Den danske kunstscene kom lidt tidligere ud af sommerslummeren end vanligt, da det i begyndelsen af august blev offentliggjort, at kritiker og kurator Toke Lykkeberg bliver den nye leder af udstillingsstedet Tranen i Hellerup.
Lykkeberg (f. 1977), som har studeret kunsthistorie, moderne kultur og filosofi ved Københavns Universitet og Université Paris X, er en erfaren kurator og blev i dansk sammenhæng først kendt for sit engagement i galleriet IMO. Fra 2009 til 2013 var han en af hovedkræfterne bag det københavnske udstillingssted, som var med til at lancere en generation af kunstnere såsom A Kassen, Maiken Bent og Torben Ribe. Lykkeberg er desuden en respekteret kritiker, som hyppigt har bidraget til udenlandske fagmagasiner og danske dagblade, herunder også til Kunstkritikk.
De sidste 10 år har Lykkeberg også kurateret en række udstillinger udenfor Danmark. I 2015 var han del af kuratorkollektivet bag Momentum 8 i Moss i 2015 og samme år var han medkurator på den ambitiøse Co-Workers – Network as Artist på Musée d’Art Moderne de la Ville de Paris. Tidligere i år har Lykkeberg kurateret to udstillinger i Københavnsområdet; Welcome Too Late på Kunsthal Charlottenborg og Citizen X – Human, nature and robot rights på Øregaard Museum.
Lykkeberg er ikke kun en ny profil på en dansk institution. Med hans nære relation til Paris’ kunstscene kunne udnævnelsen også markere et lille brud på indflydelsen fra den anglosaksiske kunstverden, som ellers præger den hjemlige institutionsscene. En anden akse i Lykkebergs netværk er ganske vist New York, men det er ikke det klassiske New York, men et yngre New York, som blandt andet producentkollektivet DIS er repræsentant for. Sidstnævnte stod netop bag den scenografiske iscenesættelse af Lykkebergs udstilling Co-Workers i Paris.
Tranen har været Gentofte Kommunes udstillingsted siden 1970 (dengang Tranegården) og haft til huse i Gentofte Hovedbibliotek siden 1985. Lykkeberg, som tiltrådte stillingen den 1. august, overtager efter Charlotte Sprogøe, som fratrådte tidligere på året og som har fastlagt udstillingsprogrammet frem til og med efteråret 2018. Næste udstilling bliver med Kah Bee Chow og frem til årsskiftet følger udstillinger med henholdsvis Amitai Romm og Javier Tapia.
De sidste par år har Tranen kørt med to halvårlige sæsonprogrammer med et særligt tematisk fokus. Samtidig har stedet udfyldt en vigtig position i forhold til at vise den unge, eksperimenterende, danske og internationale, samtidskunst. Kommer du til at bevare det koncept og fokus?
Tranen har altid været kendt for udstillinger med yngre danske og internationale kunstnere. Og de to sidste ledere, Aukje Lepoutre og Charlotte Sprogøe, har sikret, at Tranen stadig er på højde med sine egne ambitioner og traditioner. De har opdateret programmet med yngre generationer af kunstnere, som jeg selv arbejdede med og havde dialog med, da jeg drev galleriet IMO. Så jo, det falder mig helt naturligt at fortsætte den linie. Og jo, jeg har altid været fascineret af, hvordan kunst og kultur fordøjer og afdækker tidens store temaer, så det vil bestemt stadig være i skarpt fokus på Tranen. Men det er for tidligt at sige præcis hvordan.
Har du nogle institutionelle forbilleder? Er der institutioner, som du er inspireret af hvad angår program, koncepter og format – eventuelt noget som giver mening i forhold til Tranens særlige placering i hjørnet af et bibliotek?
Placeringen er fantastisk. Det minder mig om journalisten Ta-Nehisi Coates, der for et par år siden udgav en bog om at vokse op som sort i den hvide mands USA. Coates beskriver, hvordan han oplevede klasseværelset som et fængsel af andre menneskers interesser og historier. Biblioteket, derimod, med dets endeløse rækker af bøger var for ham et åbent og frit rum. Der kunne han afprøve, udvikle og finde sig selv. Selvom jeg jo selv er den hvide mand, så spillede biblioteket samme rolle i mine egne teenageår. Og det er også sådan jeg ser Tranen, der glider i ét med arkitekten Henning Larsens åbne og lette biblioteksbygning og dets mange tilbud. Imens bøger på udstillinger kan være kedelige, er Tranen omvendt en udstilling blandt bøger og lidt som en oase i en oase. Så selvfølgelig vil jeg række ud efter de 450.000 søgende besøgende, der hvert år bruger stedet.
Gentofte Hovedbibliotek har fra første færd bestræbt sig på at være et kulturhus. Det er det blandt andet takket være Tranen. Ambitionerne var de samme, da man byggede Centre Pompidou i nogenlunde samme periode i 1970’erne. Det er et museum med indbygget bibliotek. Men som den franske filosof Lyotard, der lavede en milepæl af en udstilling på Pompidou i 1985, senere konstaterede, er stedet med tiden blevet «et modernistisk museum», et traditionelt kunstmuseum. Det er aldrig rigtig blevet det kulturhus, der profilerer sig på at bygge bro mellem diverse kunstarter og discipliner. Hvad jeg derfor er mere inspireret af, er historierne om ICA i London, der i efterkrigstiden blev diskussionsforum for kunstnere, videnskabsmænd og intellektuelle og var med til at bane vej for Pop Art, Op Art og så videre. Tranen kan og skal selvfølgelig ikke kopiere den model, men jeg vil gerne strejfe ICAs ånd.
Kommer vi nu til at se en masse hot kunst fra Paris – og fra New Yorks Lower East Side?
Haha, well, på Tranen vil jeg da bestemt fortsat have internationalt udsyn. Jeg tænker, at Tranen er et sted, der går godt i spænd med nogle af de ting, som jeg er mest passioneret omkring og tror på. Det er et sted, hvor man kan tillade sig at være underholdende, udfordrende og højpandet på én og samme tid. Og jo, udover at spekulere over alverdens temaer og problemstillinger, så elsker jeg den direkte dialog med kunstnere, der vil pege kunsten og verden i nye retninger – og en af de retninger, der interesserer mig, leder ud af ghettoen. Jeg tror ikke, at man skal tænke kunst defensivt som et truet territorium, der skal beskyttes. Jeg tror kunst skal tænkes offensivt.
