Hesten er et flokdyr som associeres med leg, flugt og frihed, men muligvis også med en vis grad af teenage-kitsch og romantiske pigedrømme. Selv læste jeg det svenske tegneserieblad Min häst og tegnede snirklede dyr med store drømmende øjne, uden at det udartede sig til noget konkret forhold. Ridning var for dyrt, lød beskeden.
Tag Team Studio er varsomme med informationen, men Fake Children består af billedkunstner og poet Melanie Kittis freskomalerier og den bergenbaserede musiker Vilde Tuvs lydinstallationer. Freskomalerierne er sat op som fragmenter, som var de antikke fund under restaurering. At stå i det hvide rum er som at vågne og forsøge at skabe et narrativ ud af hvirvlende drømmefragmenter. Enkelte af Kittis freskomalerier forestiller heste. De ser så sympatiske ud, at trangen til at løbe med den gule og brune flok bliver overvældende. Det er en ægte come-hither-hest som vil lokke dig med. I lang tid tror jeg at jeg læser min egen melankolske længsel efter præpandemiske fællesskaber ind i værkerne, indtil lydsporet med diverse reallyde, naiv sang og løsrevet synth glider over i en tør hoste. Her er også lyde fra moderne transportmidler, kvalte dødsskrig og druknelyde. Alt er passende nedtonet, der er ingen dramatisk gestik. Lydene dominerer ikke og melder på ingen måde klart og entydigt ud; fortolkningsrummet forbliver åbent.
På endevæggen i det første rum findes disse stærkt stiliserede krøllebølger, typiske antikke ornamenter. En mindre stiliseret gul væske løber fra et skridt, men den er dog stadig komisk-naivistisk dråbeformet. En hvid muskuløs torso, som kunne stamme fra en antik statue, svæver på sin egen isflage ved siden af et fragment af en brun hånd der strækker sig søgende og sansende ud. Et andet sted på væggene findes en gruppe fragmenter af røde fingre, ører og et knust ben. Man får et indtryk af immobilitet og sanseforvirring. Farverne er lyse, og stilen er herligt gurlesque, men melankolien lader sig ikke ignorere.
Værket i det tilstødende lokale virker mere middelalderligt end antikt. Tuvs milde blokfløjtetoner understøtter en fortælling om forvandling. Den fragmenterede hesteflok til venstre, en magisk stendør i midten og et kæmpe frøansigt til højre. Hjernen laver historier, og jeg synes jeg ser at heste- og frøkroppe muterer og blander sig med hinanden. Frøansigtet er i sig selv ikke så tryghedsskabende. Om det er et monstrøst hestemåltid eller tilblivelsen af et nyt magisk fantasidyr vi er vidne til, er uklart.
Freskofragmenterne er intet puslespil, det ville være for nemt. De knuste historier er åbne for alle mulige associationer, og det giver en behagelig ro at intet flimrer i rummet. Den mildt arkaiske billedteknologi virker på godt og ondt eskapistisk. Disse fragmenterede fortællinger kan ikke hurtigt redigeres; motiverne forbliver på hver deres isflage. Adskiltheden virker permanent, intet kan lige photoshoppes sammen, selvom det antydes at magisk forvandling er mulig.
