Hun gjorde det bare, arkitekten. Smeltede umulige brikker sammen til Hearst Castle – et drømmeslot med alt godt fra den gamle verden på en californisk bakketop i San Simeon, en lille by ved Stillehavet. Mon arkitekt og bygherre alligevel har diskuteret, om det nu virkelig var en god idé at kombinere gotisk kirkefacade med sydeuropæisk landvilla-look, romerske bade, søjler og tempelfacader? Og all-over-beklæde den moderne jernbetonkonstruktion med lofter, paneler og møbler købt op fra alle mulige europæiske klostre, kirker og slotte – pyntet af med bygherrens enorme, eklektiske samling af gobeliner, mosaikker, kunsthåndværk, skulptur og maleri fra hist, pist, skidt og kanel. Men næh, måske har de ikke diskuteret det. Alt er eksekveret med største selvfølgelighed. Med 115 værelser og en milliard badeværelser i hovedhuset alene. En vanvittig, tidsforskudt po-mo-drøm opført mellem 1919 og 1947 – mens modernismen passede sig selv andre steder.
Der er ikke tale om en hvilken som helst bygherre, naturligvis: Mediemogulen og storsamleren William Randolph Hearst (1863-1951), hvis magtfulde avis-, radio-, og filmimperium blev berømt og berygtet – ikke mindst for datidens udgaver af clickbait og fake news. Han blev spiddet i Orson Welles’ film Citizen Kane (1941) og sørgede så for, at det blev temmelig op ad bakke for den unge Welles’ karriere. Umberto Eco havde ikke samme problem, da han langt senere spiddede Hearst Castle i essayet «Travels in Hyperreality».
Nå, historierne falder rigeligt og eklektisk over hinanden i denne wunderkammer-kulisse, skabt på og for toppen. Over the top. Alt. Hollywoodeliten myldrede ind via den private lufthavn. Charlie Chaplin, Cary Grant, Greta Garbo, Clark Gable – og Churchill – hang ud i pools og på tennisbaner, mens værten kørte mediemaskinen og kunstsamlingen fra kontoret. Alle mødtes til middag, men først drinks i den store salon, hvor, huh?!, øjet pludselig fanger Thorvaldsens Venus i mylderet. Selvfølgelig, Bertel er med til festen. Skål. Det samme var rigmanden J. Paul Getty, og Hearst inspirerede den 30 år yngre kunstsamler til at komme ud af startblokken – and the rest is history.
Arkitekten Julia Morgan (1872-1957) beskrives som lidt af en grå mus. Det kan man sørme ikke se. Hun ledede arbejdet på det kronisk knopskydende projekt i 28 år ved siden af sine godt 700 andre opførte projekter. Jeg havde ikke hørt om hende før, men hun fascinerer fra første trappetrin. Ingeniøruddannet fra Berkeley, derefter i 1898 den første kvinde optaget på arkitektskolen på École des Beaux-Arts i Paris og så den første kvinde, som fik autorisation til at arbejde som arkitekt i Californien. Altså flere firsts – inden hun fik fantasien op at stå for Hearst.
I bakkerne anlagde William R. Hearst selvfølgelig også en zoologisk have. Elefanten has left the building, men ekkoet er højt nok.
Tine Colstrup (f. 1975) er mag.art. i kunsthistorie fra Aarhus Universitet og museumsinspektør på Louisiana Museum of Modern Art i Humlebæk.
