilling er ren kærlighed. Hver dag siden jeg besøgte udstillingen har jeg tændt for vandhanen, set på strømmen med et stille smil og takket vandet med en blid namasté-gestus. Hvis noget er galt med denne udstilling, er det at intet er galt med den.
