Det der foregår i Samuel Brzeskis udstilling på Kunsthall 3,14, er en Infernal Monologue. At kalde en udstilling for en monolog lægger op til at publikum skal overvældes; noget skal drukne os, vi skal stå som paralyserede modtagere. Dette er ikke en ligeværdig kommunikation, men det som vælder imod os, er brummende, hvæsende tungetale, og det giver ingen genkendelig mening. Ok, kunst, altså.
De rummelige lokaler er fyldt op af et slags dekonstrueret black metal starter kit. Her er alt, hvad du har brug for, hvis du vil iscenesætte dig som black metal-musiker: sceneelementer, platforme, højtalere, bannere med meningsløse symboler, dæmoniske røde spotlights, blinkende videoskærme, en hel slangegård af sorte ledninger på gulvet og, vigtigst af alt, vindmaskiner, som kan få dit lange hår til at bølge, mens du poserer med brede ben. Alt indholdet i merch-butikken er spredt ud og stablet op på platformene: tykke, dystre manifester skrevet på internt kodesprog, hvis blade blafrer i luftstrømmen fra vindmaskinerne – og t-shirts, selvfølgelig må der være t-shirts.
Et lydspor af hvæsende, hviskende og brummende stemmer skal skabe en uhyggelig stemning, men der sker desværre det, som ofte sker med mig; jeg begynder at le. Der er noget ved den overdrevent teatralske metalverden, som ofte får mig til at le, og det er ikke som sådan Brzeskis skyld. Jeg mistænker dog, at udstillingen ikke er kemisk renset for humor, for vindmaskinerne, som tænder og slukker, har en umiskendelig Burzum-agtig lyd; en sådan fimset, diskant shoegaze-støj som er designet til at gå folk på nerverne.
Britiske Samuel Brzeski (f. 1988), som har en master fra Fakultet for kunst, musikk og design i Bergen, og som burde være godt kendt fra mange forskellige gruppeudstillinger rundt omkring i Norge, arbejder gerne med tekst som materiale, og det omfattende katalog, som ligger stablet rundt omkring i gallerirummet, giver først et tillokkende indtryk. Der er imidlertid ingen kompromisser, der er ingen metatekst på et forståeligt sprog. Det er en slags subkulturens sorte bibel, som bare de indforståede kan læse. Bogstaverne som findes på bogsiderne, på bannere og skærme synes skabt ved at hvert tegn er flere tegn tastet på samme punkt, indtil der næsten kun er sort tryksværte igen. Jeg kan lide tanken om et alfabet, som har fået en dosis supergødning og begynder at skyde grene ud til alle sider. Det er ofte det, metalbands logoer spiller på: bogstaver i en tilstand af transformation til filtrede grene, spindelvæv og lyn. Under de civiliserede skriftsprog trænger naturen op og frem.
Råddenskaben og døden kan ikke holdes tilbage med de rationelle sætninger, som samfundets love består af. Det paradoksale, som jeg tror udstillingen peger på, er den massive mediering af noget, som ikke giver mening. Metalmerch skal skabe et fællesskab, en hær af fans som marcherer i ikke-meningens tegn. Det kan imidlertid blive dyrt for dig at signalisere en ægte metallivsstil i satanismens og ikke-meningens tegn. Du skal swipe dit Visa-kort mange gange for at få alt gear, som hører til.
Selv ville jeg gerne undslippe subkulturdiskursen lidt, da jeg gik rundt og oplevede udstillingen, men pressematerialet henter mig tilbage til de gode, gamle spørgsmål igen. Er det muligt at melde sig ud? Er det muligt at insistere på det subversive? Det er en vis postsubkulturel melankoli, som var meget dominerende blandt norske kunstnere i 00’erne, men nu hvor disse har bevæget sig videre, er det måske på tide at køre gearet frem igen?
Da Bergens Næringsråd i september sidste år inviterede til konference om byens kulturliv, var der ét kulturarrangement, som fik specielt meget ros, og det var metalfestivalen Beyond the Gates, som på en unik måde trækker et internationalt publikum til byen, som suser rundt i gaderne og swiper deres kort dagen lang. Her stod altså pæne mænd i jakkesæt foran plancher og diagrammer og forklarede om, hvordan disse satan-tilbedende, sortklædte mennesker udgjorde byens mest effektive pengemaskine. Folk strømmer til Bergen fra Østeuropa og Latinamerika, de vil alle på bustur til Fantoft Stavkirke, som bekendt blev brændt ned til grunden af de ekstremt seriøse metaludøvere, som grundlagde musikgenren i de tidlige 90’ere, hvorefter en del af dem endte i fængsel.
Er det her Brzeski vil sende mine tanker hen? Der er en vis lækkerhed over alle udstillingens elementer. Jeg vil gerne have en bog og en t-shirt med hjem, men uanset hvordan jeg vender og drejer det i hovedet, får jeg ikke nogen nye tanker frem, som jeg ikke allerede har tænkt.
