Hvilke udstillinger, events og udgivelser var de vigtigste, skarpeste eller mest rørende i 2017? I Kunstkritikks julekalender bedømmes kunståret 2017 af vores egne skribenter og inviterede gæster. Den 19. i rækken er kunsthistoriker Sanne Kofod Olsen, der er rektor for Det Kgl. Danske Kunstakademi Billedkunstskolerne i København.
UDSTILLINGER
Ann Lislegaard, Spinning and Weaving, Overgaden. Institut for Samtidskunst, København.
På kanten til 2017 kunne man opleve den dansk-norske kunstner Ann Lislegaards udstilling Spinning and Weaving på Overgaden. Udstillingen var en homage til matematikeren og adelskvinden Ada Augusta Lovelace (1815-1852), der i det tidlige 1800-tal fortolkede matematiske systemer. Hendes fortolkninger, som eksisterer i noteform, er blevet kaldt en forløber for computerteknologi. Lovelace foregreb således den digitale udvikling på forunderlig vis. Lovelace fortolkninger bliver i Lislegaards visualisering til et edderkoppespind i en 3D-animerede værk Spinning and Weaving Ada, der udvikler sig i det uendelige med edderkoppen som producent. Videnskabskvinden var også udgangspunktet for et af udstillingens andre værker, lyd- og lysinstallationen Shadows of Tomorrow, hvori en videnskabskvinde leder efter lyde fra det ydre rum. Lislegaards værker er altid stemningsmættede og intense og bærer altid et undersøgende islæt. Videnskabskvinden og kunstneren står side om side på jagt efter uhåndgribeligheden. I disse år, hvor der tales meget om kunstnerisk research, synes Lislegaard at give et bud på, hvad det egentlig er: En søgen efter det abstrakte, det ukonkrete, og det der kun måske generer anvendelig viden. Således kan Lislegaards udstilling blandt andet fortolkes som et billede på kunstens væsen, som noget der skaber værdi uden at have et specifikt formål eller være målfast.
Tori Wrånes, Ældgammel Baby, Kunsthal Charlottenborg, København.
Jeg kommer muligvis for lidt ud, men jeg ser altid udstillingerne lige i nærheden, nemlig på Kunsthal Charlottenborg, hvor jeg i efteråret så Tori Wrånes’ Ældgammel Baby. Udstillingen var på mange måder vild og kunstneren selv vild med trolde. For netop trolden var hovedpersonen i udstillingen og svævede rundt på vægge, kriblede over loftet og sparkede ned fra repos’erne. Wrånes har noget, der ligner et utæmmet kreativt overskud og hun giver altid sig selv fuldt ud i såvel udstillinger og performances. I kunsthallens højloftede rum fik Wrånes således også alt til at spille i et forførerisk univers, som tog publikum med hinsides normaliteten og måske også normativiteten. Den kontrollerede undersøgelse som ses i Lislegaards univers, blev hos Wrånes til en ukontrolleret undersøgelse i fantasiens verden, hvor trolden bliver brugt som symbol på noget i det menneskelige, som vi måske alle besidder, men sjælden slipper løs. Ældgammel Baby var nok den mærkeligste og derfor mest interessante udstilling, jeg længe har set, og også et bud på en ny generation af kunstnere, der vil noget andet end den mere skolede akademikunstner og har mod på at slippe sig selv løs.
Alice Neel – Painter of Modern Life, Deichtorhallen, Hamborg
Alice Neel (1900-1984) var en amerikansk maler, der næsten udelukkende malede portrætter. Som andre kvindelige kunstnere i hendes generation (f.eks. Louise Bourgeois) tog det meget lang tid før hun fik kunstnerisk anerkendelse. Første gang jeg fik kendskab til Neel var i bogen The Power of Feminist Art udgivet i midt-90’erne, i hvilken forfatterne Norma Broude og Mary Garrard havde samlet et imponerende materiale om kvindelige kunstnere i USA. Bogen er en milepæl i den feministiske kunsthistorie og den kom til at betyde rigtig meget for de kvindelige kunstnere, der figurerede heri, herunder også Alice Neel. Hun havde et begivenhedsrigt og vist også temmelig hårdt liv, men fremfor alt var Neel en fantastisk portrætmaler. Hun malede kendte og ukendte mennesker, sidstnævnte hovedsaligt hendes familie, og blandt de kendte er kunstnere, kunstkritikere, museumsfolk og enkelte celebrities, der befolkede New York især i efterkrigstiden. Alle portrætter er udtryksfulde og enormt sigende. Et portræt af Andy Warhol er måske det allermest glimrende, idet han sidder med bar mave, så man kan se arrene efter hans operation. Warhol blev skudt af feministen Valerie Solanas, overlevede, men med store ar på sjæl og legeme. Warhol sidder nærmest krumbøjet og lille og ikke som den selvkontrollerede mand, han sædvanligvis præsenterede sig som. Også portrætterne af familien er stærke. Svigerdøtrene som males igen og igen og portrættet af sønnen siddende i en stol og herefter maleriet af stolen sønnen har siddet i, fremviser tilstedeværelsen af på én gang fravær og nærvær, som karakteriserer mange af malerierne.
EVENTS
Skulptur Projekte 2017, Münster
2017 var begivenhedernes år og man behøvede ikke at kede sig i kunstverdenen, hvis man jagtede åbningerne af biennalerne og Documenta i både Kassel og Athen, kunstmesser, etc. Det gjorde jeg så ikke, men jeg så Venedigbiennalen og Documenta i Kassel og så selvfølgelig også Skulpturprojekte Münster. Både i Venedig og Kassel (jeg var ikke i Athen) blev jeg ramt af, at udstillingerne var blevet for korrekte. I deres kunstneriske udvalg virkede de for meget som om, at de forholdt sig til en hel masse dagsordener, der havde klemt lysten ud af kurateringen. Roland Barthes skrev i 1973 bogen Lysten ved teksten, som handler om lysten ved kunsten fra læserens synspunkt. Lysten er i mine øjne vigtig både i produktionen (den kuratoriske) og i oplevelsen. Hvad enten man kan lide politisk kunst eller formel kunst, så er udgangspunktet, at man kan lide det. I min vandring gennem Venedig og Kassel tænkte jeg, at udstillingerne måske var blevet for store. At det er for svært at have lyst til så meget kunst på én gang, som der skal til for at kunne fylde så store rammer ud, som Documenta og Venedigbiennalen efterhånden er blevet. Og måske står også for mange kompromisser i vejen. For hvad dikterer udstillingerne? Er det markedet? De teoretiske trends? Kuratoren, meningsdannerne eller kunstnerne selv? Eller allesammen i noget, der ender som en uskøn blanding?
Selvom kunstmarkedet ret sikkert også har en stor betydning for Skulpturprojekte Münster, så havde denne udstilling trods alt en vis lethed i sit udtryk. Den udviste også, synes jeg i hvert fald, en vis kærlighed til kunstværket, som fik rigtig god plads. Pierre Huyghes omkostningstunge kæmpeinstallation var en fascinerende oplevelse, men måske ikke den, der sad allermest fast. Ayse Erkmans forhøjelse i floden skabte tilsyneladende en uventet folkelig succes, idet både børn, hunde, og kunstelskere smed skoene og gik i vandet. Der var også morsomme indslag. F.eks. havde Michael Smiths tattoo shop for pensionister en humoristisk absurditet eller tongue in cheek-karakter. Nogle af tatoveringerne var vildt morsomme, hvad enten det var en Lawrence Wiener-tatovering eller en and med et drinkglas tegnet i en streg (min yndlings). Selvom værket havde et lidt fjollet anstrøg, bidrog det til outreach-diskurser på en måske letbenet, men ikke desto mindre mere effektiv måde, end hvis pensionister skal tage til takke med at medvirke i en småkageworkshop, som en kunstner orkestrerer. Der var desuden rigtig mange pensionister i tattoo shoppen. Mit yndlingsværk på Münster var Gerard Byrnes værk In our time, som på én gang var en tidsrejse tilbage i en lidt uspecificerbar tid og en opmærksomhed på ens egen tilstedeværelse i rum og tid og erindring.
Las Vegas
Mit år startede på en hel anden vis, nemlig i Las Vegas. Las Vegas er et crazy sted og måske indbegrebet af USA, som det efterhånden synes at fremstå. Et forsøg på at læse Denise Scott Brown og Robert Venturis Learning from Las Vegas mislykkedes, men jeg lærte måske noget alligevel. En gåtur ned ad The Strip var en vandring i tegn i den nye verden. Jean Baudrillards filosofiske refleksioner om den simulkrale verden og den obskøne kommunikation synes at være skrevet med udgangspunkt i Las Vegas, hvor kommunikationens obskønitet får en til at føle som en opdagelsesrejsende i en perverteret kapitalistisk verden. Reklamer overalt. Lys overalt. Ekstravagante malls med de sædvanlige designerbutikker, som man kan finde over hele verden, overalt. Fascinerende falske virkeligheder på Cesars Palace og især på The Venetian overlader ingenting til fantasien. Falske springvand og landskaber, det ene efter det andet, og konstant muzak overalt i byen, får en til at føle, at man faktisk er i Disneyland (hvor man kan blive sindssyg af den Disneymusik, der er overalt). «Art degenerate, when it turns into theatre», skrev kritikeren Michael Fried i midt 1960’erne. Det har jeg nu altid været uenig i, men hvis vi nu siger «Life degenerate when it turns into theatre», så må jeg sige, at det var den følelse, jeg fik i Las Vegas, hvor man kan leve en drøm i 5 minutter eller lidt længere, men hvor der i øvrigt også er en bagside (fattige og kæmpende mennesker). Det fik vi på tragisk vis at se senere på året, hvor en desperat mand af uvisse grunde skød til måls efter mennesker, der var til koncert. Højdepunktet på The Strip var i øvrigt, at man fra et bestemt sted havde udsigt til Trump Tower med påskriften Trump lige ved siden af et stort skilt med påskriften «Le Mirage», som bekendt betyder fatamorgana (optisk bedrag).
Etruskergravene i Tarquinia, Nord for Rom.
I slutningen af oktober havde jeg en af de privilegerede oplevelser, hvor man virkelig føler sig heldig. Jeg så etruskergrave i Tarquinia lidt nord for Rom. Det er sådan en oplevelse, jeg sikkert altid vil huske, fordi man ser noget helt fantastisk. Det mindede mig lidt om dengang jeg som ung studerende fik mulighed for at se restaureringen af Michelangelos Dommedag i Det Sixtinske Kapel og stod ansigt til ansigt med Adam og de andre på freskoen. Her var det nogle lidt andre fresker, nemlig to fresker i nogle ellers lukkede estruskergrave uden for Tarquinia. Estruskernes storhedstid fandt sted ca. 400 f.kr. og de var helt sikkert store elskere af kunst og kultur (og mad, skulle det også vise sig). Deres grave var ekstraordinære. Ikke kæmpestore, men fyldt med de smukkeste fresker og således indrettet som små underjordiske villaer, hvor man kunne «være», når man var stedt til hvile. I den ene grav var der et optog med hovedpersonen i centrum Lard Velca, en indflydelsesrig embedsmand, som vist havde penge nok. Det overdådige vægmaleri var fyldt med mad og musicerende mennesker og selvfølgelig også hans familie. Han skulle jo ikke kede sig i døden. Den anden grav var spektakulær på en anden måde. Her var det mere mytologiske fortællinger, der udspillede sig på væggene fra den etruskiske mytologi, som var stærkt inspireret af den græske. En imponerende stor kyklop prydede blandt andet en væg og kykloppen lignede overraskende nok nærmest nutidig graffiti. Den guddommelige embedsmand og kykloppen viste lidt om det kulturrige og måske også lidt dekadente liv 400 år før Kristus, som fik et ekstra perspektiv af deres sarkofager, hvor den begravede blev portrætteret på. Man kunne i øvrigt også se mindre etruskergrave i et museumsanlæg i Tarquinia. Besøget til Tarquinia fik mig til at tænke på i hvor mange årtusinder mennesket har produceret kunst, og selvfølgelig også, hvem der har betalt det. Ikke overraskende synes jeg, at det er vigtigt at værne om vores kunst og kulturarv såvel i nutid som i fortid.
UDGIVELSER
Sveidahl-rapporten, Kulturministeriet
Jeg har vist ikke læst så mange nyudgivelser i år, bortset fra «Forslag til en fremtidig organisering af de kunstneriske uddannelser» lavet af rektor for Det Rytmiske Musikkonservatorium, Henrik Sveidahl, på vegne af Kulturministeriet. Og det var rystende læsning. Vist ikke bare for mig, men for det danske (billed)kunstliv, der måtte konstatere, at forslaget var at ligge alle de danske kunstuddannelser indenfor musik, scenekunst, film og billedkunst sammen til én landsdækkende institution, evt. to. Det har bragt Kunstakademiets Billedkunstskoler ud i en ny uvished, som man vist ikke har prøvet før og sætter også stedets historie lidt i perspektiv. Kunstakademiet har siden 1754 været én institution. Indtil 1970’erne inkluderede Kunstakademiet arkitektur og billedkunst. Herefter fik man to rektorer. Arkitekturen og billedkunsten blev fysisk adskilt, da Arkitektskolen flyttede til Holmen i 1990’erne og senere blev fusioneret med Designskolen. Siden 1990’erne har Billedkunstskolerne således været en selvstændig statslig institution, der forsat ligger på Charlottenborg Slot på Kongens Nytorv. En ny organisering af de kunstneriske uddannelser med begrænsede muligheder (arkitektur og design er sammen med universiteterne ikke en mulighed) slipper vi nok ikke for. Og der er da heller ikke mange monouddannelser som vores tilbage i Europa. Fra det fusionsivrige statsapparat får vi at vide, at vi er for små i økonomisk forstand og der vil være fordele i sammenlægninger. Måske, måske ikke. Og hvad med uddannelseskvaliteten? Den kan måles i kvalitetssikringssystemet. Der er mange spørgsmål, der ikke kan besvares rationelt og derfor må vi sikkert lide den følelsesmæssige tort det er, at blive effektiviseret eller «disrupted», fordi det er det, der passer ind i tidens politiske diskurs. Så pyt med kunstnerisk faglighed, arbejdsmiljø og kulturarv.
Diskussion