Hvilke udstillinger, events og udgivelser var de vigtigste, skarpeste eller mest rørende i 2016? I Kunstkritikks julekalender opsummerer vores egne skribenter og inviterede gæster kunståret 2016. Den 16. i rækken er kritiker, kunstner og kurator Mathias Kryger, som er bosat i København og en af Kunstkritikks faste skribenter.
UDSTILLINGER
Anne Mette Schultz, Institut for Anvendt Tale (Læsning), Kunsthal Charlottenborg, København og Ongry, Years, København.
På distancen eller faktisk helt og aldeles inde i mit eget hoved er jeg i et åbent polyamurøst forhold med den danske kunstner Anne Mette Schultz hvis værker og praksis jeg virkelig godt kan lide og hvis person får mig til dels at ville være en kvinde endnu mere end jeg allerede ønsker og dels til at ville være helt cis-gender straight. Meget forvirrende. Jeg så en vidunderlig ulve-performance, Institut for Anvendt Tale (Læsning), på Kunsthal Charlottenborg med tre skuespillere og en gul væg og den virkelig gode soloudstilling Ongry bestående af kollager på udstillingsstedet Years i København i år. Det jeg godt kan lide og som tydeligvis resonerer langt ind i mine egne interesser som både kunstner, kurator og så videre er et fokus på sprog, performance og virkelighedsskabelse igennem noget, man vil kunne kalde for «det teatralske» – men på en meget let og uteknisk måde. Eller nej, det er egentlig også tjekket, men det insisterer på også at være klodset. Og det utekniske og lidt brut er fuld af kærlighed.
Jørgen Rud, Status/Quo Vadis, Museum Ovartaci, Risskov
Ruds udstilling på Museum Ovartaci i august måned informerede en del tanker om relationen mellem firkanten, femkanten og cirklen. Det gjorde den med total energi og med de femkantede skitser og lærreder som han i en årrække arbejdede intensivt med. At bryde med rektanglet er slet ikke så banalt som det lyder men politisk, spirituelt og subversivt. Giv mig straks en femkantet computerskærm.
Bergen Assembly 2016
Bergen Assemblys åbningsdage i september med Free Thought seminar og udstillingsåbninger var et kærligt og opmærksomt projekt, som jeg ville ønske flere havde deltaget i. Fred Moten og Wu Tsang var så bløde som nybagt brød i både deres eget fællesværk og i seminaret med Stafano Harney og Hypatia Vourloumis. Rhea Dall og Kristine Siegel fra Praxes havde til Bergen Kunsthalls fotogene rum lavet udstillingen Adhesive Products, som var skarp og blød i sin kombination af udflydende og stram-strunk kuratering med værker af Lynda Benglis, Nairy Baghramian, Olga Balema, Daiga Grantina, Sterling Ruby og Kaari Upson. Det flydende og «overspilling» som så helt åbenlyst er en central del af Lynda Benglis’ værker og praksis blev reflekteret smukt i Freethoughts udstilling og i konference, både med et fokus på olien, havet og skibet og i samtaler om feminisme, skrift og generøsitet.
EVENTS
Fiction/Reality, konference organiseret af Anders Paulin og Sara Gebran i Dansehallerne, København.
Der er ved at manifestere sig en gedigen ændring indenfor samtidsdansen og den del af scenekunsten herhjemme. København har haltet gevaldigt efter Stockholm og de centraleuropæiske storbyer i mange år, men sprækkerne har åbnet sig med de unge dansere og koreografer fra Danseatelier i Valby, der har skabt et helt nyt miljø for dansescenen og med ny ledelse i Dansehallerne hvor Efva Lilja i år er kommet til som leder. Her må det også nævnes, hvordan Kunstakademiet og Scenekunstskolen endelig har etableret formaliserede udvekslinger i de sidste år ført an af koreograf og danser Sara Gebran og kunstner og professor Katya Sander. Andre gode eksempler er festivalen Works at Work som Cecilie Ullerup Scmidt og Ida-Elisabeth Larsen står bag samt konferencen Fiction/Reality som Anders Paulin og Sara Gebran organiserede i Dansehallerne. På trods af, at flere af sidstnævnte konferences deltagere havde gang i en mindre blodrus rettet mod Gilles Deleuze og Félix Guattari, var der fantastiske øjeblikke af især god kuratering: Frederic Gies’ vilde Ribbon Dance var for mig at se det perfekte svar på Mette Edvardsens noget mere konceptuelle No Title. Begge værker skriver sig ind i verden for derefter lige med det samme at skrive sig ud af den: Etablering og negering, etablering og negering. Den kombination var noget af det bedste kuratering jeg har set i år.
UDGIVELSER
Zoe Leonard, «I Want a President», 1992
Leonards manifeste og højaktuelle digt flickede konstant forbi online i dagene op til og efter det amerikanske præsidentvalg. Særligt tekstens afslutning om, hvorfor vi dog har fundet os i at en præsident altid er en klovn, nogens chef og en løgner, kunne for en stund være en slags rensende omkvæd i en nedslående tid, hvor det kan være svært at finde territorialt tilhør og ideologisk resonans. Teksten er fra 1992 og er inspireret af, at den amerikanske forfatter Eileen Myles samme år kastede sig ind i valgkampen og stillede op mod Bush (den gamle) og Clinton (den mandlige).
Dodi Bellamy, When the Sick Rule the World, Semiotext(e) / Active Agents, 2015 og Robert Glück, Communal Nude, Semiotext(e) / Active Agents, 2016.
Eileen Myles er en del af slænget omkring New Narrative-bevægelsen bestående af forfattere fra San Francisco og omegn i 1970erne og 80erne. Jeg har nydt at læse Robert Glücks nye samling af essays, Communal Nude, om tiden hvor New Narrative blev dannet som socialt, politisk og æstetisk modstykke til den amerikanske poetiske minimalisme, og det har givet mening parallelt at læse Dodi Bellamys tekster fra den relativt nyudgivne bog When the sick rule the world som samler op på Bellamis seneste essays. Begge bøger er udgivet af Semiotext(e) og det er utroligt først at læse Glücks beretning om 1970ernes San Fransico for dernæst at læse Bellamis konstateringer om den indflydelse Twitter, Uber, Google etc. har haft og har på byen og dens indbyggere.
Og når vi nu er ved Semiotext(e): Det var nervepirrende underholdning at se Chris Krauss’ I love Dick i TV-format med piloten fra Amazon Studios med Kevin Bacon i rollen som Dick og desværre ført op til nutid. Der kommer efter sigende flere afsnit i det nye år. Serien er for øvrigt instrueret af Jill Solloway som – side note – danner par med førnævnte Eileen Myles (jævnfør en artikel fra The Advocate fra for nyligt er de gået fra hinanden, men på måden hvor de nu er i et åbent polyamorøst forhold).
Diskussion