Hvilke udstillinger, events og udgivelser var de mest interessante i 2015? I Kunstkritikks julekalender opsummerer vores egne skribenter og inviterede gæster kunståret 2015. Den 17. i rækken er Bianca D’Alessandro, som det sidste års tid har haft galleri i eget navn i en af de smukke 1700-tals bygninger ved Frederiksholms Kanal i København, som indtil fornyeligt husede en af Kunstakademiets billedhuggerskoler. Før da havde hun galleriet Peinture et sculpture. For tiden viser D’Alessandro en udstilling med maleren Mads Westrup.
UDSTILLING
Nick Mauss, 303 Gallery, New York
At den multidisciplinære kunstner Nick Mauss’ foretrukne medie er tegning fornægter sig ikke i udstillingen hos 303 Gallery denne eftermiddag i marts måned. Allerede ved indgangen til udstillingen mødes man af en sort streg tilsyneladende svævende i luften, men som ved nærmere eftersyn folder sig ud og bliver til et gelænder, en bro, en snoet vej højt svævende på tynde piller over gallerirummets gulv og omkranset af adskillige spejllandskaber på galleriets vægge.
Store metalrelieffer som mimer streger tegnet på væggen, bemalede spejle med motiver som mest af alt minder om skitser eller halvt opløste tegninger af poserende skikkelser eller mønstre og tegninger af bladværk, eller som med farvepletter blokerer spejlets refleksion på netop det sted, hvor de er malet, giver psykisk rum til refleksion. Man sætter selv det manglende ind, som man bevæger sig rundt langs den snoede vej.
Spejlfladerne, som står og vibrerer mellem det spejlede og spejlingen selv, kommer til at virke som en slags portaler mellem tider og steder. Blandt andet derfor virker udstillingen hos 303 med de halvfærdige skitser på spejlfader og vægge sammen med den tynde snoede vej dragende og næsten mystisk. Et af de store metalrelieffer har titlen «Rustle», som betyder at lave en blød dump knasende lyd. Igen flyder jeg videre i tid og sted væk fra gallerirummet ud på snoede stier med knasende blade, som fører ukendte steder hen.
EVENT
Anne Imhof, Deal, MoMA PS1, New York
Anne Imhofs performances er komplekse, intime studier i gestik og bevægelsesmønstre – de koder og regler, som ligger skjult i den daglige kommunikation mellem mennesker. I Deal på PS1 undersøger hun det at handle. Det at overlevere noget fra en person til en anden – at noget skifter hænder: illegale transaktioner; narkohandel, våbenhandel, forbudte gadetransaktioner, magtkampe og hemmelige koder, som opstår i det daglige.
Rummet er badet i blåt lys, som fjerner alle andre farver og gør alt gråt. En række aktører, stående eller i bevægelse, udveksler en metalstang – en form for valuta. Performere bevæger sig langsomt rundt i rummet. Dypper hænderne i kærnemælk fra to store betontrug. Drikker af den, spytter det ud igen. Således overføres kærnemælken fra person til person – sætter mærker på tøjet, i håret, på huden og drypper fra hænderne ned på gulvet.
Imhof benytter sig af repetition i både lyd og bevægelse – over tid og med kun små ændringer eller forskydninger. I Deal rystes aktørernes knyttede hænder repetitivt eller de bøjer sig bagover i buer stående overfor hinanden som i en slags tranedans indtil kroppen hos den ene må give op og lade sig falde til jorden. Styrke, udholdenhed, sejr, nederlag. Stemmer bliver til lyde, som minder om et ekko kastet tilbage fra rummets vægge med små variationer med overlap. Imhofs performances er ofte meget lange og uden peaks eller nogen form for kulmination. Som beskuer begynder man at miste tidsfornemmelsen.
UDGIVELSE
Dysfyction II, Staatliche Hochschule für Bildende Künste Städelschule, Frankfurt am Main.
Publikationen Dysfyction II er resultatet af Städelschules kreative skriveworkshop «Pure Fiction» initieret af den amerikanske science fiction-forfatter og gæsteprofessor ved Städelschule, Marc von Schlegell. Siden 2012 har denne workshop resulteret i tre udgivelser i form af mindre bøger med eksperimenterende fiktive tekster skrevet af studerende og indbudte gæsteskribenter som eksempelvis Josef Strau og Dan Graham. Publikationen er en manifestation af tekst som kunstform eller tekst brugt som kunstnerisk udtryk. Publikationens indhold og udseende er bestemt af de studerende selv og trykt i et mindre oplag fremstillet på skolens værksteder.
Ved lanceringen af Dysfyction II i Frankfurt tidligere på året oplevede jeg en anderledes boglancering i form af en slags performance, hvor studerende skiftedes til at læse op af og sommetider endda opføre hinandens tekster. Scenen var sat i et mørkelagt lokale kun lyst op af en enkel lampe ved siden af en lænestol, hvorfra der blev læst højt.
Diskussion