Kunstforåret i Danmark

Lad os starte forårsprognosen bagfra og hoppe direkte til Venedigbiennalen, som åbner i begyndelsen af maj. Her forlyder de sidste nyheder angående Den Danske Pavillon, som i år betjenes af Kirstine Roepstorff, at det handler om mørke. Der vil være et teater, en have og en meget stor gobelin, meldes det fra kunstnerens atelier i den gamle slægtsgård i Fredericia. 

Mørket i Den Danske Pavillon er egentlig et meget passende billede på en af de historiske markeringer af Danmarks relation til omverdenen, som det hjemlige udstillingsforår byder på – nemlig fejringen af 100-året for afslutningen på den mindre stolte kolonihistorie i Dansk Vestindien, fra 1672 til 1917. Den anden markering handler om 150-året for de diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Japan og er utvivlsomt en høflig og mindre blodig affære jævnfør den stilrene udstilling, Japanomania i Norden 1875-1918, som allerede er åbnet på Statens Museum for Kunst med sake-skål og direktør Bogh i kimono.

Selvom man i år altså fejrer afslutningen på 250 års kolonihistorie i Dansk Vestindien, så er der ikke tale om en mere glorværdig afslutning end, at man i 1917 besluttede sig til at videresælge de tre caribiske øer inklusive vestafrikanske slaver til USA, vel at mærke uden at forhøre sig nærmere med lokalbefolkningen. Denne tvivlsomme handel er udgangspunktet for udstillingen Citizen X – Human, Nature, and Robot Rights, som åbner i marts på Øregaard Museum. Øregaard, som oprindeligt var sommerbolig for en 4. generations-plantageejer i Dansk Vestindien, har entreret med kurator Toke Lykkeberg omkring en udstilling, der viderefører oplysningstidens debat om slaveri, borger- og menneskerettigheder. Dansk portrætmaleri fra perioden iblandet samtidskunstnere som eksempelvis Tabita Rezaire og Christopher Kulendran Thomas er nogle af ingredienserne.

Det bliver givet Det Kgl. Bibliotek, som kommer til at stå for den mere kulturhistoriske udforskning af emnet. Blinde vinkler, som er kurateret af Mathias Danbolt, Sarah Giersing og Mette Kia Krabbe Meyer, fokuserer på kolonitidens visuelle kultur med afsæt i materiale fra danske samlinger og arkiver; landkort, postkort, fotografier og aviser. Nylige digitaliseringer af aviser fra de gamle kolonier har allerede bevirket, at skrækindjagende annoncer, der efterlyser bortløbne slaver, for tiden cirkulerer i den danske presse og man må vist i det hele taget forvente sig mere iskold rislen ned af ryggen, når flere af disse historier udfoldes. Samtidskunsten er her repræsenteret ved Jeanette Ehlers og Nanna Debois Buhl.

En tredje fejring i år er Aarhus som europæisk kulturby. Hvad angår billedkunsten, så er der forventninger til ARoS-triennalen, som lanceres under titlen The Garden. Første etape, The Past, åbner i april og er en gruppeudstilling på ARoS, der handler menneskets forhold til naturen og landskabet, hvor blandt andre Nicolai Abilgaard, Mark Dion og Pamela Rosenkrantz er på kunstnerlisten. Men det bliver nok sommerens etape 2 og 3 (The Present og The Future) på museet og i byrummet, som kommer til at afgøre om triennalen og billedkunsten under den europæiske kulturby blev det sværdslag, man håber på.

I forbindelse med kulturbyåret har Kunsthal Aarhus lige åbnet Cécile B. Evans’ store installation fra Berlinbiennalen What the Heart Wants, som netop er co-produceret med kunsthallen. Det bliver interessant at se, hvordan dette værk fremstår i den nye verdensorden – nu, hvor det hverken er fake news eller alternative facts, at Trump er blevet del af vores kødelige virkelighed. Måske bliver der lidt kunst i ekkokammeret over det? Så meget desto mere var Berlinbiennalen 2016 den kunst til tiden, som den var bestilt til at være, kan man så hævde.

Samme spørgsmål til ekkokammeret kan man givetvis også stille i forhold til en anden Berlinbiennale-kunstner, Katja Novitskova, som de sidste år har været meget hypet, men mig bekendt ikke har været vist i Danmark før. Hun popper op på Kunsthal Charlottenborgs marts-udstilling Welcome Too Late. Udstillingen, der også er kurateret af Toke Lykkeberg, handler om det accelererede liv. Det er udstillingens tese, at fordi alt, lige fra klima til teknologi, forandrer sig med stadig større hast og det derfor bliver sværere at følge med tiden, så er der en tendens til at kunstnerne zoomer ud på andre, større tidsligheder. Jeg glæder mig især til at opleve den unge Marguerite Humeaus store neonatale fortidselefanter, som man det sidste års tid har kunne set på omfattende soloudstillinger i Nottingham og Paris. 

Her er vi fremme ved noget, for hæver man perspektivet lader det til, at den danske scene for tiden er inde i en gunstig bølge, hvad angår præsentationer af vægtige samtidskunstnere, man normalt rejser for at se. Charlottenborg viser fortsat Hito Steyerls totalinstallation fra Venedigbiennalen 2015, om få uger viser Copenhagen Contemporary Pierre Huyghes Untitled (Human Mask (2014) og til maj kan X-rummet på Statens Museum for Kunst sågar byde på en egenproduceret udstilling af Mark Leckey. Den slags er vigtigt, ikke mindst i relation til en form for hjemlig formidling af det, som rører sig indenfor samtidskunsten – især hvis institutionerne fortsat giver plads til eksperimenterne og til mindre blåstemplede kunstnere, som endnu ikke er fyldt 50 år a la det, som Welcome Too Late ser ud til at være. Men som sagt, der forekommer at være flere kvalificerede brikker i den samlede fødekæde, end der længe har været.

En sådan kvalificeret biotop er X and Beyond, det lille udstillingssted på Nørrebro, som i marts åbner en udstilling med japansk samtidskunst, der ikke er på listen under den officielle Danmark-Japan-kultursatsning. Perspektivet – kunsten post-Fukushima – taget i betragtning, er det måske heller ikke så underligt. Vi er langt fra Murakami eller Kusama. Og ligesom politisk samtidskunst i det hele taget ikke har det så nemt i Japan, så er det også sjældent at den slags finder vej til kulturpolitiske satsninger på tværs af nationer.

Japan-udstillingen er i øvrigt den sidste i X and Beyond, som Jacob Lillemose har drevet de sidste tre år og som mener, at det nu er tid til et hamskifte for konceptet. På vegne af en god håndfuld krigere på den københavnske kunstscene skal der lyde et tak for det engagerede bidrag. Og apropos krigere, så har en af nestorerne på den selvorganiserede scene netop chekket ind igen. Rundt om hjørnet fra X and Beyond har Jakob Jakobsen åbnet arkiv og radiokanal under det Jakobsen-Foucault’ske navn Hospital Prison University Archive. Der er i grunden noget smukt over denne kommen og gåen af disse personligt engagerede foretagender, som netop kun varer så længe, som det for alvor giver mening.

Hvad angår min egen forårssæson, så starter den om et par timer på Kunstakademiet i København, hvor stedets 1. års-studerende udstiller. Det er der som regel også mening i.