Modstandspoesi, kalder Basel Abbas og Ruanne Abou-Rahme deres arbejde. På Glyptoteket og Copenhagen Contemporary betoner man især det poetiske.
Malerier fra konkursboet efter Nordic Waste fortæller om et natursyn i skærende kontrast til den forurenede jordbunke i Ølst.
Det tabubelagte og abjekte møder lækker kropspositivisme i Nanna Starcks frodige damer.
Behovet for flere atelierer i København er enormt. I dag åbner 30 nye. Initiativtager Bjørn Nørgaard kalder det en social skulptur.
Udstilling på Arken er velproduceret vold mod sanserne. Det føles som manipulation.
Odalisken er udvandret fra Lina Hashims installation. Måske i protest over, at alle synes at have en mening om den arabiske kvindes krop?
– Fotografiet er en direkte forlængelse af øjet. Det er historieskrivning fra vores eget perspektiv, siger Inuuteq Storch, første grønlandske kunstner i Den Danske Pavillon på Venedigbiennalen.
Lulu Kaalund låner fra traditionelt håndarbejde i værker, der bogstaveligt talt er fyldt med huller.
Sociale medier er ikke frie og trygge rum, hvor vi kan tale om svære konflikter, lød det på gårsdagens debat om institutionernes stillingtagen til krigen i Gaza.
Mathias Toubro genopliver ånden fra Café Krasnapolsky og prikker til nostalgien efter det, man aldrig selv nåede at opleve.
Jan S. Hansen og Lukas Danys’ drengedrøm føles som en tur på Experimentarium uden guide.
Tendensen er klar. Landsdækkende dagblade skærer drastisk på kunstkritikken. Nu følger nichemediet Kunsten.nu trop.
Notater fra en kunstkritikers forsøk på å erstatte seg selv med ChatGPT.
Fremtiden ser veldig annerledes ut enn åpningsutstillingen til det nye museet PoMo i Trondheim.
Allt du behöver för att drömma när Valeria Montti Colque återskapar Chilenska Paviljongen i Stockholm.
Samuel Brzeski puster liv i den postsubkulturelle melankoli på Kunsthall 3,14 i Bergen.
Kunstkritikk stöds av
