Hvad der (ikke) bør gøres
– Demobilisering er det, der kan bryde magtens borgmure. En tilbagetrækning af al energi, siger Franco ’Bifo’ Berardi.
– Demobilisering er det, der kan bryde magtens borgmure. En tilbagetrækning af al energi, siger Franco ’Bifo’ Berardi.
I en storstilet installation af silikoneskulpturer finder Marie Munk en usædvanlig vej ud af teknodeterminismen.
– Vi henvender os ikke til ’kryptokunstmarkedet’. Vi sælger samtidskunst, hvor beviset for ejerskab tilfældigvis er i form af NFT’er, siger grundlæggerne af Juneart.io.
To store institutioner iscenesætter moderne memento mori, mens en talende kage advarer menneskeheden om den forestående apokalypse.
Magnus Andersen lader maleriet gå ud over lærredet i en totalinstallation, der griner af tidens fantasier om et idyllisk liv på landet.
Med udstillingen Hummings demonstrerer KØS museum sine ambitioner om at rykke programmet ud i det offentlige rum. Resultatet er ikke overbevisende.
Anne Imhof skuffer ved at omskabe sin egen live performance til sit første store filmværk, der består af en irriterende lang række overhypede billeder i slowmotion.
Med inspiration fra Simone Weil og Thomas Hirschhorn kan vi lære at omfavne det usikre, det fragmenterede, og omforme forestillinger om magt, monumenter og kunstens rolle i en problemfyldt nutid.
Ebony G. Pattersons ornamenterede, forførende værker peger på kolonitidens dybe sår og understreger behovet for at vi diskuterer det – uden det ender i noget rod.
Miriam Cahn behandler tidens brændende spørgsmål i en kraftudladning af en maleriudstilling i København.
En følelse af forladthed og fortidens spøgelser dominerer Jane Jin Kaisens værk. Fængslende fortællinger, men udstillingen savner rytme og overraskelser.
Steve McQueens foruroligende værker får vores øjne til at svie af verdens smerte.
Är monumentet på väg att ersättas av verk som sätter individens positiva upplevelse i centrum? Nytt minnesmärke över terrordåd i Stockholm hyllar kärleken.
Uavhengig av forbindelsene til samtiden er det Hannah Ryggen som er det beste i Hannah Ryggen-triennalen.
Gyldenpris Kunsthall i Bergen skylder fortsatt produksjonsstøtte til tre av kunstnerne de stilte ut i 2024.
Med aviser, balloner og undskyldninger på stribe inviterer Banu Cennetoğlu til samtale om menneskerettigheder. Man skal være vågen for at få dybden med.