Hvilke udstillinger, begivenheder og publikationer var de bedste i 2012? I Kunstkritikks julekalender opsummerer Kunstkritikks egne skribenter og inviterede gæster kunståret 2012. Den første i rækken er Rhea Dall, senest kurator på Kunsthal Charlottenborg, København og nu i gang med et Ph.d-stipendiat på Københavns Universitet om eksperimenter mellem udstilling og uddannelse.
Bedste udstilling
 |
dOCUMENTA (13), Kassel. 2012 holdt traditionen for mega-udstillinger i hævd med det altoverskyggende og i skala absolut udmattende projekt dOCUMENTA (13) samt Sao Paolo Biennalen, Manifesta, Berlin Biennalen, Whitney Biennalen, Triennalen på New Museum og selvfølgelig også hjemlige tiltag som Copenhagen Art Festival. Og selvom jeg håber, at vi for fremtiden fravælger termer som «the brain» og «agents» (Skyfall?) og helt sikkert også stadigt bør overveje om mer’ virkelig er mer’, så var flere af Documentas mange «minisoloudstillinger» i Kassel (bl.a. Cevdet Erek, Haris Epaminonda, Theaster Gates, Gerard Byrne, Tino Sehgal, Pierre Huyghe, Paul Chan, Omar Fast og Goshka Macuga) uforglemmelige. Men min måske største oplevelse var Jérôme Bels danseteaterstykke, som for et øjeblik frigjorde og opløste udstillingssituationen «on stage» (én af Carolyn Christov-Bakargievs udråbte «tilstande») i en koreografi af og med multihandicappede; og så den distinkte, om end teknisk set mindste oplevelse: Pratchaya Phinthong på Friedericianum: ét dødt fluepar – hannen er kastreret – i en montre. Wunderbar. |
||
 |
Ed Atkins, Us Dead Talk Love, Chisenhale Gallery, London. En stor dobbeltprojektion af et computeranimeret alterego uden øjenvipper, der taler (med sig selv) om vipper som tegn og skrifttype i en delirøs, erotisk associationskæde (à la Paul Chans rablende Phaedrus Pron, hvor Platons originaltekst transformeres til et orgie i og af ord) kun afbrudt af melodisk messende korsang – og pakket ind i en totalinstallation af skærme og stof. Ahmmmnen – jeg er helt, helt vild med Atkins. Ikke mindst, fordi jeg ikke kan genfortælle eller forstå projektet helt. Det klør over det hele! Hold øje med ham. Og så er han født 1982. OMG. (Billedet: Ed Atkins, Us Dead Talk Love, 2012, two channel HD video (4:3 in 16:9) with 5.1 surround sound. Commissioned by Chisenhale Gallery. Courtesy of the artist and Cabinet, London.) |
||
 |
Tauba Auerbach, Tetrachromat, Malmö Kunsthall. Farver. Og striber. Auberbachs leg med overflade, illusion og umulige synsvinkler var ren meditation. Og udstillingen (som rejste fra Bergen Kunsthall, hvor jeg var heldig at se den i 2011) var selvfølgelig – i Jacob Fabricius’ ånd – flydende og flot skåret til kunsthallens store rum. (Billedet: Tauba Auerbach, Tetrachromat, Malmö Konsthall 2012. Foto: Helene Toresdotter.) |
Bedste event
 |
Pressekonference, 7. Berlin Biennale. Af mine yndlingsperformances dette år var flere ufrivillige. Blandt andet da spektaklet i Berlin viste sig skåret over en ny læst – nemlig den politiserede agenda, som Artur Żmijewski havde opsat som diktum. I tråd hermed blev biennalens pressekonferencen omdannet til en politisk diskussion. Og det var en fornøjelse at se Klaus Biesenbach indgå i rundbordssamtale med Occupy Berlin, (andre) kunstnere og journalister. Ikke udelt godt. Men alt sammen er på bånd. Der var minimum 5 filmhold i gang, næsten US-election style (hvilket i grunden nok er et mere reelt bud på en af årets mest absurde politiske parader). Og der blev ihærdigt filmet videre under åbningsdagene – så nu venter vi spændt på «The Movie», hvor kunstscenens rynken-på-næsen af KWs forvandling til «BZ» bliver vist – som Żmijewkis værk, natürlich. |
||
 |
Pressekonference, dOCUMENTA (13), Kassel. Gestussen – som Lars Bang Larsen har beskrevet andetsteds her på Kunstkritikk blev tydeligvis vigtig i 2012. Og ligesom Żmijewski udmærkede kurator Carolyn Christov-Bakargiev sig ved at gøre pressekonferencen for dOCUMENTA (13) til en performance, da hun annoncerede, at hun i stedet for en klassisk tale ville forelæse med udgangspunkt i sit hovedessay om udstillingen, og derefter – i reaktion på utålmodige journalisters mumlen – kategorisk og lettere opgivende droppede sider af teksten under kommandoen «skip skip skip» – så dikterede videre en stund – og så fremdeles. |
||
 |
Yorgos Sapountzis, Eating & Reading, Overgaden, København. På Overgaden – i kontekst af Copenhagen Art Festival – var det en stor fornøjelse at blive bespist af kunstneren selv (som efter forlydender er tidligere kok) – med tilhørende oplæsning, vin og en fantastisk komposition for strygekvintet af norske Øyvind Torvund, Sapountzis’ gennemgående samarbejdspartner udi musikken. Aftenen var, udover at være et lysende eksempel på Sapountzis’ iscensættelser mellem (græsk) tragedie, skæve (sjove) toner og salvende ritualer, én af de lidt vemodige, sidste events under Henriette Bretton-Meyers kyndige ledelse, der gennem de sidste år har givet så utrolig meget til København og løftet Overgaden ind i en helt ny liga – tusind tak for det! |
Bedste publikation
 |
Robertson & Stadler (red.), Revolution: A Reader, Paraguay Press / Publication Studio. Et af de mere tunge (+1000sider) must have items fra 2012. En antologi med en strøm af kommentarer fra de to redaktører Lisa Robertson og Matthew Stadler samt nu langsomt også et kor af læsere, som stemmer i eller imod her. Den fysiske udgave har i Paraguay Press’ print selvstændigt trykte omslag – altid unikke eksemplarer. Samlet i revolutionens ånd! |
||
 |
Patti Smith, Just Kids, lydbog, Harper Audio Bogen udkom i 2010 og lydbogen i 2011 – men jeg fik først fingrene i guldet i år. Til gengæld var det så balsam for sjælen at høre Pattis sprøde stemme læse højt af denne sentimentale salut til hendes tidlige NYC år. |
||
 |
Lena Dunham (instr.), Girls, HBO. Det er længe siden, at jeg har været så pinlig over så dårlig sex uden selv at have været involveret. Og det er bare begyndelsen på et sandt slaraffenland af første-verdens-problemer – herunder også kunstverdenens pinagtigheder på praktikantniveau – i let spiselige 30 minutters pakker. (Se den fx på: movie2k.to) |
Diskussion