Hvor man kan være i tvivl om, hvor mange af de større københavnske institutioner er på vej hen, så kan man altid finde et par mindre udstillingssteder at sende udenlandske besøgende forbi. Det er ofte her, man får den mest præcise pejling på, hvad københavnerscenen har af interessant at byde på.
I starten af årtusindeskiftet var der en periode, hvor det især var byens kommercielle gallerier, som viste den mest spændende samtidskunst fra ind- og udland. Men den selvorganiserede scene stod ikke stille af den grund, og måske giver det mening at sige, at det i København især er mellem disse to typer af «institutioner», at den mest interessante forhandling foregår, hvad angår formuleringen af samtidskunsten – både når det kommer til præsentationen af samtidens nye kunstnerskaber men også, selvfølgelig, af nye institutionelle strukturer og udstillingsformater.
Er man på ferniseringsrunden i København i aften kan man eksempelvis opleve, hvad der ifølge teaseren ligner en lovende udstilling med Rolf Nowotny (som også står bag det kunstnerdrevne Fauna) på det kommercielle galleri Christian Andersen, mens man i morgen, ligeledes på Nørrebro, kan se udstillingen UR-HERE på det nye udstillingssted Vermilion Sands med kunstnerne Ivan Pérard, Thale Vangen og Rasmus Myryp (sidstnævnte driver i øvrigt Weekends, som flytter med kunstneren, der nu bor i London, men tidligere drev det fra egen lejlighed i København).
Vermilion Sands er interessant, fordi det ligger sig i slipstrømmen af mere specialiserede udstillingssteder, som har tegnet billedet de sidste par år: Jacob Lillemoses udstillingssted X and Beyond, som tager udgangspunkt i forskningen omkring katastrofeteori; Louise Sidenius’ Officin, der tager afsæt i et trykkeri, grafisk design og bogproduktion; og CAMP, som specialiserer sig i feltet kunst og migration.
På Vermilion Sands er hele det første år dedikeret undersøgelsen «mapping boundaries», for, som bagmændene kurator Nikolaj Stobbe og kunstner Kevin Malcolm siger: «at skabe et mere retvisende billede af den komplekse problematik end hvad vi ville have været i stand til at kortlægge med én udstilling». Åbningen af lørdagens udstillingen ledsages desuden af forelæsninger – ved Ph.d.-studerende ved Københavns Universitet; Peter de Barros Damgaard fra Center for Geogenetik og Stina Hasse fra Institut for Kunst- og Kulturvidenskab – som ikke direkte handler om udstillingen, men som «tangerer nogle af de emner man kunne associere med de udstillede værker.»
Vermilion Sands bruger selv termen «udstillingssted» for at undgå nogle af de vante associationer, som knytter sig til «kunstnerdrevet sted» eller «ikke-kommercielt rum». Og måske termen «mikro-institutioner» passer bedre til de nye specialiserede udstillingssteder som X and Beyond, Officin, CAMP og Vermilion Sands, fordi de tilbyder hele viften af det man normalt forventer sig af en kunsthal; forelæsninger, udstillinger, screeninger og sågar forskning. Vermilion Sands nævner da også udstillingssteder såsom Konsthall C i Stockholm, Castillo/Corrales i Paris, Transmission i Glasgow og The Artist’s Institute i New York som inspirerende forbilleder.
Det er især på grund af den selvorganiserede impuls, at en mindre hovedstad som København bliver ved med at have noget at byde på. Jeg vil vove at påstå, at stort set alle de interessante kunstnere, der findes på scenen på et tidspunkt, i større eller mindre målestok, har været involveret i et kunstnerdrevent eller ikke-kommercielt sted.
For den danske kunstoffentlighed er dette ikke nogen overraskende konklusion. Det har været sådan altid. Men man skal bare til Sverige for at se en helt anderledes kunstscene som ikke har samme selvorganiserende tradition. Her spiller de større institutioner til gengæld en mere afgørende rolle, ligesom de måske også har mere definitionsmagt i forhold til at tegne samtidskunsten.
Alligevel, selvom noget er en gammel sandhed, er der ikke mindre grund til at fejre det. Det indså Statens Kunstfond også, da man i 2010 indrettede en pulje specifikt rettet mod driftsstøtte til nye udstillingssteders første år. Måske det også er en del af forklaringen på opblomstringen af den nye type af selvorganiseret kraft, mikro-institutionerne.
Jo mere jeg tænker over det, jo mere overbevist bliver jeg om, at der ikke ville være meget kunstby over København uden Sydhavn Station, Toves, SixtyEight, Officin, CAMP, X and Beyond og Fauna. Og det er blot nogle af de græsrødder, som spirer lige nu. Der går allerede rygter om et par nye steder indenfor de næste par måneder. De er bare lige ved at finde ud af, hvad de skal hedde …
Og husk også at nævne Svends Bibliotek, Classensgade 7D,1, 2100 Kbh aktuel lige nu med udstilling af Amalie Schmidt, Projekt 7D, kld, Classensgade 7D hvis nye sæson starter snart.