Med en forsikringsværdi på hen ved 5 millioner kroner skulle man tro, at Den Frie Udstillingsbygning for tiden lagde hus til Jeff Koons, Damien Hirst eller måske endda klassisk malerkunst. Men den høje værdi på den aktuelle udstilling af Jens Haaning skyldes karakteren af de udstillede genstande, nemlig omkring 25 personbiler af forskellige modeller og varierende prisklasse. Haaning har indgået samarbejde med en bilforhandler, ALD Carmarket, som i udstillingsperioden vil bruge kunsthallen som showroom for salg af nyere, brugte biler. Og eftersom kunsthallen nu er omdannet til en butik kan folk også røre de udstillede genstande – sætte sig ind på førersædet og tage i rattet fx på en sort BMW-stationcar med døre, der smækker på den tætsluttende, design-lækre måde.
For en kunstner som Haaning, hvis salgbare objekter normalt begrænser sig til et certifikat, der bevidner en aktion eller et snapshot-fotografi af en københavnsk taxachauffør er helhedsindtrykket – de blankpolerede maskiner, placeret i samtlige af udstillingsbygningens rum – en hel del mere kommercielt end vanligt. Dog går fortjenesten af eventuelle salg helt og holdent til ALD Carmarket, som også står for præsentation og salg af varerne (ved redaktionens slutning var en bil solgt og en anden var reserveret for prøvetur efter udstillingens ophør). Men selvom den opulente æstetik ikke umiddelbart gør det muligt at genkende udstillingen som et værk af Haaning, så genkender man det kunstneriske greb. Forflyttelsen af et helt miljø til en ny kontekst har været et centralt koncept for Haaning de sidste 15 år. Han har tidligere omdannet et udstillingsrum til et rejsebureau, en købmandsbutik og et værksted for produktion af flag. Men det var nok Middelburg Summer 1996 (De Vleeshal, Middelburg 1996) – omdannelsen af en hollandsk kunsthal til tekstilfabrik, der betegnede hans internationale gennembrud og som satte ham på landkortet over den relationelle æstetik. Projektet bestod i at en nærliggende tyrkisk-ejet tekstilfabrik flyttede ind i kunsthallen, komplet med produktionsfaciliteter, kontor, frokoststue og, ikke mindst, tyrkiske, iranske og bosniske ansatte, som fortsatte produktionen af håndklæder, sengetøj etc. i de nye omgivelser.
Selvom ALD Carmarket København rummer en anden betydningsforskydning og handler om anden værditilskrivning end den, der er på færde i en tekstilfabrik med immigrantarbejdere, så er grebet det samme, hvilket får mig til at overveje om udstillingen ikke skal ses som en slags retrospektiv udstilling – om det er sådan retrospektive udstillinger ser ud, når der er tale om kunst baseret på menneskelige relationer og sociale kontekster?
Når man ikke kan gentage det sociale materiale, den performative begivenhed, må man gentage selve det greb, der lå til grund for tidligere projekter (eller ligefrem beskrive det, sådan som Rirkrit Tiravanija gjorde det på sin retrospektive udstilling i 2004 på Museum Boijmans Van Beuningen i Rotterdam, hvor forskellige skribenter, bl.a. en science fiction-forfatter, beskrev Tiravanijas tidligere værker ud fra sine egne erindringer, som guider og skuespillere læste op for de besøgende i et ellers tomt museum). Sjovt nok har vi i København fornyeligt været vidne til en anden «retrospektiv» med en lignende strategi, nemlig Fos’ Osloo-projekt i Københavns Havn, som kritikeren Jacob Lillemose meget sigende omtalte «90er-vintage», fordi det netop var en gentagelse af et projekt, og især af, et greb fra 1999.
Haanings udstilling giver selvfølgelig anledning til grundlæggende refleksioner over varefetich, forbrug, kunsten i det senkapitalistiske samfund og andre gamle travere men Haaning giver ingen svar, hvilket altid har provokeret dem, som interesserer sig for samme genstandsfelt af socio-politiske problemstillinger. Hvad enten det drejer sig om psykisk syge, etniske minoriteter eller kunsten som varefetich, så leverer Haaning aldrig en løsning på de problemstillinger, han portrætterer. Samtidig er vi langt fra den nøgterne, «forskningsbaserede» kunstpraksis, som lægger analyserne frem til beskuerens selvstudie og stillingtagen. Haaning fremlægger sagen så objektivt som muligt uden at tilføre ret meget selv. Ja, vel nærmest ved at spejle den.
Det er typisk for Haaning, at selvom grebet ofte er uhyre simpelt – en tekstilfabrik eller en bilforhandler flytter ind i en kunsthal – så er der alligevel noget, der skurrer i måden, hvorpå denne enkelthed forvaltes. Det er ikke kun bilerne, der kører i tomgang på Den Frie Udstillingsbygning. Det gør udstillingens underliggende præmis også. Det præsenteres som det pureste logik, hvor enhver mellemregning kan følges til ende, men ved nærmere eftersyn skrider det i kanten: kunst er en vare ligesom biler, der sælges som dyre forbrugsgenstande og udstilles i en kunstinstitution, lidt som kunst og så alligevel ikke, idet de sælges som biler til en pris på niveau med markedsprisen for biler, ikke for kunst, selvom man for 10.000 euro ekstra kan få kunstnerens signatur på sin nyanskaffede bil…
Fornemmelsen af tomgang havde nok været endnu mere markant – altså på den gode måde – hvis ALD Carmarket København havde været begrænset til udstillingen indendørs og ikke havde haft den halvhjertede simulering af bilforhandler (reklamebannere, biler på stilladser, etc) foran kunsthallens indgang. Men når udstillingen alligevel virker stærkt stimulerende, er det fordi Haaning her, som så ofte før, præsenterer «sagen» som en kølig 1:1 kalkule, hvor alt tilsyneladende går op, men at det ved nærmere eftersyn snarere forekommer vrængende og skærende i al sin blankpolerede transparence. En skinger, analytisk tomgang. Alt er på spil. Og intet er på spil – på samme tid. Man fristes til at sige, som ALD Carmarket gør i deres reklamer og som Haaning har reproduceret på invitationskortet: WYSIWYG. Hvilket i grunden ikke er spor kryptisk, blot forkortelsen for en skinger spejling – What You See Is What You Get.
