En kritiker takker af

I sensommeren 2008 relancerede Dagbladet Information sig selv for at holde avisen konkurrencedygtig i det øvrige medieudbud. De intellektuelles yndlingsavis udkom fra nu af i et nyt layout, og den seriøse, fagtørre profil blev i højere grad ledsaget af lettere stof, samt en accentuering af den personlige reportage og vinkling. Som et led i denne relancering introducerede Information den kontroversielle journalist Michael Jeppesen som avisens eneste kunstanmelder. Tidligere politisk-satirisk klummeskribent på tabloidavisen Ekstra Bladet og gratisavisen Urban. Kendt af få som kunstsamler, men uden nogen kunstfaglig uddannelse. Kunstverdenen løftede skeptisk men nysgerrigt brynene og tog en dyb indånding, i usikker forventning om dét, der skulle udvikle sig til et fem år langt had/kærlighedsforhold. Jeppesen blev hurtigt manden man elskede at hade, eller hadede at elske.

Den 5. september 2008 bragte Information Jeppesens første anmeldelse, hvor han i sin, især dengang, flabede gonzo-stil beskriver, hvor forholdsvist uimponeret han er over Statens Museum for Kunsts stort opslåede samtidskunstudstilling Reality Check. Anmeldelsen stod dog ikke alene, men blev ledsaget af en sladderspalte med navngivent rygtenyt om bl.a. kunstnerflugt og – fyringer fra københavnske gallerier og bonusinformation om en gallerists graviditet. Kontroversiel fra dag 1. Ugen efter fulgte Jeppesen op med en sønderlemmende anmeldelse af den unge københavnske kunstner Jonas Pihl, der sigtede og ramte hårdt under bæltestedet. Både denne og flere andre tidlige anmeldelser inkluderede i øvrigt både værkpriser og mål, så de kunstmarkedsinteresserede læsere hurtigt kunne udregne kunstnerens «værdifaktor».  

Således trådte «Jeppesen», som han almindeligvis kaldes, ind på kunstscenen med træskostøvler på og siden fulgte hundredevis af anmeldelser, notitser og hertil den årlige rangliste, «Magtens top-100», hvor de mest magtfulde personer i dansk kunstliv blev tildelt en placering og en kort fyndig kommentar.

Kunstscenen rasede og var officielt forarget og frastødt, og Jeppesen blev næsten øjeblikkeligt persona non grata, omend alle fra da af læste hans artikler. Nogen for at fuldende følelsen af afmagt over verdens meningsløshed, nogen for at nyde forargelsens sødme, nogen for at godte sig over hans ublu rolle som drengen i Kejserens Nye Klæder, nogen for at le over hans humoristiske analogier – og andre fordi det med årene stod mere og mere klart, at Jeppesen havde noget på hjerte og at hans kunstkritik ofte var skarp og valid.

I rablende men kunstfagligt informerede vendinger bruger Jeppesen fx Georg Gearløs, Anders Fogh Rasmussen, Simons Natklub og Phineas & Ferb til at åbne en konceptuel og umiddelbart hermetisk Rolf Nowotny-udstilling hos Christian Andersen, og når han i en anden anmeldelse sammenligner Olafur Eliassons bidrag til kronprinspalæet, med en trappeopgang i Scientology må man fnise – det er sjovt, fordi det er rigtigt. To vidt forskellige eksempler på Jeppesen, der rammer hovedet på sømmet – og der er en del at tage af, for Jeppesen har uden sammenligning været Danmarks mest produktive kunstanmelder de seneste 5 år.

For en uge siden annoncerede Jeppesen så på Facebook: «Jeg har lige sagt op som kunstanmelder på Information. Det føles forkert. Det var fem sjove og spændende år. Men det gælder om at stoppe inden man når bunden. Og hvor bliver det dejligt at kunne gå på galleri og museum igen uden at skulle klæde sig ud som Günther Wallraff». Jeppesen takker altså af som kunstkritiker, og uanset om man lader champagnepropperne springe eller skåler vemodigt i gravøl, må man anerkende, at Jeppesen har udfyldt en særlig rolle indenfor dansk kunstkritik.

Kunstkritikk har talt med Jeppesen for at høre om hans syn på sin egen rolle som kontroversiel kritiker og om hvorfor han egentlig takker af.

Traditionelt har kunstanmeldere og -kritikere en kunstfaglig baggrund, men du er uddannet journalist og var tidligere fast skribent for ’lettere’ medier som Urban og Ekstra Bladet, hvor du hovedsageligt skrev satiriske, politiske kommentarer. Hvordan kom kunsten ind i billedet? Og hvordan gik det til, at du pludselig begyndte at skrive kunstanmeldelser?

Jeg har altid interesseret mig for kunst. Mit boglige gennembrud var en bog af Giacometti, jeg læste som teenager. Jeg skrev faktisk også for Artpress tidligere, jeg husker blandt andet en anmeldelse af Joachim Koester i start-nullerne. Men indtil kulturredaktør Peter Nielsen fra Information spurgte om jeg ville skrive for dem, var kunstanmelder ikke en titel jeg havde gået og drømt om. Jeg tror ikke at hverken et kunsthistorisk studie eller et job som politisk journalist gør en perfekt som kunstanmelder. Det handler om at kunne opleve kunsten, tage den til sig og være i stand til at udtrykke sig og give det en smagsdom. For mig kan den politiske journalistik måske så tilføje et analytisk lag, der er med til at kvalificere dommen. Men ja, jeg har skrevet for forskellige lettere medier før og kan ikke afvise, at jeg kunne finde på at gøre det igen.

Du er også en ivrig kunstsamler. Hvad har det betydet for din rolle som anmelder?

Ingenting. Og det er også ved at være en del år siden, at jeg var ivrig. Lang tid før jeg begyndte at anmelde.

Ingen i kunstverdenen vidste rigtig hvem du var, før du pludselig blev en meget aktiv anmelder for Information. Tror du, at din manglende forhistorie i kunstverdenen har haft indflydelse på hvordan dine anmeldelser er blevet læst?

Selvfølgelig. Når Poul Erik Tøjner skriver højstemte tekster ud fra sin mavefornemmelse, er det stor videnskab. Når jeg kommer med en analyse af et værk er det dumt og ligegyldigt. Engang imellem kunne jeg måske godt have krydret mine tekster med flere referencer, men det skulle så have været for min egen forfængeligheds skyld og den har jeg ikke haft med på arbejde. 

På en lille scene som den danske – men det samme gælder jo i virkeligheden også for kritikere i N.Y. eller London – kommer man hurtigt til at kende alle og skal anmelde folk man lige har drukket øl med. Hvordan har du taklet det? Har du opstillet regelsæt for dig selv i den forbindelse?

Jeg har ikke min omgangskreds eller ambitioner i kunstverdenen, så det har været let. Det har dog været en stor skuffelse for mig, at jeg ikke har haft flere samtaler med folk i kunstscenen. Jeg kan nemlig også godt lide at tale om kunst. Og det havde jeg nok haft lejlighed til, hvis jeg havde taget med til nogle ferniseringer.

Udover dine anmeldelser bidrog du også med spalten «Kunstsamlernyt» og «Magtens top 100». Hvad var tanken bag disse kategorier?

Kunstelskere taler sjældent om kunst. De taler mest om andre kunstelskere. Så derfor har jeg syntes at det var vigtigt også at have det element med i min formidling. «Magtens top 100» er let at hade. Men mon ikke dem der hader den mest også er blandt dem, der bladrer den først igennem. Jeg synes i hvert fald den er sjov at lave og gennemsigtighed kan man ikke få nok af. Lad os vide hvem der bestemmer.

Du har også skrevet to bøger, hvori du introducerer et udvalg af danske samtidskunstnere og deres værker. For nyligt udkom Best of – 67 x Kunst og i 2006, udkom Overblik – 63 danske samtidskunstnere. Til hvem har du skrevet disse bøger?

De er skrevet til alle dem, der som jeg selv har svært ved at læse de tilgængelige tekster om kunst. Desuden kan man sjældent læse sig til, hvad kunstnernes kunst egentlig handler om eller hvad det kan eller vil. De er måske skrevet ud fra mine mavefornemmelser og erfaringer, men det er kun for at nå andre. De skal kunne smage det, når de læser om det. Men det er selvfølgelig lidt et paradoks, for den kritiske læser af disse ord vil forveksle min mavefornemmelse med mig og dermed tro, at det er mig folk skal opleve. Og det er det ikke. Det betyder intet for mig, om folk tror jeg er klog eller dum eller om de er enige for den sags skyld. 

Du synes – både i anmeldelser og bøger – at have en særlig interesse for det felt i den yngre samtidskunst, der udfolder en konceptuelt baseret nyformalisme og en fornyet interesse for materialet. Har du søgt at agere talerør for et særligt kunstnerisk sprog eller praksis?

Nej. Det har ikke været bevidst. Og dog må jeg her på falderebet i mit engagement i kunstens verden, erkende at det simpelthen er lettere at skrive om konceptkunst, hvorfor den måske engang imellem har trængt andre genrer lidt i baggrunden.

Din kritikerstemme er temmelig karakteristisk: du skriver ofte ud fra din personlige oplevelse af udstillinger og værker, i en gonzo-inspireret stil. Hvorfor vælger du den indgangsvinkel og hvordan er den blevet modtaget af læserne?

Det er kunstkritik, ikke videnskab. Dermed ikke sagt at jeg ikke støtter nogen faglighed, så snart man har en vis erfaring, bliver det til et fag. Men det er sandt, at jeg først rækker ind i mig selv, før jeg rækker ud efter pressemeddelelsen eller leksikonet. Hvordan det er blevet modtaget? Elendigt af andre kunstkritikere og museumsfolk. Jeg har decideret haft svært ved at komme ind rundt omkring. Pænt af kunstnere. Og rigtig godt af læserne.

Hvordan ser du tilbage på dine 5 år som anmelder og hvorfor har du valgt at stoppe nu?

Jeg har nydt det. Jeg elsker virkelig kunst som et middel til fordybelse i mit eget sinds afkroge og i en verden der er så stor, at hver uge har bragt mig nye steder hen. Jeg har nydt at skrive stort set hver eneste anmeldelse. Jeg bilder mig ind, at mit kunstsyn har ændret sig fra snævert til bredt. Men jeg læser ikke mine egne tekster, de er meget baseret på mit møde med værkerne og et hidsigt natligt intermezzo med tastaturet. 

Jeg ville virkelig gerne have fortsat som anmelder, men jeg har desværre ikke tid. Siden jeg tog en pause i september har jeg blot udskudt den uundgåelige opsigelse. Alligevel er det vildt mærkeligt, at føle sig som kunstkritiker den ene dag, og så sige op den næste. Men det er lidt det, jeg har gjort. Jeg har krøllet en etiket sammen og smidt den ud. Jeg er ikke længere kunstkritiker. Og nogen vil mene, at jeg heller aldrig har været det. Men jeg har set mindst tre udstillinger om ugen i fem år, og det er der ingen, der kan tage fra mig. Og det blev en mærkelig sætning, men det er fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal svare.