Out, out, demons! Out, out, demons! Sådan råbte vi igår til djævleuddrivelsen under motorvejsbroen. I det stærke gule natriumlys fra britiske gadelamper fulgte vi lydigt den rytmiske stampen fra vores shaman Mark Leckey og hjalp ham med at uddrive ånderne under den bro lidt uden for Liverpool, hvor han som barn i 1970erne hængte ud med sine venner. Det var i realiteten bygnings-voodoo i skalaen 1:1 for på Statens Museum for Kunst havde Leckey opført en rekonstruktion af motorvejsbroen M53 i byen Ellersmere Port. Det var samtidig en udstilling, som evnede at leve op til den gevaldige hype, som var løbet i forvejen.
Andre steder i landet kunne man måske også godt bruge lidt eksorcisme. For fronterne i dansk kulturpolitik er trukket hårdere op end længe. Fornyeligt kom en udmelding fra Dansk Folkepartis kulturordfører Alex Ahrendtsen, som mente, at museer som Louisiana og Arken burde modtage væsentlig mindre statsstøtte. I stedet burde man prioritere kultur- og naturhistoriske museer. Det er de vanlige argumenter med henvisning til nationalhistorisk arv og kulturen udenfor de store byer, som flere gange er indgået som byttehandel i finanslovsforhandlinger. Partiet har tidligere haft held til at inkassere ekstra midler til eksempelvis Fregatten Jylland eller til bevaring af runesten. Midlerne til sidstnævnte blev i øvrigt taget direkte fra Statens Kunstfond frie midler – altså fra de nulevende skabende kunstnere. Som sagt, intet nyt under solen.
Det nye er, at museumsdirektørerne denne gang kom med et modsvar. Især Louisianas Poul Erik Tøjner leverede en skarp replik (via museets Facebook-profil). Han understregede, at Louisianas litteraturfestival er betalt af private fondsmidler, ikke af statsstøtte, sådan som Ahrendtsen havde hævdet for at påvise museets statsstøttede fedtlag – en sammenhæng som Tøjner i øvrigt mente, at Ahrendtsen var helt velvidende om. Så hvorfor gå efter det? «Fordi han vil drive en værdipolitisk kile ind mellem metropolens moderne kunst og provinsens hjemstavnskulturelle museer. Alex Ahrendtsen synes selv, at hans timing er god, hans synes, det er den vej, det går – og her må man give ham ret. Mangt og meget, inkl. Alex Ahrendtsen og hans national-populisme, marcherer desværre den vej, » skrev Tøjner.
Selvom det var forfriskende, at direktørerne for en sjælden gang følte sig kaldet til at svare på tiltale, så er det også tegn på alvor. Dansk Folkepartis indflydelse på kulturområdet har været støt stigende det sidste årti og har næppe været større end nu, hvor partiet forstår at tage sig godt betalt for deres parlamentariske støtte til den siddende regering. Kulturpolitikken er for alvor blevet en slagmark og der er desværre flere tegn på, at tiden er kommet til billedkunsten.
Det kulturpolitiske klima til trods, så skal Louisiana nok levere de sædvanlig kornfede besøgstal, når museet denne sommer disker op med retrospektiv udstilling med maleren Tal R. Der vises værker helt tilbage fra akademitiden. Apropos Kunstakademiet i København, så er det også en stor sommer for flere af Tals studiekammerater fra dengang de alle gik på professor Claus Carstensens malerskole. Kunsthal Charlottenborg byder over sommeren på retrospektiv udstilling med John Kørner med den kørneske titel Altid mange problemer og i skrivende stund er Kirstine Roepstorff travlt optaget i Venedig, hvor hun i år indtager Den Danske Pavillon på den 57. Venedigbiennale, der åbner i næste uge. Ifølge hendes rapportering på Instagram genstår der endnu lidt gartnerarbejde, før transformationen af haven er komplet.
I en anden have, den zoologiske i Odense, åbner denne weekend en gruppeudstilling med en kunstnerliste, som vækker min nysgerrighed. Becoming Human er kurator Marie Nippers udgave af triennalen Skulptur Odense. Jakob Kolding udstiller inde hos pingvinerne i deres flotte arktiske panoramalandskab. Der er også stedsspecifikke værker af blandt andre Astrid Myntekær, Rolf Nowotny og Alexander Tovborg, samt bidrag af koryfæer som Carolee Schneemann og Fischli & Weiss.
Kunst-i-haven er også et relevant perspektiv at anlægge på Aarhus denne sommer. ARoS lancerer den sidste del af triennalen The Garden, som finder sted i byrummet og langs kysten. Cyprien Gaillard, Rirkrit Tiravanjia og Katharina Grosse er blandt udstillerne. Omtrent samtidig fejrer Kunsthal Aarhus sin 100 års fødselsdag med renovering af den omkringliggende park – nu uden den besynderlige løbebane udenom, men med fire permanente siddeskulpturer af de cool franske designerbrødre Ronan & Erwan Bouroullec. En af skulpturerne har sågar indbygget pejs.
To soloudstillinger jeg også ser frem til denne sommer ligger i henholdsvis Holstebro og Hellerup.
Holstebro Kunstmuseum viser en udstilling med Marie Lunds tvetydige skulpturer, som befinder sig et interessant sted mellem formeksperiment og kølig abstraktion tilsat en knivspids levet liv. Skinnende kobber, rå beton, men også gerne en foldet sweatshirt eller en blank CD er nogle af Lunds foretrukne materialer.
Hvad Janus Høm kommer til at vise på Tranen i Hellerup er uvist, men oplægget lyder radikalt. Efter eget udsagn var Høm havnet i en blindgyde i sin kunstneriske praksis. Derfor udgør udstillingen i sig selv den store hovedrengøring, som skal lue ud i kunstnerens vanetænkning. Det sker ved, at Høm realiserer alle de værkideer, som han på et tidspunkt har troet på, men siden hen kasseret. Hvor han lander kunstnerisk efter denne udstilling er selvsagt ikke til at sige, men foreløbig er vi altså inviteret med til den store udrenselse.
Til sidst – ikke mindst i lyset af det kulturpolitiske klima – skal kulturministeriet applauderes for at have udpeget antropologen Rane Willerslev som Nationalmuseets kommende direktør. Selvom Guldhornene, Egtvedpige og Solvogn ikke er placeret i regi af et kunstmuseum, så er det værd at fremhæve en så ypperlig og inspirerende udnævnelse på kulturområdet. I et interview til dagbladet Politiken deklarerede Willerslev, at han helt generelt ville «løse opgaven antropologisk» ligesom han før havde gjort det på eksempelvis Kulturhistorisk Museum i Oslo. Man kan kun at ønske sig, at Willerslevs empiriske, frygtløse pelsjæger-tilgang til alting vil smitte lidt af på andre kulturområder. Tænk hvis man kunne høre en leder af en kunsthal eller et kunstmuseum med rank ryg og faglig stolthed sige: Vi løste opgaven kunsthistorisk.
