Over denne fjortende inkarnation af den bergensiske festival for eksperimentel musik ved navn Borealis svæver økofilosoffen Timothy Morton i lotusstilling og med lukkede øjne. At meditere er en «lytteøvelse»; man lytter til sin egen vejrtrækning for at stoppe tankemylderet, eller man lytter til regn og bølgebrus, naturens egen hvide støj. I programmets korte introduktion nævner festivalleder Peter Meanwell komponisten Pauline Oliveros koncept «Deep Listening» og går straks videre til Morton, som sammen med komponisten Jennifer Walshe har skabt stykket TIME TIME TIME til festivalen. Mortons rolle gennem fremføringen var netop at lytte. Mens de øvrige aktører styrtede rundt og reciterede tekst og spillede og truttede, sad han uforstyrret på et lille podium og … ja, lyttede.
Morton har bidraget til den filosofiske tankeretning indenfor spekulativ realisme, der kaldes «object oriented onthology» («ooo»). Det kan være en kompliceret affære, men Meanwell koger Mortons tænkning ned til følgende essens: «[V]i skal ha solidaritet med det som ikke er menneskelig, en ny form for sameksistens, og ny måte å lytte til hverandre på.» Et udmærket udgangspunkt for en festival som balancerer mellem at være reelt udfordrende for sit publikum samtidig med, at man erklærer, at festivalrummet er et såkaldt safe space. Et eksperiment går nødvendigvis mod en grænse, men kunsten må ikke længere «krænke sig frem». I dette komplicerede landskab kan den måske stadig tilbyde øjeblikke af radical softness.
Hvis du fik fri adgangsbillet til Disneyland ville du uden tvivl forsøge at prøve så mange forlystelser som muligt, og det er der jeg fandt mig selv. Dette selv satte grænsen for hvad jeg orkede at tage ind gennem festivallens fem dage. Men før jeg var mæt, ville jeg investere så meget som muligt, og derfor lå jeg på Bergen Kunsthalls gulv og rystede sammen med artist-in-residence Jenny Moore og en del andre publikummer.
I løbet af festivallen inviterede Moore til i alt tre sessioner under overskriften Still Life Still Loud, og om fredagen var det en stor gruppe hun arbejdede med. Hvad er tremble therapy? Jeg tænkte på Wilhelm Reich og Alexander Lowen, men Moore har lært fra en isbjørn på Youtube, hvordan man ryster sit traume af sig. Vi gjorde øvelser sammen med Moore; vi var en fiskestime og snart var vi også isbjørne, som lå på gulvet og rystede vores traumer af os. Moore sluttede sessionen af med at stikke hovedet i en spand vand, som var koblet til en mikrofon og skrige indtil vi stampede nok i gulvet til, at hun hørte os. Der var en potentiel voldsomhed, men jeg gik alligevel derfra glad og energisk; Moore lyttede til os, og tempoet var langsomt og roligt. Vi udtrykte vores vilje til at lade os lede, og hun hørte os hvis nogen sagde nej tak, enten med kroppen eller med ord. Undervejs tænkte jeg på billederne af skrigende og stønnende mennesker på gulvet i Dušan Makavejevs film W.R. Mysteries of the Organism fra 1971. Moores lyttende gestus og vores lattermilde respons siger mig, at åbenheden for kollektive eksperimenter stadig findes, men inden for rammer, som sætter sikkerhed og samtykke højere end tidligere.
Reichs politiserede version af psykoanalysen havde til formål at ryste det fascistiske kropspanser af. Man kan sige, at dette kropspanser er vendt tilbage et sted mellem ekstrem selvobservation, mulighederne for at købe sig til kropsmodifikationer, photoshop-teknikker og det ocean af øjne, som konstant bedømmer den performance, som er dit liv. Dette spil er blodigt alvor, især hos de yngre generationer, og selvmord og depression truer, hvis det abjektale indre strømmer ud på den hårde overflade, som bør være flawless.
Senere fredag aften var mine spændte muskler godt igang med at løse sig op. Især blev Sounding Bodies-arrangementet på Bergen Kunsthall et højdepunkt med Jenny Hvals fokuserede oplæsning, Colin Selfs vilde catwalk-performance fra værket Siblings, som spændte fra det sakrale til regulær headbanging, og Last Yearz Interesting Negro & Phoebe Collings-James’ performance Sounds 4 Survival, hvor de sammen med tre andre dansere testede muligheder for at samle sig intenst i en gruppe og siden sprede sig og kontakte publikum. Mine reaktioner var overraskende komplekse, når danserne for eksempel lagde hånden på hovedet af udvalgte publikummer og stod og sang stille for dem. Empati blandede sig med en følelse af eksklusion og jalousi.
Af regulære udstillinger bør Beatrice Gibsons litterære filmbidrag nævnes sammen med Icaro Zorbars lydinstallation Shaping Lines, samt Daniel Slåttnes & Sara Rönnbäcks udstilling Conversation Between Bodies som ved finissagen blev aktiveret af kunstnerne. Sidstnævnte udstilling har været åben siden februar og er nummer elleve i et kollaborativt projekt, som har pågået siden 2015. I det kridhvide gallerirum hang flettede snore fra loftet. Forskelligt naturmateriale og diverse beholdere var flettet ind i snorene, og det hele gav et sakralt og ritualistisk indtryk. I midten hang to dragter og masker i samme flettede naturmateriale, men tilføjet elektroder og ledninger koblet til en computer. Under den afsluttende performance iførte kunstnerne sig dragterne og maskerne, og vandrede langsomt gennem rummet og konsulterede installationens forskellige dele. Væske og pulver blev fordelt, og en magisk teknologi blev aktiveret, en samtale udfoldede sig. Væske løb ad de flettede snore, og de rumlende lyde i rummet lød som en transmission af stemmerne fra de aktiverede genstande. Det hele gav et lidt neddæmpet og blegt indtryk, men samtidig var der plads til at tænke over, hvor Timothy Mortons anti-antropocentriske tanker om samtaler med ikke-menneskelige objekter bliver til ren animisme, og dermed folder tiden i en cirkel tilbage til en rituel fortid.
Det gjorde noget godt for hovedet at gå direkte til Morton og Walshes TIME TIME TIME efter dette. Her fik alle udleveret et 140 millioner år gammelt fossil, som vi skulle holde i hånden. Det regnede bogstavelig talt med guldkorn gennem forestillingen, hvor Walshe endte med at messe: «Take the long view!» Menneskets tid på jorden er så knusende kortvarig. Efter forestillingen havde mit fossil vokset enormt i autoritet. Det var ingen ligegyldig genstand, som lå i lommen, det var noget som talte til mig med en langt højere intelligens end min egen. Dette lille fossil knuste mig; denne lille forstenede snegl var ikke ubetydelig, men det var jeg derimod.
Tidligere på dagen havde jeg været heldig nok til at være alene med Icaro Zorbars installation på Lydgalleriet, som kan ses måneden ud. Ofte er den brilliante kunst, den som koger komplekse idéer ned til et absolut minimum, og Zorbar lykkes med dette. Linjerne, der er tale om, er mange. Her er en optagelse af en edderkop, som tripper rundt i sit spind til lyden fra en spilledåse. Edderkoppen spiller på spindet som en pianist. Af og til rystes dens verden af noget udefrakommende – vind eller noget andet, som har betydning for spindets udtrækning og som illustreres med et disharmonisk boom udløst af en mekanisme, som trækker i lærredet. Længere tilbage i rummet findes et større lærred, som viser billeder fra en sejltur på en grå vandoverflade, mens et tordenvejr trækker op. Foran lærredet strækker to strenge sig, som jeg kan spille på. Jeg spiller torden, og hårtrådene rejser sig på hen som sejler alene på den blanke vandoverflade. Noget gør mig ude af mig selv af lykke.
