Vi starter i skyerne, helt let og overjordisk hvidt. Vi letter fra verden, som vi kender den, med dens problemer og pandemier, og stiger op imod solen og den blå himmel efter en lang, mørk vinter. Her danser nøgne kvinder sanseligt rundt, kysser bierne og spiser af blomsterne, i en halvcirkelformet videoprojektion på transparent, hvidt stof, mens vi ligger henslængt på en blød hvid pude og betragter dem. En kvinde holder med en performativ gestus en blæksprutte op, betragter den ømt og kærtegner sensuelt dens tentakler, mens andre dækker op til theselskab i himlen.
Jeg når lige at tænke, at her kunne jeg godt ligge hele dagen, da en uro af grøntsager langsomt glider ned fra loftet og danner skyggebilleder på projektionen. En citron, en gulerod, et løg og en tomat danser en runde, før de glider tilbage, hvor de kom fra. Måske et tegn oppefra om, at det hele nok skal blive godt igen. Måske er de tabt fra lastrummet på et af de fly, der før lockdowns og rejserestriktioner trak giftige, hvide striber over himlen og opvarmede vores klima, mens vi sad bag de duggede flyvinduer, drak the og kiggede på skyernes dans, på vej imod næste biennale.
Franske Laure Prouvosts første soloudstilling i Skandinavien inviterer til den slags eskapisme; en fantastisk, intim og nærmest barnlig fantasiverden, omsluttet af en blød membran og af Prouvosts hviskende røverhistorier om utrolige objekter, uendelige sommerdage og en fiktiv bedstefar, der forsvandt i en tunnel.
Det er et univers, der er lige så fabulerende og altomfattende, som det er forseglet og tungt symbolsk ladet. Det åbner, omslutter og river os med, men hver gang man prøver at gribe fat i et element, glider det fra os, udviskes og bliver til noget andet.
En del har med Prouvosts helt særegne vokabularium at gøre. Udstillingen er fyldt med objekter, relikvier, som hun selv kalder dem, der binder enkelte værker og elementer sammen til en større fortælling. Her er thepotter, bløddyr, hindbær, tunneller og en storfamilie af kulørte væsener, nogle fiktive, andre reelle. Over det hele svæver Prouvosts egen stemme, luftig og stakåndet, med charmerende franglish accent og krøllet syntaks; svær at forstå, gribe eller udrede, men med en entusiasme som et barn, der fortæller om en netop oplevet drøm.
Our elastic arm hold tight through the claouds udfolder sig som en filmisk nedstigen fra skyerne igennem kød og vand og helt ned under jorden. Det samme hvide, halvtransparente stof fører os gennem en tunnel, hvor skulpturelle værker af muranoglas kan anes igennem maskerne og ind til endnu et videoværk.
Swallow (2013) består af det, der føles som en bevidst række af populærkulturens mest slidte klicheer om den kvindelige seksualitet. Her bader nøgne kvinder i et vandfald, mens uskape billeder af åbne frugter med dryppende kød veksler med tunge vejrtrækninger og nærbilleder af lyserøde munde, der spiser bær. «Turn around», hvisker stemmen. «The fruits are naked».
En del af udstillingen bygger videre på den fiktive historie om Prouvosts bedstefar, som hun udviklede til sin Turner Prize-vindende installation Wantee i 2013. Bedstefaderen, en konceptuel kunstner, der har ret meget til fælles med den britiske John Latham, som Prouvost var assistent for under sin studietid, gravede efter sigende en tunnel fra sit hjem i det nordlige England til Afrika og forsvandt i den, mens bedstemoderen blev tilbage, pligtopfyldende serverede the og arbejdede på sine tekstiltapeter. På Charlottenborg glider vi ind i en dunkel tunnel af tapeter og grene, fyldt med små tableauer af tekst, billeder og hindbær, som bedstemoderen med husmoderens selvopofrende betænksomhed har stillet frem til os.
Vi møder historien igen i udstillingens sidste videoværk; en slags meta-værk, hvor vi bevæger os helt ned under jorden og med håndholdt kameraføring søger at finde ud af, hvad det var, han søgte i det underjordiske og underbevidste, denne kunstneriske faderfigur, der forsvandt i sit eget koncept.
Undervejs bliver han nærmest til en slags insekt, der er overvintret under jorden eller har forpuppet sig, og nu pludselig, da forårssolen brød igennem jordlaget, springer ud og grådigt æder blomster og pollen, før det hele igen er forbi. En slags kunstnerisk døgnflue, der – ligesom mennesker generelt – vil have det hele: Succes, kærlighed, frugt og en følelse af at være helt i live i det korte stykke tid, den er på jorden.
Måske er det sådan, vi skal forstå Prouvosts udstilling i det hele taget; som et hæsblæsende og lettere gøglet tagselvbord af alt det, vi drømmer om, alt vi kan æde og forbruge og forbinde os selv med igennem kropsåbninger og safter og poesi, før det hele er forbi. En freudiansk ønskebrønd af lystfyldt materialitet, der suger os ned i dybet og hvirvler os rundt i strømmen, mens vi rækker ud efter verden og hinanden med vores lange, elastiske arme.