I sidste uge publicerede dagbladet Politiken et debatindlæg skrevet af tre tidligere studerende og en tidligere ansat på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Det var grum læsning, der beskrev, hvordan en nu fratrådt professor havde udsat flere af sine studerende for seksuel chikane og tegnede et billede af en professorskole præget af magtmisbrug, manipulation og generelt krænkende adfærd.
Gruppen konkluderede, at misforholdene på den pågældende professorskole var udtryk for grundlæggende strukturelle problemer. Det blev hurtigt perspektivet i den efterfølgende mediedækning, der derfor primært kom til at handle om et for og imod professorskolemodellen.
Udtryk som «professorvælde» og «mesterlære» er blevet nævnt i debatten og giver indtryk af, at der er mange forskellige opfattelser af, hvad betegnelsen overhovedet dækker. Det er ikke så underligt. Alene på kunstakademierne i Nordeuropa betyder det at være professor mange forskellige ting. I nogle tilfælde er «professor», som på engelsk, bare et ord for «lærer». I andre tilfælde betegner «professor» også en lederstilling. På akademierne i Oslo og Stockholm bruger man slet ikke udtrykket «professorskole», sådan som man gør i København. Det er til gengæld helt standard på mange tyske akademier.
Der er næppe mange nutidige kunstakademier, som i dag gør sig i det, der engang hed «mesterlære». Altså hvor de studerende lærer ved at kopiere mesterens værker. Men hvad er en professorskole så idag? Måske er det i første omgang lettere at tale om det, det ikke er.
En professorskole er sjældent opbygget i faste moduler, sådan som man eksempelvis kender det fra universitetsverdenen og fra mange kunstskoler inden for den anglosaksiske tradition. Der er ikke noget overordnet defineret pensum eller points, som skal optjenes. På professorskolen er pensum professorens ansvar, og undervisningen kan sammensættes i forhold til de specifikke studerende.
På Kunstakademiet i København gennemgår alle studerende et treårigt BFA-forløb, hvor de har adgang til en gruppe af faste lærerkræfter, og hvor ingen følger den samme klasse to år i træk. På MFA-delen vælger de studerende en professor på en af professorskolerne, der på grund af besparelser fornyeligt er gået fra syv til fire. Flere af professorskolerne har en eller flere faglektorer tilknyttet, som også kan benyttes af de studerende på tværs af professorskolerne. Såvel BFA-skolen som professorskolerne er, udover de respektive undervisere, også defineret af et fysisk sted, en afdeling, på akademiet.
På Kungliga Konsthögskolan i Stockholm er alle studerende tilknyttet én professor, der fungerer som vejleder og man samles i «professorgrupper». Her mødes studerende på tværs af niveauer. Man kan følge samme gruppe i alle fem år eller skifte undervejs. For nyligt er skolen blevet inddelt i fire områder med hver sin områdeansvarlige (en professor eller en lektor), som leder det daglige arbejde og medarbejderne inden for området – og som er ansvarlig for arbejdsmiljøet. Alle professorer hører til et område sammen med lektorer og adjunkter. Det betyder for eksempel, at nogle professorer har en lektor som chef.
På Kunstakademiet i Oslo (KHiO) vælger de studerende også en fast underviser, der fungerer som hovedvejleder. Gruppekritikker med professoren foregår, ligesom i Stockholm, sammen med studerende fra hele uddannelsesforløbet. De studerende opfordres til at vælge ny hovedvejleder hvert år, samt tage tutorials med hele kollegiet. Hvad angår de fysiske rammer, så er alle undervisningslokaler fælles i Oslo og kan bookes af samtlige undervisere.
På mange akademier i Tyskland er professorskolerne, ligesom i København, også defineret af et fysisk sted, en afdeling. I det hele taget er Tyskland et af de lande i Europa, hvor professorskolen af den ældre model er mest udbredt – hvor de studerende, ikke kun på MFA-niveau, men i samtlige fem eller seks studieår kan være tilknyttet én bestemt professor, og også gerne samme fysiske sted på skolen.
Spørgsmålet er, om professorskolemodellen – som en mindre administrativ enhed med faste undervisere men med mulighed for at tilpasse undervisningen til de studerende – endnu har noget at tilbyde nutidig undervisning i billedkunst? Eller om den mere universitetsprægede model med fast pensum og skiftende hovedvejledere egner sig bedst? Det har vi spurgt fem kunstnere om.
Annika Eriksson, Ane Hjort Guttu, Ferdinand Ahm Krag, Simon Starling og Susanne Winterling har alle undervisningserfaring på professorniveau fra en række kunstakademier i Norden og i Tyskland. I lyset af den aktuelle debat i Danmark har vi fokuseret på spørgsmålet om for og imod professorskolemodellen. Helt overordnet handler det selvfølgelig om, hvordan man sikrer en inspirerende, bæredygtig og etisk forsvarlig billedkunstuddannelse i dag.
Annika Eriksson
f. 1956, bosat i Berlin. Uddannelse: Konsthögskolan i Malmö (tidligere Forum) 1990. Ansættelser: Professor på Konsthögskolan i Malmö (2002-2011), professor på Konsthögskolan i Bergen (2011– nu), gæsteprofessor på Kungliga Konsthögskolan i Stockholm (2017 – nu)
Hvad er fordelene ved professorskolemodellen?
Med lång erfarenhet som undervisande konstnär anser jag att det finns många fördelar med professorsmodellen, men den ska följa med sin tid. Det är viktigt att studenterna har en person som följer dem genom deras utbildning. Som professor är jag ansvarig för gruppen och arrangerar samtal, enskilda och i grupp, projekt, genomgångar, visningar av olika slag och gemensamma resor. Enligt mig är navet i undervisningen de enskilda samtalen som byggs upp under lång tid, där det finns utrymme att följa processen, fördjupa sig, att stanna kvar och återkomma. Att vid varje möte fortsätta där vi slutade ger mig möjlighet att på ett omsorgsfullt och seriöst sätt följa studenternas arbete och ge kontinuerlig feedback. I dessa möten för vi samtal kring alla aspekter av det konstnärliga skapandet: det kan handla om hur vi förhåller oss som konstnärer i världen men också om de mer pragmatiska aspekterna av yrket. Där får de studenter som inte är så vältaliga och extroverta möjlighet att utveckla sina tankar till en person och inte till en hel grupp. Det är också där som känsliga frågor kan tas upp. Det kan vara något som rör utbildningen, konstnärsrollen eller rent personliga spörsmål som är relevanta i sammanhanget.
Det är betydelsefullt att studenterna har tillgång till samtal med flera personer, andra professorer och lärare och gärna ett urval av återkommande gäster. Vissa skolor har systemet med professorer på 20%-tjänster eller med externa handledare som återkommer med jämna mellanrum, vilket är alldeles utmärkt. Jag ser det också som en självklarhet att studenterna bör kunna byta professor.
Hvad er ulemperne?
Det blir ett negativt system om makten missbrukas i relationen mellan handledare och student, och om systemet inte är transparant med öppna dialoger.
Hvad mener du bør være fundamentet i en inspirerende og holdbar model for nutidig billedkunstnerisk uddannelse?
För att komma till rätta med maktmissbruk är inte lösningen att avveckla systemet med professorer eller de enskilda samtalen. Men vi ska ha en öppen och självkritisk diskussion. Studenterna ska ha tillgång till fler samtalspartners, de ska bli hörda om de påtalar situationer som inte är korrekta. Det är också viktigt att undervisande personal har en öppen kommunikation och samarbetar på olika plan. Det har ökat genom åren, vilket jag tycker är verkligt positivt.
Den konstnärliga utbildningen ska fokusera på de unga konstnärer som utbildas, detta är själva kärnan. Vi som undervisar ska med vårt kunnande och vår erfarenhet ge dem redskap till att utvecklas, men vi ska också lyssna in vad den yngre generationen är intresserad av, både i livet och konsten. Det ska finnas en stor bredd av olika förhållningssätt till konstnärligt skapande bland både studenter och undervisande konstnärer. Jag vill se en miljö som är öppen, reflekterande, nyfiken, tillåtande och experimentell.
Ferdinand Ahm Krag
f. 1977, bosat i København. Uddannelse: Det Kongelige Danske Kunstakademi 2006. Ansættelser: Professor på Det kongelige danske kunstakademi (2017- nu)
Hvad er fordelene ved professorskolemodellen?
Undervisning på kunstakademiet i København tager udgangspunkt i den studerendes eget arbejde. Når man optager studerende på kunstakademiet, er det utrolig vigtigt, at man sikrer sig meget stor diversitet i selve optaget. Det er jo denne diversitet, der skal sikre at fremtidens kunstscene udgør en mangfoldighed af kunstneriske tilgange til verden. Der er ingen pointe i at fokusere på diversitet i selve optaget af studerende, hvis ikke det videre uddannelsesforløb på kunstakademiet kan rumme, pleje og videreudvikle denne diversitet.
Professorskolerne er her helt afgørende, fordi de muliggør differentieret og specialiseret undervisning. Du kan skræddersy undervisning til de enkelte studerendes behov, ligesom du kan justere, improvisere og gribe muligheder indenfor institutionen og udenfor institutionen undervejs i uddannelsesforløbet. Du kan med andre ord arbejde meget fleksibelt og organisk med de studerendes ønsker og behov. Selv tænker jeg, at undervisningsgerningen består i at etablere en rig geografi af muligheder for de studerende. Som professor vejleder du de studerende i at finde deres egen vej. Professorskolemodellen gør dette muligt og når det rigtig fungerer, så er man på en kollektiv rejse sammen, hvor alle lærer af hinanden i dyb respekt for hinandens forskelligheder.
Det modsatte af denne model kunne være en curriculum-baseret undervisning, hvor de studerende undervises ud fra et sæt læringsmål, som er defineret langt væk fra de studerende. Dette med stor fare for at reducere undervisningsgerningen til en ren pædagogisk funktion, hvor de studerende ikke længere vil møde billedkunstneriske personligheder, der tør tale, lytte og undervise ud fra erfaring og et stærkt personligt engagement i den omgivende kunstscene. Desuden vil en sådan instrumentalisering af uddannelsen kun tillade et overfladisk engagement i den enkelte studerende og den altafgørende diversitet blandt studerende såvel som undervisere er dermed blot et spildt potentiale.
Hvad er ulemperne?
Vi må erkende at professorskolemodellen i København har haft en fundamental strukturel brist, da studerende der har været udsat for magtmisbrug ikke har anet, hvad de skulle gøre efterfølgende. På det Kongelige Danske Kunstakademi har vi derfor iværksat en række strukturelle tiltag, der skal beskytte den studerende. Der er også andre ulemper, men den nævnte strukturelle brist har afgjort været det mest problematiske ved professorskolemodellen.
Hvis udgangspunktet for undervisningen er den enkelte studerende, så betyder det også, at det specifikt menneskelige hos den studerende investeres i undervisningssituationen og det på en helt anden måde end på mange andre uddannelser. Som underviser investerer du også din egen menneskelighed. Det er en gensidig proces. Kunst kræver en dyb personlig investering, hvis kunst skal løfte sig ud over at være akademisme og stiløvelser. Hvis man forventer af de studerende, at de som en del af kunstuddannelsen, skal investere sig selv og arbejde med sig selv, så skaber det potentielt nogle meget sårbare og blottede situationer for den studerende. Et godt og sundt studiemiljø kan netop håndtere sådanne situationer og bruge dem konstruktivt, idet man ser det som en vigtig del af den kunstneriske og personlige udvikling. Her er det ekstremt vigtigt at den ansvarlige underviser er sig sit ansvar bevidst og ikke misbruger denne sårbarhed og blottelse.
Hvad mener du bør være fundamentet i en inspirerende og holdbar model for nutidig billedkunstnerisk uddannelse?
Man bliver nødt til at se meget holistisk på kunstuddannelsen. Som nævnt nytter det ikke noget at fokusere på diversitet i optaget af studerende, hvis det videre uddannelsesforløb ikke kan tage hånd om diversiteten. Så man bliver nødt til at se helhedsorienteret på kunstuddannelsen. Det er en meget vanskelig øvelse, fordi man ikke bare kan tænke helheden top-down: Du kan ikke bare mase en samlet struktur ned over det hele. Men man kan heller ikke bare sige, at kunstakademiets mindsteelement består af den enkelte studerende og så organiserer vi uddannelsen bottom-up. Det er igen forkert, fordi der er studerende der ikke tænker deres praksis, som en individuel enhed og fordi en overfokusering på individet fører til én bestemt type markedskunstner.
Et kunstakademi er mere en slags økologi, hvor meget forskelligartede ting, personer og processer gensidigt betinger hinanden og alting er konstant i bevægelse. Et økosystem er ikke noget, du kan kontrollere. Det går altid galt når vi forsøger med kontrol. Et økosystem er istedet noget du plejer og drager omsorg for. Hvad vil det sige? Ja det vil sige, at man først og fremmest sikrer at betingelserne for diversitet er tilstede igennem hele strukturen.
Den vigtige økologiske lære er jo, at uden diversitet bringes også min egen eksistens i fare, da jeg er dybt afhængig af andre arter. Det mener jeg også gælder på det kunstneriske og symbolske plan. Når man industrialiserer et økosystem, så bliver det meget hurtigt en ørken og ingen kan overleve i en ørken særlig længe. Et kunstakademi skal samlet set udgøre en revolte mod den ørken, der spreder sig i vores kultur. Vi skal etablere en kultur for udforskning, hvor vi ikke tænker i vægge og mure, men i udvekslinger og økosystemer. Og vi skal ikke bare nøjes med at snakke om mangfoldigheden. Vi skal være den realiserede mangfoldighed.
Susanne Winterling
f. 1970, bosat i Rehau. Uddannelse: Hochschule für Bildende Künste Braunschweig og Hochschule für bildende Künste Hamburg, 2004. Ansættelser: Professor ved Kunsthøgskolen i Oslo, KhiO (2011- 2018), professor på Hochschule für Gestaltung Offenbach (2015-2018), professor på Kunstakademiet i Trondheim (2018 – nu).
Hvad er fordelene ved professorskolemodellen?
Som jeg ser det, er der en fordel ved professorskolerne og det handler om engagement. En gruppe, der samles regelmæssigt for at arbejde, lære og udveksle med hinanden i relation til den enkeltes kunstnerposition, vil for det meste generere både dybere forpligtelse, lyst til at producere og følge op på hinanden – og måske også skabe et rum til tvivl. Konsistens er i det hele taget det bedste udgangspunkt for at etablere et godt miljø at udvikle en kunstnerisk praksis i.
Hvad er ulemperne?
Udfordringen ligger i at se det som en økologi for læring og ikke en dyrkelse af et bestemt spor. Derfor må professorens kunstnerposition også til en vis grad abstraheres fra undervisningen. Forholdet mellem de studerende og professoren er defineret af personligheder og kræver gensidig respekt og forståelse i tillæg til udvekslingen af kompetencer, viden og diskurser. Man kommer ikke uden om, at professorrollen til en vis grad er magtfuld og kan misbruges – og hvis læringsmiljøet og udviklingen af en kunstnerisk praksis anvendes til personlige magtspil (hvilket denne undervisningsform er mere tilbøjelig til) kan professorskolemodellen være manipulerende og giftig.
Hvad mener du bør være fundamentet i en inspirerende og holdbar model for nutidig billedkunstnerisk uddannelse?
Det klare mål er at fokusere på at udvikle praksisser og støtte de studerende i at blive kunstnere med alt, hvad det indebærer af højdepunkter og nedturer. Det er institutionens opgave, ligesom det påligger skolen at skabe et socialt miljø med diversitet på alle niveauer. Det er helt sikkert en nøgle til god undervisning – ud over ressourcer, workshops og muligheder for de studerende. Det må være et sted, hvor man finder sine ligesindede og indgår i et fællesskab af komplicerede individer; hvor man relaterer til hinanden, bliver enige og uenige; mens man skaber og former sin praksis.
Simon Starling
f. 1967, bosat i København. Uddannelse: Maidstone School of Art 1987, Nottingham Trent Polytechnic 1990, Glasgow School of Art 1992. Ansættelser: Professor of Fine Arts, Staedelschule, Frankfurt (2003 – 2013), gæsteprofessor på Akademie der Bildenden Künste München (2017), gæsteprofessor på Academy of Fine Arts in Prague (2018).
Hvad er fordelene ved professorskolemodellen?
Mine erfaringer med at undervise på professorskoler, både fuldtid og som gæsteunderviser, er meget positive. Jeg er stor fan af det system. Professorskolemodellen giver en stærk følelse af, at man arbejder med et fælles formål, og man bør ikke undervurdere betydningen af den mindre undervisningsenhed inden for den bredere skolestruktur. Professorskolen giver eleverne en følelse af at høre til og have indflydelse. Den giver også mulighed for at udvikle en meningsfuld og åben dialog i en relativt intim og stabil gruppe – ofte også på tværs af årgange, så de yngre og mindre erfarne får mulighed for at lytte til og lære af deres ældre medstuderende. Modellen fremmer også de sociale aspekter af læring og giver derigennem de studerende en fornemmelse af, hvad det vil sige at have kollegaer.
Af alle de undervisningsmodeller, jeg har stiftet bekendtskab med, synes professorskolemodellen at være den, der genererer de mest motiverede og robuste kunstnere. Indenfor en lille og potentielt støttende gruppe får de studerende erfaring med både at lede såvel som at blive ledt. Det er desuden vigtigt at bemærke, at undervisningen indenfor denne model gør det muligt for professoren både at undervise og at fortsætte sin egen praksis. Det giver også professoren friheden til at strukturere undervisning på sin egen måde. Jeg har observeret mange forskellige tilgange til professorskolemodellen, som alle har været gyldige og produktive på deres egen måde.
Hvad er ulemperne?
Ulemperne er stort set de samme for professorskolemodellen som for enhver anden. Det står klart for mig efter at have beskæftiget mig med en række forskellige måder at bedrive kunstuddannelse på. Der er udfordringer ved dem alle og de er alle sårbare for misbrug.
Selvom jeg forsøger at behandle de studerende så vidt muligt som kollegaer og samarbejdspartnere, så har jeg altid gjort meget ud af at holde min relation til kunstmarkedet i armslængdeafstand fra min undervisning. Der er en tendens til, at man ser professorskolesystemet som en slags netværksmekanisme, som en direkte vej til «succes». Og selvom det selvfølgelig er umuligt at holde tingene helt adskilte, er det klart, at forholdet mellem underviser og studerende kan blive kompromitteret og problematisk, hvis de to områder bliver blandet sammen. I værste fald underminerer det dynamikken i klassen såvel som relationerne de studerende imellem.
Hvad mener du bør være fundamentet i en inspirerende og holdbar model for nutidig billedkunstnerisk uddannelse?
Jeg tror, det er rimeligt at sige, at professorskolesystemet gavner de mest selvsikre og modne studerende mest. Det kan være en hård situation for dem, der ikke er så sikre på deres praksis. Det, som fungerer rigtig godt, synes jeg derfor er kombinationen af grundskoler efterfulgt af professorskoler. Den brede vifte af muligheder, som man møder på en grundskoleuddannelse, ruster de studerende og sender dem videre med en masse færdigheder (både diskursive og praktiske). Det tror jeg øger potentialet i professorskolemodellen betydeligt.
Da jeg selv studerede i slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne, blev kunstskoler ikke kun betragtet som steder, der producerede færdige professionelle kunstnere. Det var steder, hvor kulturer og modkulturer af enhver slags blev næret og opmuntret – måske endda mere i en slags osmotisk udveksling end i form af decideret undervisning. Det var steder, som greb de mennesker, der falder mellem flere stole, og som gav dem en plads. I dag er kunstskoler professionaliserede organisationer med meget klare, nogle vil måske sige begrænsede, succeskriterier. Og selvom jeg ved, at min noget rosenrøde forestilling om en kunstskole kan forekomme umoderne sammenlignet med tidens mere målrettede modeller, så tror jeg stadig på, at vi skal holde fast i den forestilling – og det tror jeg gøres bedst inden for rammerne af den nogen gange dysfunktionelle, men ikke desto mindre langtidsholdbare professorskolemodel.
Ane Hjort Guttu
f. 1971, bosat i Oslo. Uddannelse: Kunstakademiet i Trondheim og Statens kunstakademi, Oslo, 1998. Ansættelser: Professor ved Kunsthøgskolen i Oslo, KhiO (2016 – nu)
Hvad er fordelene ved professorskolemodellen?
For de ansatte er professorskolemodellen antakelig et enklere system med mindre planlegging og rapportering. Jeg mener dog at en viktig forutsetning ved professormodellen er at hver professor har budsjett, mandat og reell makt til å legge opp undervisningsmodeller som hun tror på. I beste fall skaper dette nærhet til beslutningene for studentene. Jeg tror det er bra for studentene å ha en fast gruppe medstudenter å forholde seg til over lengre tid. Det skaper større innsikt i hva de jobber med og dermed mer kvalifisert kritikk av deres kunstneriske praksis.
Hvad er ulemperne?
Ulempene oppstår når slike små miljøer blir destruktive; i form av for mye makt til professoren, klikkdannelser, ufrihet når man som student ikke fungerer i gruppa eller med læreren, avhengighet, maktmisbruk, innforståtte sannheter og så videre.
Hvad mener du bør være fundamentet i en inspirerende og holdbar model for nutidig billedkunstnerisk uddannelse?
Det viktigste er å sørge for at de faglig ansatte og studentene har reell makt over hvordan utdanningen utformes, inkludert økonomiske og strukturelle forhold. Man bør ha ordentlige systemer for studentmedvirkning. Bevisste strategier for diversitet og bred rekruttering. Både studenter og lærere bør kjenne seg fri.
I min nåværende stilling som professor ved Kunstakademiet i Oslo, som er en avdeling på Kunsthøgskolen, opplever jeg at dekan og kollegium holder et høyt nivå og samarbeider bra, men at våre faglige vurderinger stadig overprøves, særlig gjennom sentralisering og standardisering. Vi forhindres også i å delta i beslutningsprosesser gjennom at fundamentale forhold som for eksempel neste års budsjett ikke blir gjort tilgjengelig for oss i tide. Dette skaper uholdbare arbeidsforhold og avmakt.
Når kunstfagligheden møder uddannelsesfagligheden, vil der let opstå komplicerede problemstillinger og konflikter, fordi uddannelsesfagligheden kræver tilpasning til nogle krav (ofte med ministeriel opbakning), som er uforenelige med, hvad der kan gøres på kunstens betingelser.
F.eks. hvordan i en studieordning for MFA give præcise og detaljerede fremstillinger af, hvordan de studerende fagligt og pædagogisk skal arbejde hen mod opfyldelsen af faglige mål for uddannelsen, når det er læring på kunstens område, det drejer sig om, og når det overordnede pædagogiske princip er Student Centered Learning. Hvordan på den baggrund vurdere, undervejs og ved uddannelsens slutning, hvorvidt den enkelte studerende kan leve op til målene for uddannelsen?
Tilsvarende vil der opstå problemer på kunstens uddannelsesinstitutioner, når de på institutionsniveau vil blive stillet over for generelle krav om en professionalisering af ledelse og organisation, der kan leve op til kravene til videregående uddannelsesinstitutioner, og som giver et optimalt grundlag på uddannelserne for de studerendes læring, kompentenceudvikling og evaluering.
Spørgsmålet vil bl.a. blive, hvordan princippet om professorskoler passer sammen med de krav, der stilles til de studerende, med relation til kunstnerisk udviklingsvirksomhed og videnskabelig forskning. Med mindre der da stilles krav til professorerne om, i forbindelse med deres ansættelse, at deltage i omfattende videreuddannelse, der kompetencemæssigt bringer dem på højde med situationen på områder, der er i hastig udvikling.
Selv hvis man f.eks. på Billedkunstskolerne i KBH gjorde de øvrige skoler til underafdelinger under Institut for kunst, skrift og forskning, ville man næppe kunne overkomme denne udfordring.