Et træk, der i sig selv karakteriserer det menneskelige, er vores tendens til at definere et fænomen ud fra dets modsætning. Se bare på samtalen om kunstig intelligens, som hele tiden vender tilbage til definitionen på den ikke-kunstige, menneskelige intelligens: Hvordan skal vi kunne forstå maskinen, hvis vi ikke forstår hjernen, synes rationalet at være.
I de her dage, hvor techbros varsler menneskehedens undergang som følge af den kunstige intelligens’ stadige ekspansion ud i områder, hvor den opererer på egen hånd, virker det rimelig magtpålæggende at prøve at forstå. Og hurra for billedkunsten: Lige nu findes der i København (mindst) to udstillinger, der undersøger det levendes forhold til det døde, til maskinen og til netværket.
Amalie Smiths udstilling hedder simpelthen Levende, og den starter i det døde. I hvide, institutionelle montrer med glaslåg ligger menneskelige figurer af voks og keramik side om side med alt muligt andet. Montrerne illuderer, at de er skåret direkte ud af institutionens vægge: Deres dimensioner matcher døråbningerne og de ligger, som om man havde givet væggen et skub, så montrerne landede på gulvet.
Levende er opbygget som en fibonacci-spiral, et sneglehus, hvor rummene bliver smallere og mørkere, jo længere man bevæger sig ind. Og sneglehuset er én af uendeligt mange poetiske metaforer, der går gennem udstillingen, en skal, der former sig omkring dyrets krop, som vokser med den, og som ligger tilbage som perfekt, fuldendt form, når dyret er borte. Det er det første karakteristika ved det levende: Det bygger, det er i konstant proces, det levende søger mod andet levende materiale, som celler der smelter sammen og skaber nyt liv.
En anden central metafor er tråden, som forbinder ting, peger på en lineær udstrækning eller kan flettes sammen i mønstre. Sneglen trækker linjer af slim på jorden, forskere følger i et lydværk menneskets stamlinjer så langt tilbage, som muligt, og de enkelte montrer er fyldt med ting, der er bundet sammen med snor.
I den lille tekst, der ledsager udstillingen, skriver Amalie Smith poetisk om det, hun kalder stregealderen. Det skal nok forstås som et alternativ til den periodiske inddeling af menneskehedens historie i stenalder, jernalder, bronzealder, og som sådan er Levende en genskrivning med fokus på forbindelser, netværk og mønster, frem for individer, enkeltstående materialer og bedrifter. Le Guinsk, men mindre argumenterende, mere poetisk og med en lidt tør, statisk seriøsitet.
Under maskinstrikkede tæpper ligger figurerne i montrerne lit de parade, som sovende i deres glaskister. De er omgivet af ting og sager, de måske kunne få brug for i efterlivet, eller som en kurator på et kulturhistorisk museum mener, kendetegner netop deres tid. Hos Smith er ingenting rigtig dødt, det er hele tiden på vej videre i en proces, der opløser binære grænser. Det levende er et mønster, kemisk, organisk, metaforisk.
På Arken viser man Ann Lislegaard, der i øvrigt var Amalie Smiths professor på kunstakademiet, og som arbejder i beslægtede termer: Her er også tråde, forbindelser og mønstergenkendelse, men umiddelbart med omvendt fortegn. Her virker alting utroligt levende, selv den meterhøje ugle, der rabler kinesiske spådomme og Blade Runner-citater af sig mellem helt tydelige glitches i signalet.
Titlen Animoid refererer til de syntetiske dyr, der repræsenterer uddøde arter i Blade Runner, og det er en præcis titel til en retrospektiv, der cirkler om animation, om at gøre det døde levende, men som også antyder, at altid er et liv i materien og et spøgelse i maskinen.
Animoid er uden sammenligning den mest vellykkede udstilling, jeg har set på Arken, og det hænger nok både sammen med Lislegaards hang til installatorisk perfektion og med den arkitektur, der ellers normalt udgør et benspænd. I Lislegaards værker er rummet altid ustabilt, dekonstrueret med det digitales mellemkomst, og det glider helt lydefrit ind i Arkens 90’er-arkitektur. Det er desorienterende, som at befinde sig inde i maskinen, hvor det virtuelle rums regler går forud for de fysiske holdepunkter for kropslig orientering.
Det samme er gældende for tiden i udstillingen. Vi befinder os i noget ubestemt sci-fi-fremtid, selvfølgelig, men også i en retrospektiv udstilling med værker, der går tilbage til 90’erne. Der er noget profetisk over det retro-futuristiske univers, hvor selv ældre værker taler om netværkets logikker og fejlslutninger som en alternativ form for liv. Hos Lislegaard iklædes det ofte interfaces, der både fremhæver og slører, hvordan teknologien menneskeliggøres, mens mennesket vikles ind i det teknologiske, som fx i Time Machine, hvor en nuttet ræv fortæller om en tidsrejse. Selv om ræven tydeligvis er et medie, har man lyst til at adoptere den.
Både Smith og Lislegaard er optagede af, hvordan mediet former vores oplevelse af og omgang med verden. Hos begge kunstnere er teknologier – de analoge såvel som de digitale – noget, vi skaber og som skaber os, på én gang billeder og billeddannende, døde og levende kræfter. Forholdet mellem det levende og det døde, mennesket og maskinen, er ikke en binær modsætning, ikke bare 0 eller 1, men en mere kompleks udveksling. En konstant forbundethed gennem de tråde, mønstre og net, der spindes omkring vores kroppe, og som vi selv spinder os ind i. Betryggende, det er det ikke, omend menneskeligt.