««Er dette et citat?»»

Kunstneren og kuratoren Mikkel Carl har spurgt 26 danske og internationale kunstnere om at bidrage med et originalt værk til en bogudgivelse, og dermed skabe en udstilling i en bog. Ideen har han – som ofte også er tilfældet i hans egen kunstneriske praksis – fra 60ernes konceptkunst.

I pressemeddelelsen fremhæves to konceptuelle forlæg for den aktuelle udgivelse: Mel Bochners legendariske Working Drawings and Other Visible Things on Paper Not Necessarily Meant To Be Viewed as Art (1966), der bestod af 4 ringbind indeholdende fotokopierede kunstværker, præsenteret på sokler i gallerirummet, samt Seth Siegelaubs Xerox Book (1968), hvor bl.a. Carl Andre, Lawrence Weiner og Sol Lewitt bidrog med fotokopierede værker til bogen, der dog af økonomiske grunde – ironisk nok – endte som almindelig offset-tryk (af fotokopierne). Hvad der yderligere nævnes i pressemeddelelsen er Lucy Lippards kendte kritik af konceptkunsten – at dens fotokopi-look endte med at blive hip og derfor fejlede i forsøget på at udradere det æstetisk udtryk. Det skabte bare et nyt. Spørgsmålet er, hvordan denne kuratoriske appropriering bruges i Mikkel Carls bogprojekt, og hvad hans intention med at lave en ’udstilling i en bog’ er?

Hvor kunstnerbogen i konceptkunsten havde en ensartet, maskinel æstetik, så langt fra et personligt aftryk som muligt, så er denne bog heterogen i både indhold og udtryk. Ved gennembladringen ses alt fra farverige fotos til stringent sort-hvid grafik til narrative bidrag og små interventioner med bogformatet, som fx Walead Beshtys brysthår, som man har lyst til at børste væk. Til gengæld er det svært at få øje på et overordnet udstillingsprojekt med disse varierede bidrag.

En bog er nok et taknemligt medie at lave en udstilling i (det er trods alt en lettere måde at få samlet en flot liste af kunstnernavne på), men bogformatet  i sig selv ophæver ikke behovet for en intention bag udstillingen. Det virker mest som om, at kunstnerne ikke er blevet bedt om et specifikt bidrag, men har fået lov at vælge ud af eget arkiv. De værker, der fungerer bedst, er derfor dem, hvor man mærker en aktiv forholden sig til bogformatet. Hertil hører fx Beshtys hår, eller Jacob Jessens og Kristoffer Akselbos kunstneriske interventioner med den faktiske bog (alle 1000 eks.). Jacob Jessen værk, Untitled (Signal gun fired to close range releasing approximately 140 db), er en «hændelse» i bogen, hvor han har skudt med en knaldpistol direkte ind på bogens sider hvilket har efterladt krudtslam og hul på bagsiden. Dette bliver en meget konkret måde at forskyde den oprindelige 60er-tankes afpersonaliserings- og maskinaliseringstanke på. Ligeså med Kristoffer Akselbos «personlige» fingeraftryk på forsiden og bagsiden af bogen – måske en endnu tydeligere afvisning af 60er-kunstens modstand mod auteuren og den personlige signatur.

Marie Kølbæk Iversens bidrag reflekterer over det iterative udstillingskoncept i forlængelse af hendes eget kunstneriske projekt angående tomrum og resonans. På et næsten tomt dobbeltopslag, findes i det ene øvre hjørne blot et undseligt 4-tal, og på den anden side findes en fodnote – et Jorge Luis Borges-citat: ««Is that a quotation?» I asked. «Of course. There is nothing but quotations left for us. Our language is a system of quotations.»». Denne måde at bidrage til bogen bliver interessant i forhold til projektets karakter. Er det et citat? Kan der ikke laves andet end gentagelser?

De varierede kunstnerbidrag skaber nok et interessant indblik i aktuelle værkpraksisser, men referencen til 60er-forlægget kommer på denne måde mest til at fremstå som en legitimerende inspirationskilde, der ikke tages aktivt stilling til. Derfor ender bogen med at fremstå uden kuratorisk intention, hvor kunstnernes bidrag med fordel kunne have været strammere styret, for at skabe en indre sammenhængskraft i bogprojektet.