Kunstkritikken bliver med en nærmest konstant frekvens erklæret død. Ligesom maleriet. Men hvor maleriet igen og igen genoplives, blandt andet af kunstkritikken (hver anden gang figurativt, hver anden gang abstrakt) er der ikke umiddelbart nogen, som hjælper kritikken ud af sin åbenbart vedblivende komatøse tilstand.
Derfor er det ekstremt kærkomment med den helt ny bog fra Travis Jeppesen som et forsvar for ikke bare kunsten men også kunstkritikken – det er bogens bedste kvalitet.
Jeppesen som har en PhD fra Royal College of Art i London – og har opfundet det, han selv benævner ’objekt-orienteret skrivning’ og underviser i den disciplin på Jiao Tong-universitetet i Shanghai – har udgivet flere romaner og i udstillingssammenhænge vist såkaldte «kalligrafiske værker». Han befinder sig altså som både forfatter og kunstner et sted midt i et spektrum mellem kunst og kritik, og det er tydeligt, at tekst og værk lever jævnbyrdigt i Jeppesens samling af tekster, som først og fremmest er en kærlighedserklæring til den vedholdende og egensindige kunstneriske udfoldelse.
Og titlen på denne nye bog er god. «Bad Writing», som en selvopfyldende profeti hvor «Bad» skal forstås på to måder: I betydningen, at noget er slet og, at noget er slemt (som når Michael Jackson synger at han er «Bad» og på samme tid performer slemheden (slet) som en underlig rock-dukke og profetisk opfylder sin egen mytologiserings endeligt som virkelig slem).
Bogen tematiserer det slette og slemme igennem læsninger af forfatter- og kunster-skaber som Jeppesen mener besidder en befriende dosis af den rette slet- og slemhed: Gertrude Stein, Ryan Trecartin, Dieter Roth, George Kuchar, Bjarne Melgaard og andre. En herlig bande af ikke ligefrem litteratur- og kunsthistoriske outsidere, men ikke desto mindre sjove aktører. Og så et af bogens bedste indslag: En benhård og overbevisende kritik af Kenneth Goldsmith og Vanessa Place og uncreative writing.
At skulle skrive kunstkritisk om slige bog, som langt hen ad vejen handler om det at skrive kunstkritisk, prikker til alle mine ømme begærsknapper, og der ligger derfor måske også en selvforanstaltet forventning om at skrue op for den kreative skrivning og ned for beskrivelse-analyse-bedømmelses-regimet. Jeg kunne skrive om, at jeg har ondt i røven, helt bogstaveligt, efter en lang søndag formiddag med en elsker med knivskarpe skægstubbe. Jeg har lyst til at imødekomme den queer slette og slemme tekst i hvilken fejlen og det kuldslåede er selve pointen. Jeg tror bare ikke, at Jeppesens og min ømhed overfor tingene er helt den samme.
Jeg er ellers overbevist om, at vi har meget at tale om. Især om hans læsninger af Gilles Deleuze og Félix Guattari som sammen med Nietzsche fungerer som en art filosofisk klangbund igennem bogens samling af 24 tekster dateret mellem 2011 til 2016 – tekster som har figureret i andre sammenhænge tidligere, som kritik i diverse magasiner a la Artforum, Afterall og Art in America, eller som mere eller mindre poetiske udstillings- og katalogtekster. Det er tekster om kunstens ”lovløshed”, som uden snærende rammer har det bedst i en frivol ophedet (over)produktion (fremfor som en kølig immateriel konceptualisme). En bog fuld af «Bad writing» om den «slette» og «slemme» kunst.
Der er en fin og kærlig læsning af George Kuchars VHS-projekt som en perverteret dagbog, når han år efter år filmede tornadoer i Oklahoma og var liderlig. Og i samlingens sjoveste tekst «Reading Capital in Venice» – hvor fikto-kritikken lever allermest op til forventningen om en gonzoid lidt friflydende prosa følges med stor grad af identifikation for sikkert de fleste kunst-professionelle fra denne del af verden en lidt desinteresseret tur igennem Venedig-biennalens altid dobbeltmoralske mirage – her i 2015 (den, som Okwui Enwesor kuraterede).
Det kunne alt sammen være virkelig sjovt og godt. Med knald på produktiviteten og et ordentlig slag for den hurtige og kvantitative kunst- og tekstproduktion – mere og hurtigere! Men tekstsamlingen kommer desværre alt for ofte til at stå som et halvmopset og underligt forblommet forsvar for noget vi ikke rigtigt har et ord for på dansk: Det at udtrykke sig? Det at udfolde sig? Expression? Express yourself? Self-expression?
En del af den hyperproducerende kunstnermaskinalitet, som Jeppesen bogen igennem beskriver som «vehicularitet» med et begrebsapparat lånt fra Deleuze og Guattari, fremskrives her i en version a la accelerationisme, frakoblet de tro franske filosoffers faible for kapitalisme-kritik og ikke mindst etik (læs «Anti-Oedipus» som en etik, som Foucault skrev i forordet til den engelske oversættelse).
Maskinen, produktiviteten, apparatet, sammenkoblingen er væsentlige som begreber for Deleuze og Guattari, når de taler om kunsten som verdensskabelse. For dem drejer det sig om at frisætte begæret fra den freudiansk-marxistiske trekants-logik af (selv)undertrykkelse i det kapitalistiske produktions-system og at pege på den energi, som ligger i menneskets egen og langt vildere produktivitet som en drømmemaskine, en skizoid «skriven» sig ud over, ind i og sammen med verden. Verdensskabelse.
Anyways, Jeppesens versionering af denne D&G-maskinalitet stilles bogen igennem overfor «politisk korrekt» (hvem anvender overhovedet det begreb i en seriøs sammenhæng? Amerikanere?) identitetspolitik, og han får med «Bad Writing» formuleret et partsindlæg i tidens store og for mig at se syntetiske, ukærlige og meget lidt produktive krig mellem friheden til at udtrykke sig på den ene side, og identitetspolitikken på den anden.
At læse om Bjarne Melgaards body-buildede og fallokratiske versionering af «faggotry» – af homoseksualitet, og om hvordan Norge som samfund ikke kan rumme den figur, er sjov læsning. Men at gøre Melgaard til en kriger mod en «politisk korrekt» identitetspolitik a la hvad? Queer-feminisme? Homonormativitet? Og at sige, at den identitetspolitik er mere en del af en neoliberal økonomi end Melgaards hyperproducerence kunst-maskine er det, er en direkte dårlig læsning. Det giver ikke mening at anskue Melgaard uden en hel historie af faggotsog andre udgrænsede individer, der går forud – et helt community af politiserede identiteter, som danner den sociale økologi, som Melgaard vokser ud af. For Jeppesen er det sociale – socius – aldrig en del af produktiviteten. Det sociale fremskrives som et kontrollerende konsensusapparat. Kunstnerindividet er derimod ren nietscheansk exceptionalisme. Er det sådan perversion ser ud, når den samtidigt skal være sexet? Det fremstår svært douche-bag-agtigt.
At ville det «lovløse», det «uindrammede» og det perverterede ER sexet. Men skal det nødvendigvis manifestere sig som überindividualiseret accelarationismus? Det er ikke fordi jeg tænker, at kunstverdenen er i mangel på den position. Tværtimod er kunstverdenen i sig selv en perverteret og accelereret infrastruktur, som privilegerer et produktionsapparat af og for den singulære über-kunstner. Om den type af kunstnere så vælger at være douche-bagseller ej er naturligvis helt op til dem. Det er det fede ved perversionen. Den findes ikke. Men samtidigt er den over det hele. Det er bare ikke alle, som har «friheden» til at slippe den løs.
