19. december – Hannah Heilmann

A Kassen, A Kassen Carnegie Art Award 2014, Den Frie, København / A Kassen Carnegie Art Award 2014, Oslo Kunstforening, Oslo.

Jeg var til møde med det lille forlag Officin, der deler værksted med A Kassen. Mine øjne faldt på en stor papmodel af Den Frie, hvor der tydeligvis og lidt overraskende foregik en maleriudstilling. Jeg spurgte rimeligt nysgerrigt til projektet, der dog i samme nu blev tilføjet et par skulpturværker, en æbleskulptur, og en lighter-skulptur blandt andet, imens A Kassen gled af. Røgslør. Der var naturligvis tale om Carnegie-udstillingen, som de var paranoide for skulle falde i dårlig jord hos den ene eller anden part, og holdt hemmeligt helt til det sidste.Kort fortalt: A Kassen vandt tredjepræmien i den prestigefyldte og pengestærke nordiske malerkonkurrence Carnegie Art Award i 2013, der normalt også indbefatter en vandreudstilling med alle nominerede kunstnere. Imidlertid blev turneen denne gang aflyst efter den første udstilling i Stockholm, pga. økonomi. Den Frie i København, som ellers skulle have huset showet, stod således med et hul i deres kalender og bad den prisvindende Kasse om en solo. Som løsning herpå fik de alle udstillingens malerier reproduceret ved at sende det oprindelige katalog af sted til kinesiske kopi-malere. Og det var en skidegod udstilling! Jeg har det egentligt stramt med den der trend, hvor man udliciterer sin atelier-praksis til udenforstående ikke-kunstnere – hvis ikke det gøres med stor præcision og nødvendighed kan det nemt komme til at handle om, at kunstnere skal huske at skamme sig. Men af en udstilling at være, der åbenlyst handlede pænt meget om økonomier, kunne den siges at vise maleriet en overraskende respekt. Nogle af kopierne var bedre end andre, fordi der foregik en produktiv transformation, eller fordi den pågældende kopist var en helt hæderlig maler. Andre af de kopierede malerier fremstod sjælløse, og var således det perfekte backingband for de vellykkede.

Anna Klindt Sørensen, Anna Klindt Sørensen, Rønnebæksholm, Næstved.

Jeg kom forbi den her udstilling. Nænsomt udvalgt, sobert ophængt, uprætentiøst og godt kunsthistorisk arbejde med ukendt maler-malers livsværk. Det er efter bogen, ikke nyskabende; der er billeder fra Spanien, og billeder fra værelser, og billeder af mennesker, stille og roligt, en portion gode male-malerier. Går man årstallene efter kan man se at kunstneren ofte har malet på hvert enkelt maleri over en periode på flere år, så lagt det til side, og en rum tid efter er vendt tilbage igen.

Emma Sheridan, Portrait of Olifat (Born from his Mother’s Head); and Other Love Affairs, New Years, København.

Hvis der i øvrigt er nogen i København, der på en ligefrem måde kan få «udstillingen» til at fremstå som et totalt naturligt format, må det være udstillingsstedet Years, der med deres program til stadighed opmuntrer med skødesløs elegance. Således også med Emma Sheridan, en yngre britisk kunstner, der pt. holder til i København, og som jeg gerne ser meget til i fremtiden. Udstillingen finder sted i Years’ vindues-lillesøster i Kødbyen, New Years, og sidst jeg tjekkede var den stadig oppe, og den var også det hele værd. Her har vi en kunstner, der sikkert til dels skammer sig lidt over at have lavet en installation af figurativt bemalede glasplader (der så måske alligevel nærmer sig en slags tegning?) – må man godt det? – og som så heldigvis har gjort det alligevel, uden at skamme sig. Et knivskarpt blødt historiemaleri anno 2014 med trickster-mytologier og kærlighedshistorier fra verdensaltet.

Steinar Haga Kristensens opera The Loneliness of the Index Finger (Part II): The Specialization of Sensibility in the Raw Conceptual State into Stabilized Theatrical Sensibility (Consensus Image), Oslo.

Det var fuldstændigt urimeligt, at jeg befandt mig i Oslo og endte med en af de få umulige billetter til Steinar Haga Kristensens opera, som fandt sted oppe i tårnene i Oslos fantastiske og brutale Rådhus i begyndelsen af september. Scenografi: En meget stor, meget flot fresko. Tematik: Kunstneren, der er så ked af, at han ikke må male monumentale malerier. Ha, hvor langt ude. Godt! Kompositionen for rådhusklokkerne der akkompagnerede de dygtige operasangere, skrevet af Morten Norbye Halvorsen, og spillet på klokkerne for første gang nogensinde af Carillonneur Laura Marie Rueslåtten (for hvordan skulle hun have kunne øve sig?) var særligt smukt. Det må have været pænt fabelagtigt at gå rundt i Oslo og bevidne det nedefra, og på den måde blev en dekadent eksklusiv opsætning også demokratisk og tilgængelig. De tre goofy dansere i hudløs-muskeldragt-dragter, der bevægede sig i slow motion, og hvis koreografis væsentligste træk var en stivnet grimasse med opspilede øjne og munde, var også eminente.

Bevidsthedens materialiseringer, seminar, Sorø Kunstmuseum, Sorø.

Jeg har været til flere seminarer i år, der handlede om kunst og videnskab eller klima eller noget med det antropocæne eller nymaterialisme, men dette outshiner suverænt dem alle sammen. Der var opdatering på bakterier og planter og alt det andet, som vi alle sammen interesserer os for, og hvem vidste at der er en gymnasie-pige i Danmark, der har en magnet indopereret i hånden for at få sig en sjette elektromagnetisk sans? Der var en helt vidunderlig performance med ensemblet CAAST, hvor Cæcilie Trier tørfølsomt dirigerede verdens bedste deadpan sol-og-måne Latz/Hartvig-set up, Tobias Kirstein pludseligt råbte, og Andreas Führer slappede af på en ekstremt seriøs måde. Og meget mere. Det hele veloplagt præsenteret af Jacob Lillemose, endnu bedre arrangeret af Birgitte Kirkhoff med input fra Ursula Nistrup, og rundet af med en – jeg siger jer – HELT VILD tankelæser-optræden.

Emil Elg, Asger Hartvig, Holger Hartvig, Lasse Latz, Simon Latz, Asger Valentin og Bjarke  Valentin, LOL Beslutning (konference-kammerspil i 6 akter) / præsentation af lydfiler Synd og Skam / koncerter med Seksuelle Mennesker og First Flush, 10. oktober (Kulturnatten), Hovedbiblioteket, København.

Hvis ikke disse mennesker går op i limningen af bar anstrengelse over at blive elsket så meget, så må vi nok forvente os en del mere dansk kunsthistorie fra dem. Her er der håb. Konference-kammerspillet fandt sted i et ganske lille og perfekt kommunal-ubestemmeligt lokale oppe under taget på Københavns Hovedbibliotek, komplet med en susende ventilator, der spillede en afgørende rolle for kompositionen i de lange og meget præcise pauser. Det kunne kun lade sig gøre at få adgang til en enkelt af de 6 akter (hver 30 min inklusive ankomst og afgang), så vi havde fordelt os i gruppen for tilsammen at se så meget som muligt. Derfor ved jeg, at der var østersservering med Selfies, og at den meget stilfærdige akt, som jeg selv overværede, må regnes som en af forestillingens mest action packede, både recitation, spansk guitar og keyboard solo («jeg er miserable, jeg har ingen værktøjer her»), og et slideshow med billed-googlede konferenceborde og ørkenlandskaber. Levels pænt meget up. Bagefter var der en præsentation af Synd og Skam-lydfiler fremført af Asger Valentin med knusende ro, og akkompagneret af et videoloop af bagdrenlene på mikrofon, godt format, og så to gode koncerter, hvoraf jeg især elskede Seksuelle Mennesker for at mene det de gør så eksakt og meget at det lægger os alle sammen i seng.

Andreas Ervik, Sankeofnorway.com (hostet af openyourkimono.org).

Årets julegave-idé (part I): Man kunne for så vidt også have kaldt det her en udstilling, eller en publikation, men det er vist ligegyldige overvejelser. Andreas Ervik har udarbejdet en række af avant-luksus helse- og skønheds-produkter og en tilhørende webshop, Sanke. Sanke er det gamle ord for at indsamle, ude i skoven, eller på marken efter den er mejet af en godhjertet sjusket landmand – et passende navn til denne affirmativt affirmerende måske-subversion af New Nordic-fænomenet. Der er slanke seriffer, statements, vand med velmenende mikrober og antidepressiv jordbakterie-udveksling i post-apokalyptiske chokolade-pilespidser. Alt sammen til små overpriser, hvor alle vordende (kunst)samlere kan være med. Bagmanden med det frivole forhold til bakteriekulturer ser i øvrigt selv forbandet sund og glad ud.

Ulla Eriksen, Mod Ø (selvudgivelse), 2014.

Årets julegave-idé (part II): Ulla Eriksens lille udstilling Topical, particular very non-specific fandt sted på et tidspunkt i år i en kælder i det indre København. Min yndlingsdel af udstillingen var en lille bog med titlen Mod Ø. Der er vist tale om det man kalder prosatekst. Det er en på én gang tåget og fast, en tekst om eksistens, opdelt i små kapitler. Jeg’et og dets selskab abstraherer rundt i et landskab, der hele tiden glipper. Der er fastland og ø og vand og noget vejrlig, og øen er der, hvor man gerne vil være, men øen den forandrer sig hele tiden, og man må være i bevægelse for at blive på øen, eller også har man netop bevæget sig for meget. Det er vanskeligt at forklare. Det er en tekst, der kunne handle om et kæresteforhold, men også om et samfund og en klimakrise – indsæt selv – men den går direkte i lungerne og jeg tuder faktisk lidt, hver gang jeg læser den.

Sandra Mujinga / 9Djinn, Text Messages, 2014.

Sandra Mujinga, aka 9Djinn, har ellers haft både en soloudstilling i år på Vestfossen Kunstlaboratorium og en stor performance på Kunsthal Oslos fine performance festival Soft City. Begge dele ser godt ud på dokumentation, og kombinerer modetøj og video og musik på den der fremtidsselvfølgelige måde som kendetegner Sandra, men jeg oplevede desværre ingen af delene selv. Til gengæld da jeg tænkte over, hvad jeg egentligt har været oppe at køre over i år igen og igen, så lå denne suite af tre tracks virkeligt højt. Fuck det er tight, sitrende espeløv size lille flodbølge i et beat.

Goodiepal, Brazilianske Lydbreve fra Goodiepal, Den Fri, 25. september 2014.

I sommer sad den egentligt altid hjemløse Goodie fast i Sao Paulo, mere eller mindre frivilligt, og levede en periode på gaden. Denne 39:26 minutters montage af lydbreve herfra tangerer en form for Hamsuns Sult anno 2014. Der er observationer omkring opløsning, f.eks. når han kommer til at sætte sig på et dødt dyr og derefter har permanent blodstive bukser; om musklerne, der svinder og nødvendigheden af at blive siddende på samme sted for at kunne overskue det; klatterne på asfalten, som bliver genkendelige venner; blærebetændelse, og gadelivets tiltagende inklusioner og eksklusioner. Tabet af mening og en udmattelse af at være så ked af det. Noget af det er virkeligt hårdt. Når han fortæller, at hans hjerte gør så ondt, hver gang han går ind under et tag. Men også når han taler om flugten i flyrejser, «et kondom mellem dig og verden», som han siger. Jeg tænker det henvender sig direkte til følelsen af, at vores børnebørn kommer til at opfatte vores iPhone-forbrug som en form for holocaustfornægtelse. Pre-apokalyptiske breve til en tid der er forelsket i post-apokalypsen. Det stod pludseligt klart for mig, at man kunne ligne Goodie med middelalderens eremithelgener, der netop udøvede en form for civilisationskritik ved at lægge bylivets kropslige behag bag sig, droppe ud i askese i ørken eller vildnis. Goodie noterer sig faktisk, at hans amerikanske venner synes at opfatte Sao Paulo som en form for jungle, og godt grounded i sin middelalderlige musiksmag – folkeviser og Kim Larsen – går han i gang med at splitte behovspyramiden. Mest grundlæggende er det fysiske: mad, søvn, sex. Maden lader til ikke at interessere ham så meget, søvn fylder betydeligt, et projekt der begynder forfra hver dag, og slutteligt finder Goodie simpelthen anledning til at tale om sin minimal-seksualitet. Vi bevæger vi os opad i pyramiden til sikkerhed, tryghed og det sociale samvær. Goodie reflekterer også over det romantiske (en forelskelse han ikke kan gengælde, som har voldelige følger for alle involverede, og hans høviske kærlighed gennem mange år til én). Der er gadens farer og sammenhold, og hans kærlighed til andre mennesker, hans overbærenhed med vennerne, der gerne vil komme og redde ham, mens en sært potentiel homofobisk passage om forplantning og fælleskab kaster en skygge. Til sidst er der Goodies lede ved selvrealiseringskulturen. Det er jo kun hvis man er meget rig, at man frivilligt lader sig falde ned i total fattigdom, den yderste form for åndelig dekadence (jf. eremithelgenen). Når det fungerer, er det fordi Goodie har lagt mere end sin krops sundhed i pant. Dét, der til tider hos Goodie kan tendere selvretfærdig skudsikkerhed nu tilføjet vaklen. Jeg tror, at han i virkeligheden får adresseret de hagiografiske tendenser i sin egen kunstnermyte.