Det er forventningen til landskabet, måske særligt i den store nordiske midsommer, at det også skal skræmme lidt. At der bag sådan en gylden skønhed hele tiden ligger noget fugtduftende melankoli og skvulper, klar til at gøre humøret mørkere. Forventningerne til Mamma Anderssons soloudstilling på Louisiana var ikke de samme som til et skandinavisk landskab, men det viste sig, at det uforklarligt ømme, der kan bo i tomme skoves skumringer eller slæbe sig gennem fjeldene, når nattelyset er højest, også fandtes mellem Anderssons malerier.
Igen og igen denne fornemmelse af noget hjemsøgt; at skælve og briste lidt over billedernes svaner, lysninger, dukker, mennesketomme rum, som man også skælver ved et virkeligt efterårs konturmættede aftenskove. Andersson er maler i ordets måske mest romantiske, traditionelle og tilsyneladende tidløse forstand: en tavs og vældig scenisk figuration, hvor naturen og hjemmene og dyrene som regel er hovedroller, af og til nogle rygvendte personer. Kun to (!) menneskeblikke ud af billedet, findes der blandt udstillingens 60 værker.
Ansigter stjæler energien i et maleri, mener Andersson, uundgåeligt standser øjnene der, hvor et menneskes aflæselige ansigt er. I det åbne landskab kan de derimod flyde med, øjnene, når en rød fjord tårner sig op i flere meters højde, de kan brede sig udover den gåde, som en juicy skovbund er.
En del af Anderssons værker er malet på træplader, og det gør selve billedformen robust og afdæmpet på en måde, der skærper bevidstheden om stedernes eget drama. Minimale og ofte uindrammede giver pladerne plads til en teknisk virtuositet, hvis omgang med farver og materialer hele tiden flår lidt i hjertet.
Nærmest umuligt er det for eksempel at holde op med at kigge på vandets afgrundssorte overflade i et hav, der er så dybt af sorg, at museet omkring maleriet uden videre fortoner sig. En frossen fyrreskov – man kan se, at den er helt stille – låser blikket fast i sin ildevarslende gerningsstedsstemning. Det er noget dunkelt, ligeså formløst psykologisk som håndgribeligt og kulsort, der siver ud af maleriernes såvel menneskeuafhængige som menneskesmadrede landskaber og sætter sig som en kølighed i de lavmælt kuraterede udstillingsrum.
Men ved siden af naturen, med samme sprøde betydningsfuldhed, tager også et mildt indendørsliv plads, bogstaveliggørelsen af den trummerum, som udstillingstitlen Humdrum Days antyder. Der er tableauer med opvask og dækkede borde, et linnedskab og et soveværelse og sofaen, nogen netop har siddet i.
Alt det her umiddelbart undervældende hverdagsinteriør, ’det lille hjem’ som monoton arketype, skaber en oplagt, men aldrig banal kontrast til storslåede naturevigheder. Snarere får man fornemmelsen af tynde liner spændt ud mellem malerierne, som de akser et skandinavisk velfærdsliv kan udspille sig på: Vejen gennem årene, hele tiden pendulerer den mellem regninger og madlavning og birketræer, vasketøj og sublime solnedgange. Der er noget helstøbt over afstanden mellem hestene på vej ind i et opløst flammende fjeld og de møbler og katte og bøger, der bare ligger stille i stuerne.
Anderssons malerier er overlegne på en nedtonet måde, fra boligmotivernes besynderligt præcise, gestaltede scenografistemning til måden et skelet eller en træstamme er malet med noget nærmest cementlignende, der får det til at rejse sig fra billedfladen som et spinkelt relief. På intet tidspunkt føles det som om værkerne råber, trods deres dimensioner og tyngde opfører de sig anderledes end mere maskuline maleritraditioner, der altid og utrætteligt anstrenger sig for at blive set og elsket, tykke af olie og magt.
Hele vejen gennem Humdrum Days vibrerer fornemmelsen af, at disse malerier også godt kunne findes og være betydningsfulde, uden et stort museum til at indramme dem. At de er åbne vinduer til en sensibilitet, der på en gang føles universel og hyperpersonlig, og at de er uimponerede over dem selv og deres mulige beskuere – ikke på en apatisk måde, men som en ro og en styrke med noget ’kvindeligt’ over sig.
En stramt binær læsning af Mamma Anderssons arbejde er i bedste fald uinteressant og i værste fald respektløs, men at nedtone betydningen af kvindekønnet som vilkår for et liv og en praksis er også ignorant. At være kvinde i en kunsthistorie, der – hvad (figurativt) maleri angår – er særligt inficeret af mænd, må gøre enhver arbejdssituation, ethvert udtryk, der undersøges og færdiggøres og udstilles, til et potentielt besvær. Dermed ikke sagt, at et maleri kan reduceres til at være en singulært feministisk reclaiming af hjemmet som kvindens kampplads, eller en forceret tilkæmpelse af det naturromantiske sprog, som mændenes enorme egoer har haft patent på.
Det private er ikke politisk, det er bare privat og vedkommende og almenmenneskeligt, selvom alverdens malende mænd har praktiseret en anden patos. Landskabet er ikke en arena for malertekniske magtdemonstrationer, det er bare den ultimative scene for ethvert levet liv, enhver død.
Mamma Andersson præsenterer en virkelighed, som den er, tilværelser, som kendes og deles af mange, men udstillingen er også et enkelt menneskes massive følsomhed, der mejsler sig ind i kroppen og bliver der. Fornemmelsen af adgang til et greb om nogle liv, der virkelig er andres. Netop hendes øjne på almindeligheden og overvældelsen. Naturligvis er landskabet og hverdagen uendelig og alles hele tiden, men derfor virker begge dele så meget væsentligere, når stederne filtreres og gives til os som felter af en eksakt skønhed, vi kender, men aldrig har set på akkurat den måde. At mærke andre menneskers stemninger, at oversætte dem og lade dem udvide ens eget indre er vel noget af det smukkeste ved at være et menneske.
