Flere forskere mener at vi for længst er ankommet til den såkaldt antropocæne virkelighed og at mennesket nu er den egentlige afgørende faktor for ændringer i jordens overflade og i atmosfæren. Det er i høj grad et synspunkt, som optager den danske kunstner Tue Greenfort, som i aften åbner sin første soloudstilling på en dansk institution, nemlig på Sorø Kunstmuseum.
Greenfort (1973) er født og opvokset i Danmark, men hans udstillingsaktiviteter ligger fortrinsvis i udlandet. Hans praksis er rundet af en interesse for det komplekse forhold, som mennesket har til naturen og dens økonomiske, sociale, politiske og biologiske virkeligheder. Virkeligheder, som vi tilsyneladende ikke har et egentligt overblik over. Alligevel fortsætter vi – ved hjælp af diverse videnskabelige metoder – med at klassificere, systematisere og i det hele taget, forsøge at ordne naturen. I den proces er vi kravlet ud af økosystemet.
I kommentaren, «Species», trykt i Frieze d/e fra 2012 forfattet af Greenfort sammen Stefan Helmreich beskrives det, hvordan videnskaben har klassificeret 1.7 millioner arter men at man anslår at der findes yderligere fem millioner arter på jorden. Det ser Greenfort og Helmreich både som et eksempel på, hvordan mennesket og videnskabens traditionelle metoder kommer til kort overfor økosystemet, men også som et udtryk for menneskets arrogance i forhold til dets egen rolle i økosystemet.
I 2007, med værket Exceeding 2 Degrees, sørgede Greenfort for at temperaturen i Sharjah Art Museum blev hævet med to grader. Herefter han købte regnskov for de penge museet sparede på aircondition. Samme år bidrog han til Skulptur Projekte Münster ved at sprede en opløsning af jern(III)chlorid ud i byens kunstigt anlagte sø Aasee – et kosmetisk greb, der forhindrede opblomstringen af blå-grønne alger, der var blevet et tilbagevendende problem for byen.
I 2012 stod Greenfort bag projektet The Worldly House på Documenta 13 – et arkiv, der beskæftigede sig med forholdet mellem mennesket og jordens andre arter. Arkivet var etableret i en hytte fra 1950erne, der var bygget til de sorte svaner, som indtil 1970erne holdt til i Karlsaue Park. Arkivets konkrete indhold bestod af film, bøger, kataloger med særligt udgangspunkt i og fokus på den amerikanske post gender filosof og forfatter til A Cyborg Manifesto, Donna Haraway.
Til udstillingen på Sorø Kunstmuseum med titlen BUTTERLAND – Kunst, økologi og andre skalaer, har Greenfort blandt andet taget udgangspunkt i en særlig samling i byen. Kælderen under Sorø Akademi huser nemlig en unik naturhistoriske samling skabt af den danske videnskabsmand Japetus Steentrup (1813-1897). Ud over dele af denne samling består udstillingen af værker fra Sorø Kunstmuseums egen samling og tidligere værker af Greenfort.
Kunstkritikk talte med Tue Greenfort, mens han var i gang med at sætte udstilling op i Sorø.
Hvordan er arbejdet med udstillingen gået?
Udstillingsforberedelserne er forløbet godt og vi er i fuld sving med at installere alle værker. Det har været en intens proces men med stor entusiasme. Det er en helt unik chance at arbejde med så utroligt et materiale som den Steenstrupske naturhistoriske og mineralske samling.
Kan du fortælle lidt om ideen bag udstillingen – kombinationen af dine nye arkiv-værker og dine ældre værker?
Udgangspunktet er det at arbejde med samlinger. Jeg har forsøgt at tænke mig ind i min egen produktion ud fra denne idé. Undervejs opdagede jeg, at jeg havde flere objekter som kan siges at udgøre en samling. Forskellige undersøgelser har medført en ophobning af materiale og værker, som jeg fint kunne overføre til denne udstillingskontekst.
Du bruger også Sorø Kunstmuseums egen samling i udstillingen? Hvad har du valgt ud? Og til hvilket formål?
Det var nærliggende at bygge udstillingen op om især et landskabsmaleri af Hans Georg Harder fra museets samling (red.: dateret 1840-45, deponeret af Sorø Akademi i 1943). Maleriet viser videnskabsmanden Japetus Steenstrup og en kollega under en ekskursion på Flommen her i Sorø. Landskabsmaleriets atmosfære og fortælling siger noget om naturforståelse i spændingsfeltet mellem et naturvidenskabeligt blik og en æstetisk opfattelse. Det er det spændingsfelt, som jeg selv er så optaget af.
Samler du selv på noget?
Lad mig sige det på den måde, at der er en tendens til at samle og akkumulere i min familie. Jeg forholder mig til den tendens med en vis påpasselighed da det er min erfaring, at det at samle også kan blive en byrde. Et eller andet sted vil jeg nok helst være fri for objekter og materielt gods. Som konsumenter i et forbrugssamfund akkumuler vi jo alle som aldrig før. At self storage-magasiner – disse store, døde pakhuse – vinder frem som en god forretning, siger jo noget om hvor meget folk er fanget af det materielle. På den anden side har jeg også en fascination af at bevare og holde det kært som er sjældent og særpræget – udtryk for glemte håndværk og teknologier eller artsrigdommen og opfindsomhed, diversitet og en uendelig formrigdom. Netop sådanne aspekter kommer så stærkt til udtryk i en samling som den Steenstrupske naturhistoriske samling, der desværre ikke er permanent udstillet og offentlig tilgængelig men gemt af vejen i et magasin under Sorø Akademi.
Udstillingens titel, BUTTERLAND, er en henvisning til Danmark. Hvad er din relation til det her land – ud over at du er født og opvokset her?
Det er mit fødested og her jeg har hjemme…mentalt og i ånden. Jeg er fortsat følelsesmæssigt dybt involveret i den kulturkamp som til stadighed bryder frem i diverse debatter, hvor de bagvedliggende ideologiske forestillinger oftest skinner igennem når talen falder på et særligt dansk landskab og naturforestilling .
Du har længe været optaget af at se på menneskets opfattelse af sig selv som det centrale væsen i verden – også før det post-humanistiske blev et trendy emne blandt kunstnere og kuratorer. Hvem er dine – i bredeste forstand – primære samtalepartnere i dit arbejde?
Andre kunstnere som ligeledes beskæftiger sig med emnet. Derudover lader jeg mig inspirere af en række tænkere og skribenter, her kan nævnes Donna Haraway, Derrida, Bruno Latour, Thimoty Morton, Graham Harman … Listen er meget længere. hvilket er et tegn på, at der er gang i en nytænkning. Men ellers er det jo interessant på kunstens præmisser at tale til og med en bred offentlighed.
Du kombinerer ubesværet øko-temaer med en forførende æstetik som i værket Diffuse Einträge fra Skulptur Projekte Münster, hvor du havde opstillet en potent sølvskinnende gyllespreder ved søbredden i 2007 eller værket Kaviar-bar, et fancy køleskab med beslaglagt Beluga-kaviar, ligeledes fra 2007. Hvordan forholder du dig til balancen mellem det didaktiske og det rent formelle?
Jeg vil svare igen ved at pointere vigtigheden af at ophæve selve grundlaget for dit spørgsmål: Kunstens muligheder og udvikling peger efter min opfattelse væk fra en konservativ værkkategori herunder det hierarki, som ligger til grund for dit spørgsmål om balancen mellem det didaktiske eller formelle. Jeg er inderligt mere interesseret i processer og det organiske – en kritisk værkkategori, som f.eks. tager udgangspunkt i spørgsmål indenfor kognitiv kapitalisme, dark ecology og biosemiotiske, strukturalistiske formationer. Det er her, i et clash med den krise som er betegnende for vores åndsliv og politiske system, at et udvidet kunstbegreb og paradigmeskifte kan åbne sig.
Vil du uddybe, hvad dette udvidede kunstbegreb kan indeholde og hvordan det kan se ud? Er der tale om et opgør med kunstinstitutionen også?
Jeg synes der er mange eksempler på en sådan udvikling og at der er tale om en forlængelse af avantgarde-begrebet. Det er ikke noget nyt i den henseende men en fortsat værdikamp. Det er betegnende, at netop kunstens egen position og kritiske potentiale, dens autonomi og «upassethed», dens drømme og farlighed, ofte indkapsles i et professionaliseret institutionssprog med overmedierede rammevilkår. Opgøret må derfor først og fremmest foregå og findes i kunsten selv og ikke i dens institutioner. Det er det, som er frustrerende. For tiltroen, selv blandt kunstnere, til kunstens eget momentum og kunstens egne fortællinger forekommer ikke at være bærende i sig selv. For mig er det dog den egentlige interessante fordring.
Hvad er kunstens største problem lige nu?
Det har jeg svært ved at give et svar på. Kunsten som sådan har vel ikke ét problem? Spontant er det min følelse, at det er de samme problemer, der stadig er i kunsten, som dem vi tumlede med for 30 eller måske ligefrem 100 år siden. Et ekko runger … dog, vi befinder os nærmere en absolut menneskeskabt økologisk krise. Jeg er overbevist om, at netop kunsten i en synergi med en politisk og filosofisk nytænkning kan skabe et afgørende kritisk potentiale. Frisk vind med andre ord!
Hvad er det næste projekt du skal i gang med?
Vi sejler op ad Åen! Det er en af fire undertitler til mit bidrag til Skulptur Odense, der åbner i næste måned.