15. december – Henriette Heise

En sen aften på Domino’s pizza i Berlin gik det op for mig, at der var en sammenhæng mellem disse tre udstillinger. I renaissancen var den blå farve lapis lazuli så kostbar, at når der blev bestilt et billede skulle kunstneren forinden angive, hvor meget lapis lazuli der skulle bruges. På dette tidspunkt blev det langsomt en konvention at Jomfru Marias kappe var blå, for netop at indikere hvor vigtig en person hun var. Både Ed Atkins og Kate Cooper taler om, hvor dyrt det er at arbejde med computer-genererede billeder (CGI) af vand og hår. I den store balscene i Disneys Frozen er det for eksempel kun eventyrets hovedpersoner, der har fået hår, der ligner rigtigt hår.

Med en udstilling, der indeholdt over 250 genstande var det oplagt at tage den i mindre portioner, og jeg besøgte derfor udstillingen flere gange hen over sommeren. Jeg har faktisk svært ved at forklare, hvad det betød for mig at se udstillingen på denne langsomme måde. Det nærmeste jeg kan komme en forklaring er nok ved at sige, at det var som om jeg gradvist oplevede verden gennem en andens krop.

Mathias kom hjem til Nørrebro fra Paris og havde set Sonia Delaunay på Musée d’Art Moderne. «Jeg tænkte så meget på dig, da jeg så den udstilling, at det er lige før jeg køber en flybillet til dig, så du kan tage til Paris og se den,» sagde han. Men i stedet for at tage til Paris, sad jeg i Mathias’ sofa og så kataloget igennem sammen med ham, mens han fortalte, hvad han havde set.

I foråret 2014 var de her to steder min nye familie. Forstået på den måde at jeg følte en (behagelig) forpligtelse til at prøve at møde op hver gang der skete noget nyt. Begge steder havde sit eget stampublikum, og der var noget særligt ved at møde de samme mennesker med jævne mellemrum. Som en langstrakt samtale mellem steder, værker, kunstnere og venner. Bureau Publik er desværre lukket nu og Johannes’ Kalk og Svamp Festival er slut, så jeg er på udkig efter en ny familie.

Konferencen foregik i Manchester og deres «call for papers» fik mig til at fantasere om at tage derover. Jeg undersøgte fly, hotel og tog, men det kunne ikke hænge sammen med min kalender, og på en måde blev jeg også bekymret over at være alene blandt en masse veltalende mennesker. Men jeg kunne drømme om, hvad de snakkede om, og især den her sætning satte drømmene i gang: «We welcome this invitation to explore the possibility that highly polished modes of production, including but not limited to the digital, can be and are being used to actively produce critical effects and affects.»

Hele sommeren modtog jeg den ene tweet efter den anden om, hvor fantastisk denne udstilling var. Det virkede som om det var en begivenhed, man ikke måtte gå glip af, men det gjorde jeg altså. Det lykkedes mig ikke at komme over til Raven Row i London for at se det 45 minutters live danse-program koreograferet af Yvonne Rainer selv. Til gengæld blev denne talk lagt ud på Soundcloud. Jeg elsker især det hun siger om at danse/bevæge sig som snart 80-årig. Der er håb (for nogen).