Ud med white cube og ind med kulturhistorisk museumsinteriør. Sådan præsenteres Lasse Krog Møllers retrospektive udstilling Ephemera Mundi – Den oversete verden i Kunsthal Aarhus. Hele pibetøjet er der: farvede vægge, glasmontrer, indramninger i alle afskygninger og eget bibliotek og læsesal. Værkerne oprinder af en række feltarbejder foretaget og dokumenteret af kunstneren, hvoraf de også findes i form af bøger.
Lasse Krog Møller (f. 1972) er bosat i Aarhus og arbejder som billedkunstner og forlægger (forlaget/tidsskriftet *[asterisk]). Udgangspunktet for Krog Møllers kunstpraksis er arkiv- og indsamlingsstrategier anvendt på undseelige hverdagsting. Det har passet ind i Peter Ole Pedersens kram der, som del af sit forskningsprojekt Kunst og dokumentar-kultur ved Aarhus Universitet, har kurateret udstillingen i kunsthallen.
Udstillingen starter med Ingenting. Det rene ingenting illustreres eksempelvis med en støvet glasmontre, hvor det eneste, der er tilbage af udstillingsgenstandene, er spor i støvet. Genstandende selv er som forsvundet i den blå luft – apropos naboværket 224 stykker himmel (2003-2018), som er en fotocollage af himlen under forskellige himmelstrøg. Og på væggene omkring i foto og tekst synliggør Krog Møller fortsat det diminutive og forsvindende.
Fra «ingenting» går vi til afdelingen, benævnt Tingene, hvori vi finder fundne genstande, såsom indkøbssedler, cigaretskodder, hårelastikker og diverse beskeder. Genstandene er udførligt ordnet i rammer, nogle endda entomologisk sat på nål, andre i montrer. Og som en anden samtidsarkæolog har Krog Møller desuden nummereret, dateret, angivet fundssted samt indskrevet alting i hans eget samlingsregister. Denne nedfældningsomhyggelighed, der til tider vil kunne trætte selv den bedste museumsgæst, tydeliggøres ydermere i udstillingen gennem kartografi og feltnoter. Vi er unægteligt ude i flueknepperiets raison d’être.
Men tilbage til Tingene, så var det her jeg fandt mig selv – sammen med andre besøgende – klukkende og måbende over montrerne, som udstiller alt fra en bedårende skoleopgave, en frimodig kontaktannonce over beskeder mellem naboer til et hårrejsende trusselsbrev. Fremvisningen godtgør i al beskedenhed, at hverdagen er alt andet end tandløs, men spækket med begivenhedsrige handlinger på alle niveauer.
Hvad der også fortjener ord med på vejen, er de små formidlingstekster tilhørende hver afdeling i udstillingen, som bærer præg af en sjælden løssluppen litterær kvalitet. På linje med Krog Møllers metode, er de forfattet med stor ydmyghed. Der konstateres aldrig, kun formodes. Krog Møllers dagsorden er nemlig ikke ideologisk, men bestræber sig på lun objektivitet, hvilket – og ikke kun på grund af kærligheden til cigaretter – kan sidestilles med den franske digter Francis Ponges fænomenologi i At tage tingenes parti, hvor Krog Møller tilmed lykkes bedre rent metodisk med at være konsistent i ikke at besjæle, men at lade tingene objektivt komme til orde.
Dette kommer endnu til udtryk i afdelingen Bureaukratiet – kontoret. Eksempelvis i serien Monumenterne (2009), der giver sig af med at beskrive kontorartikler leksikalsk via foto og tekst med en underspillet humor. Her finder vi også et skrivebordsmøbel, der ved at have skuffer i begge sider, gør op med idéen om magthaveren på den ene side af bordet og dens modstykke på den anden side. Derudover ser vi en dokumentationstype af samme skuffe som Daniel Spoerris tableaux-pièges i form af en 1:1-blyantstegning af kontorartikler på et skrivebord set ovenfra. Der er i det hele taget totalt meget Fluxus over udstillingen lige på nær af den konforme men påtagede indramningssyge, som udstillingen nødvendigvis må lide af for at iscenesætte på museal manér.
Vi får også værkerne ind af anden dør, nemlig gennem Krog Møllers bøger, som befinder sig i udstillingens bibliotek og læsesal. Igen, lig de omgivende værker – som eksempelvis er nærbilleder af randbemærkninger i bøger af tilfældige læsere eller en collage af fundne bogmærker – er kunstnerens fremvisningsmetode dels åben, dels passiv, og bunder mest af alt i kunsten at registrere.
Den naturlige konsekvens af Krog Møllers konsistente metode med blot at vise fremfor at videredigte på genstande, er, at kunsten forekommer rimelig tør, men dermed ikke kedelig, eller måske lidt. Beskueren skal altså gå med på denne præmis. Det museale greb som sådan, er ikke ensbetydende med, at tingene serveres på et sølvfad og er nøgterne per definition. Museologien er først og fremmest eksponent for en vestlig forståelsesramme og derfor ladet af pommern til. Og der kan diskuteres for og imod, men det ændrer ikke på, hvor transformativ den museale ramme er for tingene og hvor gældende den er for vores historieskrivning.
Udstillingen og den humanisme, jeg egentlig synes Krog Møller lægger for dagen, er stærkt livsbekræftende. Dagliglivet og de små (mellem)menneskelige handlinger som foretages konstant, ejer deres egne dramatiske forviklinger og ja, det sker altså gennem tingene, som de trofaste vidnesbyrd de er. Men forstås, det kræver hvad der svarer til en Lasse Krog Møllers type opmærksomhed. Og hvad der ellers lignede en udstilling med lutter hyggeonkel-anakronisme, viste sig lejlighedsvist, at være fin og finurlig. Jeg gik ud med et smil på læben og påmindelsen om de små ting.