Det menneskelige batteri

Tori Wrånes har udstillet og performet i et rasende tempo i alle dele af verden de seneste år. Jeg vil sparre læseren for en opremsning af steder, men hvis man ønsker at blive forpustet kan man tage et hurtigt blik på hendes cv og den heftige globale spredning af hendes tilstedeværelse. Denne 39 år gamle nordkvinde har faktisk dårligt tid til at bo et sted fast, men har eftersigende en bolig i Oslo.

Overalt kommer hun rejsende med kasser og kufferter med objekter, materialer, masker og store hænder, dragter og lyde som hun bruger til at trolde sine omgivelser hyperstoflige – måske så hun bedre selv kan forstå dem, så hun kan ånde i dem. Det rørende er, at det har en stor effekt på os andre også. Ikke mindst fordi der aldrig er helt nok i kasserne. Tori Wrånes purrer op i det lokales hår, der skal findes endnu flere materialer, laves lys, engageres folk, sættes i gang. Tori er et menneskeligt batteri.

Sidste forår beklædte hun Museet for samtidskunst i Oslo med brune tæpper og performanceprogram. Udstillingen Hot Pocket samlede op på mange aspekter af en praksis, der indbefatter snart sagt alle tænkelige medier. Hvor skæbnesvangert det må have været at have sin første store præsentation i hjemlandet på nationalgalleriet – dyrets mave, tal om homecoming!

Hvem er i øvrigt disse trolde, der befolker Wrånes’ værker og som hun er så berømt for? En form for transnationale, pankønnede versioner af kunstneren selv, der ligesom hun glemmer tyngdekraften, og kropsliggør sårbarhed og følsomhed som ekstrovert tilstand. Og nu huserer trolden på Kunsthal Charlottenborg i København med at sætte udstilling op, der åbner i morgen fredag. Her vil man blandt andet kunne se et videoværk med et helt band af trolde i, baseret på hendes performance Track of Horns fra Transart-festivallen i de sydtyrolske alper. Men der er også andet på færde, heriblandt en Ældgammel Baby.

Tori jeg må hellere droppe genertheden og min basken rundt i busken. Jeg er meget interesseret i den der ældgamle baby, som er titlen på din udstilling i København. Hvor kommer den fra?

Jeg satt og snakket med min gode venn skuespilleren Olav Benestvedt og vi fantaserte om at det sto en eldgammel baby i hjørnet og bjeffet – altså bare en fantasi vi lekte med. Jeg vet ikke, jeg likte det rytmisk, og så er det så deilig med motsetninger. Det er jo sånn det er å leve med to bein som vil i hver sin retning. Alle disse spørsmålene som kan romme flere intense svar. Hm. Jeg tenker på loopen, altså. I vårt system så tenker vi jo at babyen kommer først, så kommer den eldgamle, men tenk om det ikke er sånn, tenk om det er som med høna og egget ? Og det er noe veldig abstrakt med alder. Det er noe ved å sammenføye to motsetninger i samme ord. Det er som om det står og dirrer mellom to sannheter og ingenting er definert.

Jeg tror måske at titlen «Ældgammel Baby» fik mig til at forstå, at dine værker handler meget om at være sårbar-men-derude. Det er jo oplagt at forstå dine troldefigurer som queer, i ordets bredeste mest inkluderende betydning. Men de handler måske også om en tilstand af ekstrovert følsomhed?

Så fint at du sier nettopp det. Jeg tenker at når jeg ikler meg masker etc. så blir jeg bare mer meg selv, at jeg ikke kler meg ut, men at jeg egentlig bare lager et større frirom. Jeg tror alle mennesker lengter etter å høre til et sted, og jeg vet ikke, hmm… Hannah, kan ikke du si noe mer, siden du klarer enda bedre enn meg å snakke om arbeidet.

Man forestiller sig ligesom babyens altopslugende nysgerrighed og den gamles kompromisløshed, i en komplet skrøbelig krop der bare moser rundt. Måske noget med at vi tolererer meget, når det kommer til babyer og gamle. De kan have behov ud over det hele, have urimelige følelser, være opslugt af deres egen verden, og det er ligesom forventet.   Men der er også noget med at både babykroppen og den gamle krop er yderpunkter i et hvert menneskes eksistens, hvor vi alle pludselig er en Anden – og er sårbare. Babyen og den gamle er begge en slags allemands ekstrem-kroppe, og dermed også en krop, der kan genere forståelse. Eller babyen og den gamle udspænder en linje, som peger på mennesket som en, der er den samme men forandres. Eller måske er den ældgamle baby et billede på klicheen om, hvordan man skal være i selvudvikling altid, ung når man er 50, for at have en plads i oplevelsesøkonomiens rasen. Undskyld nu har jeg talt mig selv et helt nyt sted hen uden at formå at stille et spørgsmål!   

Men sig mig, du har haft et nærmest promiskuøst arbejdstempo de sidste år. Som om Tori og alle Toris ting må være flere steder på jordkloden på een gang. Du fortalte mig at du på en flyrejse havde så mange ting med, at du måtte binde nogle store kunstbøger rundt om maven for at få plads til det hele. Meget smukt og desperat, en slags kunst-baggage-terrorist. Hvordan kan du og dit atelier klare mosten?

Ja, det er kan være litt vilt. Men jeg liker å reise, og særlig når jeg kommer til steder jeg ikke kjenner. Noe ganger er det best, og andre ganger kan jeg lengte etter en base. Det kan være hardt å alltid leve i deadline-sonen, men samtidig er jeg veldig trofast mot mine egne spørsmål. Jeg jobber kun med det som interesserer meg og som jeg selv er nysgjerrig på. Så tar viljen over for fornuften, og jeg flyter videre på instinkt og pasjon. Og av og til vet man vel ikke sitt eget beste. Så er det veldig håndfast å arbeide og få ting gjort. Kna opp en leirklump eller få trollene ned fra fjellet.

Hvordan finder du dine performere når du har brug for flere end dig selv og for eksempel er et helt nyt sted? 

Den siste tiden har jeg begynt å ta med meg vennene mine. Jeg er så mye på farten at om jeg skal se vennene mine, må jeg ta dem med i performancene og det andre arbeidet. Så liker jeg å arbeide med lokal arbeidskraft. Jeg er alltid ydmyk ovenfor de som kjenner stedet jeg kommer til. Det er en viktig døråpner. En gang traff jeg en tonedøv sykkelreperatør på et kinesisk spa i LA. På det tidspunktet arbeidet jeg med operasangere fra en musikkhøgskole der, som skulle synge mens de syklet rundt. Siden han kunne reparere sykler, så ble han med i prosjektet… og etterhvert også som sanger. Det er fint å ha en motvekt til den skolerte stemmen. Som om det ene gjør det andre troverdig. I Sydney spurte jeg etter improvisasjonsmusikere uten høydeskrekk. Om arrangørene skal finne utøvere til meg, sier jeg alltid fra at jeg vil ha variasjon i alder, farge og størrelse og oppfordrer folk med fysiske utfordringer til å bli med, ellers står jeg der med 20 blonde 19-åringer som vil bli dansere.

Du taler somme tider om den menneskelige energi – opladningen af et rum med mennesker hvori der performes. I forbindelse med Ældgammel baby kommer du ikke til at lave en performance, men du er kropsligt tilstede i en række videoer, der er orkestreret med nordlys og lydloops. Er der forskel på at performe live og foran et kamera for dig?

Ja, det er veldig forskjellig. Når noe skjer live, så er det helt spesielt. Det er et øyeblikk som aldri kan bli gjenskapt helt likt, det skjer bare der og da, og du kan ikke kontrollere det på samme måte som en video. Jeg elsker å jobbe live og særlig med improvisasjon, fordi det er så uforutsigbart, ting kan oppstå som man ikke har mulighet til å planlegge, man må være på alerten, være kjapp og våken.

Når det gjelder videoene i Ældgammel Baby, så synes jeg det er spennende å jobbe med video mer som skulptur, og det er fint å kunne slowe ned tiden. Det har jeg ofte lyst til, å sove litt til, eller være våken litt til, eller spise frokost litt lenger. Så jeg liker at man kan manipulere virkeligheten, pitche lyden opp eller ned og endre hastigheten så tiden nesten står stille.

Jeg kiggede på din hjemmeside og tænkte at det er ret vildt at have en dokumentationsfoto-persona, der er så karismatisk og ikonisk. Når man oplever dig performe står det klart, at der strømmer en endnu mere heftig mængde energi ud af dig, når du synger. Jeg har det helt alvorligt som om du rummer en hemmelig superheltekraft, som kan affyres, når du vil. Men hvis man kender dig lidt, så ved man at det med at synge også er en meget væsentlig del af den daglige Tori-person, der bevæger sig rundt og ikke performer, på en stille og rolig måde der forlænger din krop og dit sprog. Vil du ikke fortælle mig om at synge? 

Å! Stemme er så spennende, for det sier så mye om hvem vi er som mennesker. Det er et veldig personlig materiale. Den siste tiden har jeg arbeidet mye med abstrakt sang, som å tegne uten å tenke … så slipper jeg lyd ut av munnen. Det er som om kroppen på ett vis tar over, og jeg slipper hodet fritt. Det minner meg mye om å jobbe i leire. Og jeg tenker på stemme som et materiale med spirit. At stemmen er et materiale som inkluderer sinnsstemning. Og det å arbeide med abstrakt sang, altså sang basert på rytme og temperament uten ord, gir en enorm frihet. Det opphever det distinkte språket og gir større frihet til fortolkning. Jeg tror alt til syvende og sist handler om rytme. At en form overtar for en annen, så kommer den tilbake og vi kjenner den fra før, og dermed skjer noe annet etc. Det kan være visuelt, lydlig eller handle om lukt, men alt er rytme. Av og til flyter det, mens andre ganger er det umulig å få ting til å sitte. Og det må jo være definisjonen på angst?

Ja, altså angst som det omvendte af flydende. Jeg håber det har været en flydende oplevelse at lave udstillingen på Charlottenborg. Hvad har været det sjoveste?

Takhøyden – og byen København. I tillegg synes jeg det er godt å arbeide med kurator Henriette Bretton-Meyer, hun er rå og direkte på en varm måte. Det setter jeg pris på. 

Hvordan adskiller udstillingen i København sig fra din sidste på nationalgalleriet i Oslo?

Jeg arbeider veldig stedsspesifikt, så de fleste verkene i Ældgammel Baby er nye og laget spesielt til Charlottenborg. Jeg tror hovedforskjellen ligger i arkitekturen jeg jobber i, og siden rommene er så ulike, lager jeg ulike ting. Jeg elsker takhøyden og synes det er spennende å ta i bruk glasstaket og stukkaturet. Jeg har alltid med meg mange ting, så når jeg har satt en slags hovedform, arbeider jeg videre som om utstillingen er en slags collage. Både her og i Hot Pocket i Oslo var det nødvendig for collagen å binde rommene sammen med lyd og teppe. Men i Oslo var lyset en slags oppspeedet solbevegelse fra dag til natt, det pulserte opp og ned, og her i København er det snarere et nordlys.

En sidste ting: Jeg fornemmer, at lys bliver mere og mere vigtig for dig. Ligesom i dit arbejde med lyd og med stemmen, så er lys ikke bare lyssætning, men en skulpturel ting i sig selv. I Ældgammel Baby spiller et særligt hvid-lilla nordlys eksempelvis en vigtig rolle. Fortæl mig om det hvide lys?

Hm, er det det vi ikke vet noe om? Som ligger og venter på oss? Og som innhyller oss i en søvn vi aldri glemmer? Fordi vi aldri vender tilbake?