I 1990’erne lejede de danske myndigheder færgen Norröna, som tidligere sejlede imellem Hanstholm og Torshavn. Færgen blev forankret ved Islands Brygge og fungerede i de kommende år som midlertidigt flygtningecenter for de mange flygtninge, der ankom til Danmark på flugt fra den krig, der ledte til Jugoslaviens opløsning i 1991.
De 20.000 flygtninge fra Eksjugoslavien var den største gruppe flygtninge fra et sted, man nogensinde havde modtaget i Danmark på en gang. Blandt flygtningene på Norröna var en ti-årig Tijana Mišković, som efterfølgende voksede op i Viborg. Hun dimitterede fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2008, og har siden da fungeret som freelance-kurator, kunstrådgiver og underviser med særlig interesse for kunsten fra den eksjugoslaviske diaspora.
For tiden er Mišković Ph.d.-studerende ved Københavns Universitet og Statens Museum for Kunst og i den forbindelse aktuel som kurator med udstillingen Forbindelser – Danske Kunstnere fra det tidligere Jugoslavien, der åbner på SMK fredag.
Forbindelser markerer 30-året for den store gruppe flygtninge, der kom til Danmark under krigen på Balkan. Udstillingen og består af værker af syv kunstnere – Alen Aligrudić, Amel Ibrahimović, Ana Pavlović, Ismar Čirkinagić, Nermin Duraković, Suada Demirović, Vladimir Tomić – der alle har rødder i Eksjugoslavien, og som enten kom hertil som børn eller er efterkommere af migranter fra Balkan. Det er en udstilling, der trækker tråde fra jugoslavisk kulturarv til dansk migrationspolitik på jagt efter den flerkulturelle identitet, de alle har tilfælles.
Ned igennem Skulpturgaden, der forbinder den gamle del af museet med den nyere tilbygning, finder vi værker, der tager os med tilbage til flygtningefærgerne i Københavns Havn, ind på et typisk værelse på et dansk flygtningecenter eller på en rejse tilbage til Balkan, hvor ruinerne af det socialistiske Jugoslavien står side om side med hyper moderne byggeri. I et værk svæver vi med en drone over EU’s ydre grænse, der i dag går mellem Bosnien og Kroatien, og hvor nutidens flygtningepolitiske dramaer udspiller sig. Det er, som Mišković siger, ikke historier, der kun udspillede sig på Balkan i 90’erne, men som er alment menneskelige.
Hvad kendetegner de syv kunstneres tilgang til at arbejde med det tværkulturelle?
Udstillingens kunstnere har det tilfælles, at de alle er uddannet på kunstakademier i Danmark og har rødder i det tidligere Jugoslavien, men er kommet her til landet på meget forskellige tidspunkter. En del af dem kom i 90’erne i direkte forlængelse af krigen på Balkan, andre er kommet senere og en enkelt er født her i Danmark af forældre, der migrerede i 70’erne. De forskelle farver deres tilgange enormt meget.
Der er meget stor forskel på, hvordan man oplever verden, når man er ti år og når man er 18 år. Ismar Čirkinagić kom til Danmark, da han var 18 år, og hans værker kredser meget om selve krigen. Vladimir Tomić, derimod, var 12 år, da han kom til Danmark, og hans værk handler om at være flygtning her i landet.
For de kunstnere, der var endnu yngre gælder det, at de ikke selv har nogen erindring om krigen eller om de første år i Danmark, men har fået overlevet fortællinger fra deres forældre. Deres værker kredser om det, at være en del af en diaspora og om at have et kulturelt tilhørsforhold, man ikke selv husker.
Det har ikke været mit ønske at lave en tematisk udstilling om flygtningehistorier. Jeg har taget udgangspunkt i de enkelte værker og forholder mig til de syv specifikke praksisser og de historier, der ligger bag dem. For at folde værkerne optimalt ud, må man have to perspektiver, nemlig det konkrete, der fortæller om kunstneres baggrund i jugoslavisk kulturarv og deres personlige historier, men også det større perspektiv, der handler om migrationshistorie generelt. Jeg håber, at det er blevet en udstilling, der også trækker paralleller til andre konflikter, andre tider og andre geografiske steder i verden, end den som udspillede sig specifikt på Balkan i 90erne.
Da flygtningene fra Balkan kom hertil, var det første gang, Danmark modtog så stor en gruppe flygtninge på en gang. Hvad betød det for den måde, man blev modtaget på?
Flygtningene fra Balkan har betydet enormt meget for, hvordan den danske migrationspolitik blev udformet. Tilbage i 60erne, da velfærdsstaten som vi kender den i dag blev udformet, begyndte man at tage imod fremmedarbejdere, men det var en gruppe mennesker, som kom, fordi det danske samfund havde brug for dem. Men allerede i 70’erne begyndte tilgangen at ændre sig, fordi de indvandrere der begyndte at komme, var folk som derimod havde brug for hjælp fra det danske samfund og siden da har dansk migrationspolitik drejet sig om, i hvor høj grad migranterne skulle have adgang til velfærdsstaten. Da bosnierne kom i 90erne ændredes situationen igen, dels fordi det var den største gruppe flygtninge, man nogensinde havde modtaget på en gang, dels fordi det var folk fra alle lag i samfundet, der ankom.
Man anede ikke, hvad man skulle stille op med alle de her mennesker, og det betød, at de fleste af os boede meget længe på flygtningecentrene, før vi blev fordelt ud i samfundet. I løbet af de i gennemsnit tre år, de fleste boede på centrene, blev der opbygget et fællesskab imellem dem, som formentlig også har gjort den nemmere at bibeholde noget af sin egen kultur. Det er et fællesskab, der på sin vis stadig eksisterer, og som man måske også kan finde i denne udstilling.
Hvad var for dig det største kulturelle chok ved at komme til Danmark?
Jeg kom til Danmark, da jeg var ti år gammel. Eller rettere, jeg kom til et flygtningecenter i Danmark, men jeg kom jo først rigtigt til Danmark tre år senere, da vi flyttede ud i samfundet og fik mulighed for at blive integreret. Så det der meget voldsomme kulturclash, som man forestiller sig, at flygtninge oplever, når de kommer hertil, udeblev for mig, for jeg følte ikke, at jeg var en del af det danske samfund de første tre år.
Vi flyttede først ind på et skib. Dengang var der to flygtningeskibe, Flotel Europa, hvor Vladimir boede, som lå ved Krøyers Plads (red. bydelen Christianshavn), og Norröna, hvor jeg boede, som lå ved Islands Brygge. Vi boede fire mennesker i en kabine, der lå i lasten, altså under vandet og uden vinduer. Der var to køjesenge, som man kunne folde ud, og når de var slået ud, var der ikke plads til andet i rummet.
Vi kunne gå ture henover Langebro og ind til centrum af København og kunne se, hvordan danskerne levede, men det føltes som om, der var en glasrude imellem dem og os. Vi fik ikke lov til at gå i skole i den første tid, og havde ingen penge, så vi kunne ikke engang gå i supermarkedet. Vi var virkelig begrænsede i vores muligheder for at interagere med det danske samfund.
Det var tre år i en limbotilstand, og jeg husker tilbage på den tid, som en underlig pause i mit liv: Imellem krigen og min barndom i Jugoslavien og mit nye liv i Danmark. Når jeg tænker på, hvad kulturelle tilhørsforhold er, så tænker jeg også, at den periode er ret central. Den kollektive erfaring, mange eksjugoslavere har, er især erfaringen omkring at bo på et asylcenter. Det er den referenceramme, vi har tilfælles: Jugoslavien, Danmark og så dette her ikke-sted, som et flygtningecenter er.
Jeg var meget interesseret i kunst og fik en friplads på en billedkunstskole i Viborg, mens vi stadig boede på et asylcenter udenfor byen. Jeg kan huske de andre børn, som kom efter skoletid, var helt vildt uengagerede, mens jeg havde forberedt mig hele ugen. Jeg tog det virkelig seriøst, formentlig også fordi jeg ikke havde andet, jeg skulle. Den fornemmelse havde jeg også senere, da jeg startede i dansk skole. Jeg skulle jo arbejde meget hårdere end de andre, fordi jeg skulle lære sproget og kulturen omkring hvordan man går i skole i Danmark samtidig med det, vi skulle lære i klassen. Jeg syntes, de andre var alt for useriøse, og for mig var det nok det mest markante kulturchok.
Jeg ved, at du har interesseret dig for, hvordan det kan være, at der er relativt mange kunstnere med rødder i Eksjugoslavien på den danske kunstscene. Har du fundet et svar på det?
Når man kigger på statistikkerne, så er eksjugoslaverne den højst uddannede flygtningegruppe i Danmark, og det kan der være flere grunde til. Først og fremmest kommer folk fra en kultur, der vægter uddannelse højt og hvor kunst har spillet en vigtig rolle.
Da Jugoslavien skulle genopbygges efter Anden Verdenskrig opfattede staten kunst og arkitektur som en vigtig del af samfundsopbygningen, og derfor havde man fx også et veludbygget kunststøttesystem. Den forståelse af uddannelsens og kunstens betydning, tog man med sig til Danmark og det er helt sikkert også forklaringen på, hvorfor man ikke ser så mange autodidakte kunstnere med rødder i Eksjugoslavien. Man er opdraget til at gå den etablerede vej. Hvis man vil være kunstner, søger man ind på det mest prestigefulde kunstakademi, man kan finde. I Jugoslavien var det prestigefyldt at være kunstner, og man ville aldrig få det spørgsmål, som man altid får som det første i Danmark: «Nå, kan du leve af dét?»
Ser du et særligt udtryk blandt kunstnerne med rødder i Eksjugoslavien?
Nej, det vil jeg ikke sige. Mange værker i denne udstilling tager udgangspunkt i en specifik situation i 90’erne, men kan – og bør – læses igennem en mere almenmenneskelig optik. Čirkinagić har eksempelvis lavet et værk, der består af tre sejl, syet af tøj, der har tilhørt ofrene for 15 forskellige konflikter rundt omkring i verden. Det er tøj, der er doneret af de efterladte, og du kan se, hvordan noget af det er slidt eller har taget form efter den krop, der engang bar det, så det er et værk, der handler om at miste, om erindring og om krig på et mere abstrakt plan. Han har været inspireret af John Donnes digt Hvem ringer klokkerne for?, som beskriver hvordan ethvert menneskes død tager en lille smule fra os allesammen. I Čirkinagićs værk er menneskeheden en samlet og internt forbundet organisme.
Det samme gælder Amel Ibrahimovićs ene værk, som er en præfabrikeret kiste af den slags, man kunne få udleveret efter krigen, da der begyndte at dukke massegrave op overalt. Kisten er mindre end en traditionel kiste, fordi man sjældent finder hele kroppe i massegravene, men oftest kun fragmenter. Ibrahimović har lagt elementerne meget sirligt op på et podium, som om han forsøger at skabe en logik eller et system, der kan forklare den abstraktion, døden er. Det tror jeg, alle kan forholde sig til, uanset om man har erfaringer med massegrave eller ej.
Der er flere værker, der berører elementer af dansk migrationspolitik, som den så ud i 90’erne, men retter den også en henvendelse til måden, man behandler flygtninge på i dag?
Udstillingen indeholder mange forskellige tilgange til emner omkring krig, migration, asylpolitik og flerkulturel identitet og tilhørsforhold. Der er en del af kunstnerne, der tager udgangspunkt i deres egne historier, men også kunstnere, der aldrig bruger elementer fra deres eget liv. På samme måde er der kunstnere, fx Ismar Čirkinagić, hvis sigte er at vække nogle følelser, mens der er andre, fx Nermin Duraković, som har tydelige pointer omkring migrationspolitik og grænsedragning.
Han har lavet et videoværk, hvor vi svæver over den grænse imellem Bosnien og Kroatien, som også udgør EUs ydre grænse mod Øst. Man kan se, hvordan alle træer og al vegetation er fjernet i et bredt bælte omkring grænsen, så det er lettere at overvåge, om der skulle trænge illegale flygtninge ind. Det handler selvfølgelig også om den etiske grænse: Hvem definerer, hvilke mennesker, der er indenfor eller udenfor?
Flere af udstillingens værker bygger ret direkte på kunstnernes egne erfaringer med krig og migration. Hvad skal man holde sig for øje som kurator, når man arbejder med så tunge problematikker?
Susan Sontag skrev i bogen Regarding the pain of others (2003), om, hvad der er på spil, når man prøver at sætte sig ind i andre menneskers lidelse. Hun var ikke overbevist om, at det overhovedet er muligt at videreformidle de erfaringer til et publikum, der ikke har oplevet det samme, men jeg tror på, at det er muligt.
Det er klart, at der i et værk som Vladimir Tomićs video, som bygger direkte på hans egne erfaringer som flygtningebarn i Danmark eller i Ana Pavlovićs installation, som taler meget direkte om hendes eget migrationsægteskab ligger nogle meget specifikke erfaringer omkring dansk migrationspolitik, men jeg tror godt, at det kan forstås mere alment. Pavlovićs værk handler også om følelsen af at være alene, om at savne sin familie og om, hvordan selv kærlighed kan være politisk.
Jeg tror, at det er lettere for mig at arbejde med de her historier, fordi jeg har den samme kulturelle baggrund, som kunstnerne har. Vi har et tillidsforhold og flere af dem er mine private venner, så de ved godt, at jeg ikke er ude på at udlevere dem. For mig handler det ikke om at lave en udstilling med nogle minoritetskunstnere, så museet kan tjekke den boks af. Jeg er investeret i dette her projekt, også fordi jeg selv har samme baggrund.
