Først er det som at træde ind i et andet menneskes indre. Man omsluttes af et kaos; en åbning mod det ukendte, en erindrende gestaltning. Og samtidig er alt sprængfyldt med ydre referencer, fra tung, klassisk kunsthistorie til Cobra-malerne, politisk aktivisme og intersektionalitet. Det hele sammenfiltres i den svenskfødte billedkunstner og forfatter Melanie Kittis udstilling, Lumps, lumps, lumps become bumps on my tongue, på Overgaden, hvor hele 24 gipsværker er spredt ud over kunsthallens øverste etage.
I søjlesalen hænger otte lettere kaotiske selvportrætter, som viser den øverste del af kunstnerens egen krop. Hovedet er sprængt itu og midt i det hele folder dyr og planter sig ud; en dinosauer, en kentaur, en hest og en kødædende plante. På gipspladernes ujævne flader er kunstnerens skuldre, hals og kæbe fastholdt med en akkurat streg, der tydeliggør den muskulære anatomi. Alligevel er det smeltet så meget sammen, at man blot aner et rids af et fantasivæsen i affekt, der breder sig ukontrolleret til alle sider. Som om hovedet er blevet skudt i stykker af et tankemylder og ikke kan finde sin vej tilbage igen.
I udstillingsteksten fortælles det, at angst og depression kan skabe blokader i halsen og i munden, der kan hindre én i at tale. Og jeg kan mærke en klump i halsen, for værkerne refererer til kunstnerens egen mentale og emotionelle tilstand. Det er hudløst og yderst personligt. Som betragter får man ikke indblik i detaljerede hændelser, men alligevel er der noget følelsesmæssigt overvældende og frenetisk ved gipsportrætterne. Man indlemmes i kaosset, angsten, vreden og sorgen.
I udstillingens anden værkserie, Bumps, bumps, bumps that I can store on my shore, markeres et brud med det velkendte. Freskoer malet på store, porøse gipsklodser og placeret på sokler. Her finder vi det samme sammenstød mellem dyr og kropsdele som i selvportrætterne, men formatet er mere intimt og fusionen mere forstyrret og uorganiseret. En lørdagskylling hviler henslængt på sin arm, der tager form som en lidt overdimensioneret tommeltot; en bjørn, der skuer ud mod beskueren bag et brystparti; en hest, hvis krop er presset sammen i fosterstilling. Hessian, et groftvævet stof, stikker ud af freskoerne, som om det var små totter af græs. Alt er malet så stofligt og sanseligt, at det nærmest virker som en kærlighedserklæring til freskoen.
Alligevel fornemmer man en diskret aktivisme i Kittis gipsværker. Et opgør med vesteuropæisk kunsthistorie, principper og metoder, som kunstneren vender vrangen ud på. Freskoteknikken er bibeholdt, men alt andet er i opløsning. Det får mig til at tænke på den australsk-britiske forsker og aktivist Sara Ahmeds udlægning af, at vestlige institutioner og de traditioner, der knytter sig til dem, er bygget af hvide mænd til hvide mænd, der videregiver den kulturelle praksis til andre hvide mænd. Kittis værker bryder med normer og kunsthåndværksmæssig praksis, fx i den tydelige reference til den klassiske portrætbuste og dens alt for ophøjede seriøsitet. I Kittis gipsværker forvrænges traditionen gennem en subjektiv fortælling og samtidig stiller freskoerne et objektivt spørgsmål om, hvilken plads den brune krop indtager i denne tradition. Kitti forkaster ikke nødvendigvis kunsthistoriens traditioner, men indfletter dem intuitivt i sine værker med en uophørlig interesse. En buste – eller det, der ligner – kan være så meget mere, end den forestilling om den, som vi er opdraget til at have.
