Lyset er dæmpet i Den Fries kælder, som var det en eksklusiv juvelérbutik. Men flere af de udstillede mønter er efterhånden også kostbare samlerobjekter og i hvert tilfælde artefakter med en særlig kulturhistorisk værdi. Det er den fascinerende historie om møntfoden kaldet ’1 Fed’ (fordi værdien skulle modsvare et gram hash), som Christianias pushere søsatte i 1976 som et alternativ til den danske krone, en af utallige løsrivelsesprojekter fra den stat, som fristaden ville frigøre sig fra.
Mønterne ligger i flotte, højbenede montrer, som J.F. Willumsen engang har lavet til Den Frie Udstillingsbygning, som han som bekendt også tegnede. Jeg har ikke set dem før, men i disse år graver kunsthallen mange ting frem fra gemmerne, som Willumsen i bedste Gesamtkunst-skønvirke-ånd har lavet til stedet, blandt andet nogle ekstraordinært lange bænke i museumsgrå bemaling. Sådan én står der også i udstillingen 1 FED. Her kan man sidde og studere kataloget, en væsentlig del af udstillingen.
I begyndelsen fungerede mønterne udelukkende som den gangbare valuta, de var tænkt som, men de sidste mange år har de også været samlerobjekter med lange ventelister til årets nye mønt. Hovedparten er fremstillet i sølv, en god håndfuld i guld, enkelte i messing og kobber. Ikonografien veksler mellem vikingeornamentik, naver-håndværk, slyngede naturornamenter eller bare udsyrede abstraktioner. Der er flere motiver af kendte steder på Christiania; skaterbanen, Pusher Street eller de rasende svaner i voldgraven. Samtlige mønter, fra 1976-2021, er slået af gravør Vagn Sorento Dichmann, som døde sidste år. Slutter historien om mønterne så også her? Det ville på en måde være i bedste Christiania-ånd, og langt fra nationalbankens compliance, at selv penge har sjæl og at en møntfod kan ophøre sammen med et liv. På den anden side er mønterne kun udlånt til udstillingen og ryger tilbage i cirkulation bagefter.
Udstillingen er arrangeret af Det Kosmiske Hierarki, som siden 2019 har stået bag flere inspirerende udstillinger og interventioner på Christiania (i biografen, genbrugsmarkedet og lokalavisen). Udstillingen på Den Frie er første gang, hierarkiet opererer udenfor fristaden. Kunstneren bag, Ann Sophie von Bülow, bor der heller ikke længere, men hun er født og vokset op dér, og man mærker denne dobbeltposition i alt, der bærer Det Kosmiske Hierarkis signatur – både hvad angår iltningen af Christiania som idé, herunder forestillinger om frihed og alternativ livsførelse, og når det kommer til spørgsmål om kunst og frihed på den store klinge. Flotte ord, men den lille og ganske konventionelle møntudstilling på Den Frie emmer faktisk af alt dette.
Kataloget har hvidt, blankt omslag og er på overfladen lige så stramt og enkelt, som alt på Christiania ikke er det. Det består primært af billeder, affotograferinger af samtlige mønter, en side per mønt, for- og bagside. Og bagerst, udgivelsens eneste tekst, en registrant med nøgterne beskrivelser af hver eneste mønt; motiv, størrelse og materiale: «En nar peger på sin næse og holder et scepter med hampeblad i toppen. Narrens hat har tre spidser med en bjælde i enden» (1 FED, bagsiden, guld, 2008) eller «En frø indhyllet i røg sidder i lotusstilling og ryger en chillum» (1 FED, forsiden, sølv, 2013). Ingen analyse eller tolkning.
Det får mig til at mindes et fag på kunsthistorie, ’billedbeskrivelse’ – som måske ikke findes mere? Der er i hvert tilfælde ikke meget selfie over øvelsen, for i ’billedbeskrivelse’ måtte man ikke analysere, kun angive fakta; medie, dimensioner, motiv, år, stilhistorie etc. Kedeligt var det ofte at gå hen på et museum for at skrive en sides ren beskrivelse af en skulptur. Senere forstod man jo pointen, at man blev trænet i at se.
Det ligger selvfølgelig lige for at køre den tørre numismatiker-stil i et katalog om mønter, men grebet har desuden den geniale sideeffekt, at det begrænser kneveren – floden af fortællinger, der pibler ud af Christiania, bare man kaster det mindste blik på en selvbyggerskorsten eller falder i snak med et par oprindelige nitter. Samtidig kan jeg ikke lade være med at se det som en kommentar fra Det Kosmiske Hierarki, hvis ører for længst er faldet af – af maratonlange fællesmøder på Staden eller bare sådan helt generelt: ’Se nu for h… bare på mønten’. En tiltrængt fokusøvelse for en tidsånd i brand, kunne man også sige. Det er et andet krydsfelt, der dirrer under den ellers lavmælte udstilling, koblingen af historiske og aktuelle brande, indenfor og udenfor reservatet. Men også indenfor og udenfor kunstens rum, for 1 FED foregår også udenpå Willumsens bygning.
På Den Fries facade, ud mod det trafikerede lyskryds overfor Østerbro Station, hænger et stort LED-værk. «HA$H» og «1 FED» står der med tynde lysdioder, inklusive en lysende pil i retning af indgangen. Bag værket står Mira Winding, som studerer på kunstakademiet i København og også har tråde til fristaden. Det er nærmest en slags Staden-konceptkunst, som man aldrig har set det før, fordi den form for tænkning knap findes i fristadens kunsthistorie, hvilket er en flippet tanke i sig selv. Samtidig er der jo en form for finurlig fristads-koncept i meget af Stadens folklore, som netop Det Kosmiske Hierarki har øje for. Her sker der altså noget: En ny generation med kærlighed til den sejlivede hjerte-og-fredsdue-hippieæstetik, men som formår at vride den videre, hvad enten det gælder den lokale møntfod eller den evige jul i altid lyskædeornamenterede Pusher Street.
Frihed og mønter i montrer er ikke umiddelbart forbundne størrelser, men ender i denne udstilling på forunderlig vis med at være tæt sammenfiltrede. Da jeg besøger udstillingen igen flere uger efter åbningen, er jeg alene i rummet. Kom og syng en enkelt sang om frihed. Syng den højt så alle kan forstå… » – begynder det indre soundtrack i min corny hjerne.
Jeg smiler af mig selv, men også af, at mens landets midaldrende kommentatorer (som virkelig trænger til at øve sig i billedbeskrivelse!) fylder aviserne med pseudodebatter om såkaldt skandalekunst, som de tror optager den unge scene, så finder unge kunstnere en sprække, et sted at snitte tidsånden, i en udstilling om Christianias kryptovaluta. Eller som Ann Sophie von Bülow siger det i efterordet: «et vidnesbyrd om en verden som hverken kan eller vil beskrives.»
