Det er en turbulent tid i Københavns kunstliv, hvor nogle af byens vigtigste kunstinstitutioner skifter direktør. Næppe var Copenhagen Art Festival skudt igang før nyheden kom om, at Mark Sladen – direktør for Kunsthal Charlottenborg, en af festivalens involverede institutioner – ville fratræde sin stilling. Samtidig venter man i disse dage på, at det bliver offentliggjort, hvem der skal overtage posten som Overgadens kunstneriske leder efter Henriette Bretton-Meyer, som har besat stillingen de sidste seks år og hvis kontraktperiode er udløbet. Sladens fratrædelse knyttes – af ham selv og i pressen – blandt andet sammen med Charlottenborgs fusion med Kunstakademiet, som trådte i kraft 1. september. I den forbindelse har man savnet at høre, hvordan den anden del af fusionen, Kunstakademiet og rektor Mikkel Bogh, egentlig tænker sig denne sammenlægning realiseret. Akademiets tavshed skyldes til dels at rektoren har været på sygeorlov siden forsommeren. Efter syv år som rektor er hans kontraktperiode også løbet ud og stillingen er slået op påny. Kunstkritikk har stillet Bogh et par spørgsmål om fremtiden for Kunsthal Charlottenborg efter Mark Sladens afgang, om fusionsplanerne og om hans egen mulige fremtid som rektor.
Mark Sladens fratrædelse som direktør fra Kunsthal Charlottenborg blev annonceret i sidste uge. Har du nogen kommentarer til hans fratrædelse?
Først og fremmest vil jeg sige, at jeg både personligt og på institutionens vegne er ked af at Mark stopper nu. Vi var godt i gang med at findes fælles fodslag mod en ny og unik institutionel konstruktion – et sted der rummer kunstuddannelse, udstilling og andre offentlige arrangementer, en kompleks platform for kunst- og diskursproduktion. Mark og jeg var, eller er, på fin bølgelængde og vi var langt hen ad vejen enige om hvilke (store) udfordringer vi står over for i disse år, både som uddannelse og som kunsthal. Mark havde mange gode ideer, også ideer som udspringer af hans erfaringer fra en britisk kontekst. Det var meget givende. Vi skilles som gode kolleger og jeg håber kontakten mellem os vil bestå. Når det er sagt, så forstår jeg godt Marks beslutning. Det har været meget vanskeligt at finde den økonomiske opbakning han som nyansat havde grund til at antage ville komme, fra såvel offentlige midler som private fonde. Kampen for at nå derhen hvor kunsthal-økonomien hænger sammen har været ekstrem sej og der er ganske lang vej tilbage, nok for lang for en erfaren udlænding der i en tidsbegrænset ansættelse ikke kan forventes at ville drive en institution i en fremmed by med helt skrabet budget – med andre ord en institution, der laver low-budget-udstillinger i lokaler, der ikke lægger op til sådanne udstillinger.
Sladens afgang falder sammen med den bebudede sammenlægning af Kunstakademiet og Kunsthal Charlottenborg. Det er en model, som kendes fra blandt andre Londons Royal College of Art og Frankfurts Städelschule, som begge har små udstillingsinstitutioner tilknyttet. I København er situationen dog ret anderledes. Her er der ikke tale om et lille udstillingssted, der er vokset organisk ud af akademiet men om en kæmpestor institution med en broget historie bag sig. Hvordan ser du denne fusion muliggjort?
Mark havde nok forventet – og jeg selv forsigtigt håbet på – at beslutningen om en sammenlægningen af de to institutioner ville afspejle sig i en mere ambitiøs budgetramme fra Kulturministeriets side. Det har vist sig umuligt i disse tider, hvor der overalt spares på kulturbudgetter. Så nu må vi indtil videre fortsætte sammen med de økonomiske rammer vi jo hidtil, trods alt, har fungeret med. Dét bliver udgangspunktet rent økonomisk, og så må vi se om vi kan skabe interesse hos fonde og private sponsorer som tiden går. Det kræver en god portion tålmodighed fra vores side. Det er rigtigt at en sammenligning med Portikus i Frankfurt, Royal College og måske ikke mindst Royal Academy i London kun holder et stykke hen ad vejen. Man kunne også sammenligne med det galleri, som er tilknyttet kunstakademiet i Leipzig og som ledes af Beatrice von Bismarck, der både tegner en selvstændig udstillingsinstitution og laver aktiviteter tæt knyttet til uddannelsen. Så ideen om uddannelse og udstilling er bestemt ikke uden fortilfælde. Desuden kan man sige, at Charlottenborg udstillingsbygning, nu Kunsthal Charlottenborg, faktisk voksede ud af Kunstakademiet i begyndelsen af 1880’erne, hvor behovet for et udstillingssted for aktuel kunst var presserende. Dengang kunne man lige så godt have valgt at lade den nye udstillingsbygning være en del af Kunstakademiet. Men selvfølgelig er vores situation i dag speciel, og vi skal på flere måder tænke helt forfra, med udgangspunkt i den historie vi har. Det, der frem for alt skal muliggøre fusionen, er vel basalt set en særlig energi, som vi i fællesskab skal og kan mobilisere, en energi som kommer af de kreative og vidensmæssige ressourcer vi tilsammen har. En anden forudsætning ser jeg i de mange mulige krydsbefrugtninger som eksisterer mellem atelieret, laboratoriet, auditoriet og udstillingsrummet. I alle fire sammenhænge foregår der produktion af betydning, udvikling af praksis og udvikling af teori, som resulterer i forskellige typer af møder og dialoger, men i forskellige tempi og rytmer og i forskellige grader af åbenhed og sårbarhed. Disse forskellige rum har hver sin status og hver sin legitimitet og skal for så vidt respekteres, men der er rige muligheder for at afprøve nye forbindelser mellem dem. At pode den ene på den anden.
Hvordan kan sammenlægningen af de to institutioner sikre, at København bevarer en kunsthal af internationalt format – er det stadig ambitionen?
Jeg ved ikke om sammenlægningen i sig selv kan sikre kunsthallen et internationalt format. Det har vist aldrig været en erklæret hensigt, for vi ved alle sammen at mange faktorer indgår i denne ambition. Håbet fra vores side er selvfølgelig at dannelsen af en helt ny kunstinstitutionel hybrid, som peger indad (uddannelse, forskning) og udad (udstilling og debat) kan medvirke til at konsolidere en institution med en ganske enestående beliggenhed og fysisk ramme og således – for nu at sige det rent ud – kan sikre stedet en varig placering i hjertet af København. Dels håber vi på at netop blandingen af nydannelse og sammenføjning af nogle lange historiske træk i byens kunst- og kulturhistorie kan bidrage til at gøre fonde og sponsorer mere trygge ved situationen og stedet end de hidtil har været. For det er da indlysende, at vi både som institution og på vegne af hele kunstlivet ønsker os en kunsthal af internationalt format. Skal en sådan realiseres i københavnsk sammenhæng, så må det være her. Men vi må samtidig sande at den finansielle situation for tiden ikke gør det til en realistisk kortsigtet ambition. Så på længere sigt, jo helt klart, det er visionen, men på kortere sigt vil vi arbejde ud fra mere realistiske mål og så se, hvor det bringer os hen. Jeg vil ikke sætte os mål, som jeg så om to år hændervridende må beklage at vi ikke nåede i hus med. Heldigvis er der også muligheder for at gøre interessante ting i mindre skala.
Som skitserne til sammenlægningen ser ud nu bliver rektor den ansvarlige leder for begge institutioner – både rektor for et kunstakademi og kunsthaldirektør. Hvordan kan man sikre sig at både kunstakademiet og kunsthallen bevarer deres autonomi?
Nej, jeg – eller lad os sige rektor – bliver ikke kunsthaldirektør. Rektor er øverste ansvarlige for hele institutionen. Punktum. Ifølge den nye bekendtgørelse skal kunsthallen, der fra 1. september har været en afdeling på Kunstakademiets Billedkunstskoler, have en egen direktør med et begrænset budget og personaleansvar. Bekendtgørelsen sikrer samtidig at direktøren har selvstændigt ansvar for at lægge en faglig linje for kunsthallen. Rektor skal med andre ord ikke pludselig bruge tid på at kuratere udstilling. Lige så lidt som rektor er professor for de studerende. Rektor skal først og fremmest sikre at institutionen som helhed har en overordnet strategi, som kan virkeliggøres inden for den budgetramme vi realistisk kan regne med at have til rådighed. Og jeg kan godt afsløre at strategien for mit vedkommende bliver at finde en optimal udnyttelse af muligheder for samarbejde og krydsbefrugtning mellem afdelingerne, kunsthallen inklusive, og samtidig at sikre størst mulig bevægelsesfrihed for de fagligt ansvarlige. Vi vil og bør ikke som institution have en klart identificerbar linje – vi er og vil ikke være et «study program» – men bestræber os derimod på at holde mange rum åbne, skabe en flerhed af sensibiliteter og diskursive platforme. Kunsthallen vil være en af dem og direktøren skal tegne linjen – i dialog med fagfæller på institutionen, forstås.
Du har været rektor for Kunstakademiet i København de sidste syv år. Din kontrakt udløber nu. Tænker du at genansøge stillingen?
Det er korrekt at min kontraktperiode udløber nu. Jeg har dog fået tildelt nogle måneders forlængelse på grund af fusionsprocessen. Det er min plan at søge om stillingen igen. Jeg synes jeg har sat en del processer igang, som jeg meget gerne vil følge til dørs. De seneste måneder har jeg holdt lav profil på institutionen og i offentligheden pga. af en stress-reaktion jeg fik lige før sommerferien. På en relativt lille, men ikke desto mindre kompleks og «vild» institution som Kunstakademiets Billedkunstskoler, kan mængden af arbejdsopgaver og forpligtelser på rektors bord godt blive temmelig overvældende, især når en fusion sætter en lavine af møder i gang. Jeg nåede åbenbart min grænse og har brugt tiden til at tænke mit arbejdsliv igennem. Jeg er tilbage til semesterstart 1. oktober, men for lidt nedsat kraft frem til nytår.
