Mira Winding og Aske Olsen, BIG, Inter.pblc, København
Alle jager tidsånden. Og mens sløve knive kommercialiserer på den eller laver kunst-som-formidling af den længe efter, så danser de virkelig skarpe med den, mens den stadig slår gnister. De holder den ud i strakt arm, så man lige kan ane den sprælle i kanten. Sådan en udstilling var BIG, som ifølge udstillingsteksten står for «Babe It’s Good», som også kunne have været navnet på et bureau, der laver musikvideoer eller kreative kampagner. Det handler i virkeligheden om at finde det rette navn, som er sammenfaldende med den, man er: «I don’t want to be commercials, music videos or a PDF with visual research, I want to be stupid and good-looking, a kind nobody in a random bar that some random person can fall in love with». Fra branding til kærlighed, zeitgeist handler også om, hvad man kalder rosen. Jeg håber inderligt, at Winding og Olsen bevarer evnen til at træde igennem spejlet, så jeg også fremover kan mærke mine blafrende nerveender gennem hullet af en doughnut.
Edvard Munch, Uendelig, præsentation af samlingen, Munchmuseet, Oslo
Efter at have overværet Tracey Emins gigantiske Mother blive løftet ned foran Munchmuseet, hvor den nu står, entrerede jeg det nye museum for første gang. Glemt var synet af de 15 ton bronze, som kort før havde hængt i luften eller Skriget som skamløse dækservietter i butikken. »Hey! Hvad så?!!« råbte malerierne mig lige op i hovedet: Klar til elektrisk månelys i sommernatten? Er sygdom selve definitionen af punk? Og hvorfor er det kun Munch, der kan se, at det i virkeligheden er blod, der bruser i de norske elve og floder? Da jeg bagefter løb ind i Kunstkritikks svenske redaktør, var det tydeligt, at Munch havde givet ham samme velgørende uppercut.
Pierre Huyghe, Offspring, Kunsten Museum of Modern Art, Aalborg
Jeg er ærlig talt i tvivl om, om museet selv ved, hvor radikal denne udstilling var. Huyghe kan man opleve mange steder, men kun få gange, og kun i Paris, har jeg oplevet ham i denne flossede, mørke udgave, som jeg egentlig tror er den rigtige. Udstillingen var så mørkelagt, at den var decideret farligt at bevæge sig rundt i. Man kunne hverken fornemme rummets afgrænsning eller den slørede overgang mellem udvalgte værker fra det sidste årti. Installationen med de farvede røgskyer, der spiller variationer over Eric Saties skamløst kendte klaverstykker, er i grunden for meget. Men i hænderne på chefpoeten over dem alle, blev det til en musikalsk kompostering, en poetisk overgæring, som forførte i kældermørket på Nordens smukkeste museum.
Se øvrige bidrag i Kunstkritikks julekalender her.
