X-rummet – Statens Museum for Kunsts de facto eneste udstillingsrum, der primært er helliget soloudstillinger med, ofte nye produktioner af, samtidskunstnere – lukker portene. Dermed skæres et intimt rum, der specifikt er helliget samtidskunstens eksperimenter i dette store, og primært historiske, nationalt fokuserede museum, bort. De årlige to procentbesparelser, der blev indledt i 2016 af den tidligere Venstre-regering, har taget hårdt på museet og såret det helt ind til hjertet: så langt ind, at det ryster museets fokus på at pleje sin egen fremtid. Dette er et tilbageskridt – en konservativ bevægelse væk fra at støtte (og erhverve) eksperimenter af mindre skala udi den kommende kunst (fremtiden) for i stedet at fokusere på store, brede udstillinger af det allerede indsamlede (fortiden).
Ironisk nok elsker museets direktør, Mikkel Bogh, selv den intime semi-offentlige sfære, der opstod inden for det borgerlige samfund i det 18. og 19. århundrede. I 2016 kuraterede han udstillingen Tæt på – Intimiteter i kunsten, der fokuserede på den moderne kunstners fremkomst i 1730–1930, en tid hvor de europæiske malere udvidede deres motivkreds fra den rent officielle repræsentation (af kirkens eller statens fortællinger) for også at eksperimentere med motiver, der ligger tættere på det private og personlige (som vi jo ved ér politisk).
I en reklamevideo for udstillingen bemærkede Bogh, hvordan det nye, intime rum – et rum, der giver plads til den individuelle ytring – er et, vi løbende skaber og definerer. Det er ikke en størrelse, som vi kan tage for givet. Ikke desto mindre tager museet nu afsked med sit x-rum. Og dette er – for nu at citere hedengangne Prince – et «sign o’ the times». Det eksperimentelle fokus på intimitet kan måske nok være af historisk interesse, men der levnes ikke megen plads til eksperimenteren eller intimitet i det store museum her i vor egen tid.
Det er bestemt ikke noget nyt, at de store museer har det med at søge hen imod PR-venlig, grandissima – de populære udstillinger, der får folk til at strømme til. Hos SMK var x-rummet en undtagelse fra denne regel. På engelsk bruges ordet «room» for det meste om et personligt, hjemligt rum i et privat hus – i stil med det danske «værelse». I den internationale kunstverdens engelske sprogbrug vil man i stedet for intime betegnelser som «house» og «room» typisk bruge de mere formelle og distancerede begreber «building» og «space». Det er faktisk lidt af et særsyn, at X-rummet eller på engelsk «the X-room» – samtidskunstens «eget værelse» i en fysisk afsides lomme i museet – holdt så længe som det gjorde.
Jeg tog i sin tid min far med ind for at se X-rummet-udstillingen Afsked med Forældrene (2014). Rent bortset fra det indbyggede paradoks i dette forehavende – at tage en af sine forældre med for at se en udstilling om at tage symbolsk afsked med samme – har x-rummet som sted altid virket godt gemt af vejen, nærmest selv afskediget. Den labyrintiske vej dertil går gennem den store ankomsthal, billetkøb, via Anna Maria Indrios udvidelse af den originale museumsbygning, så et skarpt venstre og derefter 100 meter ned ad den åbne Skulpturgade, op ad en trappe og ind ad en dør (som ligner en nødudgang) –så vidt jeg husker stort set uden skiltning. Hele dette scenario spejler på sigende vis den rolle, som samtidskunsten undertiden indtager – eller tildeles – som noget, der i bedste fald er intimt (som en pavillon til cruising i parken) og i værste fald er decideret skjult eller ignoreret i samtidskulturen.
Fornemmelsen af noget gådefuldt eller skjult afspejles også i rummets navn. Selve navnet x-rummet har en tydelig klang af de tidlige 2000’ere, der også bød på udtryk som x-perimental og Generation X. Derudover peger navnet mod noget skjult eller ukendt – mod det konceptuelle x-tra, vi må regne ud. Dette igangsætter den grundlæggende frygt indlejret i enhver besøgende, der ikke tilhører kunstverdenens inderkreds: frygten for ikke at fange pointen, for ikke at kunne forstå kunstens obskure gåde eller blot for ikke at kunne finde vej ind i kunstens rum. At skabe en illusion om særlig dybde ved at holde ting skjult eller trække sig tilbage i ophøjet tavshed er et gammelkendt trick for intelligentsiaen. I X-rummets tilfælde kom denne tilbagetrækning tæt på den totale afsked. I hvert fald ville min far aldrig have fundet vej dertil på egen hånd. Dette er naturligvis ikke helt uproblematisk. Men det er et problem, der kunne være blevet løst. Ganske nemt. I stedet bliver x-rummet nu lukket ned. Og det er synd, for det rimer på X-faktor.
På samme tid, som det musikalske reality-show blev en uhørt TV-succes, præsenterede x-rummet en række udstillinger af hidtil uset kaliber, mange af dem satsninger på ambitiøse, nye produktioner. En performance på højde med de fremmeste internationale kunstinstitutioner – hvilket var ganske sensationelt i en skandinavisk kontekst. Da jeg tilbage i 2010 flyttede mit liv fra Berlin til København for at være kurator for Kunsthal Charlottenborg, virkede det som om chefkurator for X-rummet, Marianne Torp, egenhændigt havde formået at skabe en lille oase – en rindende kilde i den ørken af manglende internationalt udsyn og format, der ellers prægede det danske institutionelle landskab. X-rummet viste udstillinger, man simpelt hen ikke måtte gå glip af; udstillinger, som burde have været en fast del af de studerendes pensum på Det Kongelige Danske Kunstakademi (som Bogh, der dengang var rektor på akademiet, så udmærket ved). I de senere år har x-rummet vist udstillinger af Ed Atkins, Mark Leckey, Nairy Baghramian, Sidsel Meiniche Hansen, Lutz Bacher, Judith Hopf og Danh Vo – højaktuelle, hidsige og muskuløse positioner af den slags, der alt for ofte overses på disse kanter, hvad enten det skyldes manglende opmærksomhed eller en provinsiel (næsten arrogant) insisteren på vores egen udkant af Europa, der går under navnet Skandinavien.
I modsætning til mange andre lokale bestræbelser vakte x-rummet genklang langt ud over Danmarks grænser. Det skabte en international dialog, en korpuleren frem og tilbage, også selv om det undertiden kunne føles næsten ødipalt tæt på kunstverdenens faderskikkelser såsom Daniel Buchholz og Christopher Müller – der driver det toneangivende Buchholz-galleri i Köln og Berlin og som kuraterede den brilliante gruppeudstilling Afsked med Forældrene sammen med den danske kunstner, Henrik Olesen.
Jeg talte for nylig med en ung kunstner om hans kommende udstilling på UKS, den institution, jeg leder i Oslo. Hans udstilling vil anlægge et delvist arkivisk perspektiv. Under vores samtale kom vi ind på et citat fra den franske filosof Jacques Derridas bog Archive Fever: «Der gives ingen politisk magt uden en tilsvarende kontrol over arkivet, hvis ikke af selve hukommelsen. Effektiv demokratisering kan altid måles ud fra dette væsentlige kriterium: Deltagelsen i og adgangen til arkivet, dets opbygning og dets fortolkning.»
Hvis man skal tro Derrida, så er opbygningen af et (nationalt) kulturarkiv – noget, som SMK dagligt tager del i – i realiteten en demokratiseringsproces. Når regeringens politik presser SMK til at opgive sine mindre programdele – herunder X-rummet – og derved sikrer sig, at museet bliver mindre eksperimenterende i sit overordnede udsyn, så er det et problem. Der er ikke længere plads til den kunstneriske X-faktor, medmindre den er moden til at forføre hele den danske befolkning. Dermed står vi ikke blot overfor en ende på de intime kunstneriske eksperimenter, men også overfor en ny populismes tidsalder – en tid med grandissima. Og det peger på sin side tilbage mod en tid før eksperimentet, en tid med skodderne lukket godt ned; en mørketid.
– Rhea Dall er leder af UKS, Oslo. Hun har tidligere været kunstnerisk leder for Bergen Assembly 2016, grundlagt kunstinstitutionen PRAXES i Berlin og været kurator på Kunsthal Charlottenborg, København.
