Hvem kæmper for Kunsthistorie?

I 2019 afsluttede vi vores uddannelse i kunsthistorie på Københavns Universitet Amager (KUA). KUA er et underligt sted, et sted hvor alt forkortes til akronymer, og som i sangen «Langt ud’ i skoven lå et lille bjerg», så ligger Kunsthistorie på IKK (Institut for Kunst- og Kulturvidenskab), som er en del KUA, som nu hedder SC (Søndre Campus) og er en del af KU (Københavns Universitet).

Vi har begge en stor forkærlighed for dette sommetider fremmedgørende og ofte tomme sted, hvor de såkaldte VIP’er (videnskabeligt personale) sidder gemt bag lukkede kontordøre, mens de studerende er i konstant transit eller slænger sig i akavede loungeområder. For på trods af de nye bygninger og den lufthavnsinspirerede décor, så har Det Humanistiske Fakultet svært ved at få enderne til at mødes. Der er tomt på kistebunden, det har der været længe, og det kan mærkes.

Vi er ikke de eneste, der har undret os eller været frustrerede over de trange kår. Kort før årsskiftet besluttede en gruppe studerende at starte en blokade af det humanistiske fakultets dekanat. Parallelt hermed protesterede studerende på Filmskolen over deres uddannelses udvikling, hvilket i sidste ende fik deres rektor til at trække sig. 

De studerende på Københavns Universitet taler om, hvordan professorvældet, som 68’erne gjorde oprør mod, i dag er blevet afløst af et rektorvælde;  et system, hvor politikerne skalter og valter med universitetets uafhængige position igennem taktiske ansættelser af rektorer og en indgående detailstyring. Diskussionen sættes kun yderligere på spidsen af fakultetets usikre økonomiske fremtid.

I hele vores studietid har Mette Sandbye været institutleder for IKK. I år afslutter hun sin tid som institutleder og vender tilbage til at være forsker, professor og underviser. Det virkede derfor naturligt at inddrage hende i vores tilbageblik. Så vi har talt med hende forat forstå, hvilken udvikling de humanistiske fag, herunder Kunsthistorie, har undergået i hendes tid som institutleder og i vores tid som studerende.

Vi kan lige så godt advare med det samme: I denne artikel kommer vi ikke uden om det spinskabte nysprog (newspeak), hvis anvendelse har nået hidtil usete højder. «Fremdriftsreform», «dimensionering» og «omprioriteringsbidrag» er blot nogle af de mange nye ord, som kom til verden i disse år, og som er kommet i vores uddannelsestid. De har formet vores uddannelse som kunsthistorikere og måske også vores faglighed. 

En æra af detailstyring og nedskæringer

Da Mette Sandbye blev institutleder i 2012, var der optimisme på fakultetet. Universitetets bestyrelse havde ambitionen, at de studerende skulle tilbydes mere undervisning. Det skulle være slut med myten om humaniorastuderende, der danderede den. Med tiltaget fulgte en pose penge, som kunne omsættes til nye ansættelser. Men allerede året efter fik piben en anden lyd. Nu kom den siddende regerings – bestående af Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti, ledet af Helle Thorning-Schmidt – første slag mod universitet, den såkaldte studiefremdriftsreformen.

Året efter kom så dimensioneringen, hvis ordrette betydning er «at give noget en bestemt størrelse eller udformning passende til et bestemt formål». Politikerne ville skille fårene fra bukkene, og bestemme hvilke fag, der var vigtige for samfundet, herunder hvilken størrelse de mindst vigtige fag burde have. En regulering, der ramte fagene på IKK – Litteraturvidenskab, Musikvidenskab, Kunsthistorie, Visuel Kultur, Moderne Kultur og Teater- og Performancestudier – særligt hårdt.

At opdele uddannelser i værdimæssige A-hold og B-hold var dog ikke en fremmed tanke. Universitetet styres allerede efter et tredelt uddannelsestaxametersystem, således at fag inden for natur- og sundhedsvidenskab modtager en høj takst, mens humaniora typisk modtager den laveste takst. At der kan være forskellige følgeudgifter til forskellige uddannelser, som fx dyre laboratorier, er ikke i sig selv overraskende, men med opdelingen fulgte også en kold kalkule; de studerende omregnes til produktionsenheder, de såkaldte studenterårsværk (STÅ), hvor det faktiske aktivitetsniveau sammenstilles med det forventede tidsforbrug. En STÅ udløser en bevilling på DKK 31.900 for en kunsthistoriestuderende, mens en geologistuderende udløser DKK 66.400. 

På trods af, at der er forskellige udgifter forbundet med forskellige uddannelser, så er der ingen tvivl om, at beslutningen er ideologisk. Hvad der får lov at koste hænger sammen med, hvad der betragtes som værdifuldt for samfundet. 

I 2015 var der folketingsvalg og det parlamentariske flertal svingede fra rødt til blåt. Nedskæringskursen fortsatte og blev kun mere drastisk. Universitetet blev nu også ramt af omprioriteringsbidraget. Den offentlige sektor skulle slankes med to procent om året, som politikerne så kunne bruge på områder, der havde højere prioritet for deres vælgere. Bag effektiviseringstankegangen lå den sadistiske talemåde «nød lærer nøgen kvinde at spinde», og universitet skulle præstere fremgang med fyringer. 

Masseuniversitetets fødsel

Studiefremdriftsreformen, dimensioneringen og alle de andre effektiviseringsinstrumenter, altså nedskæringer, skal desuden ses i lyset af, at man i 2011, hvor den nytiltrådte regering, under parolen «Et Danmark, der står sammen» hævede målsætningen for, hvor mange der skulle have en lang, videregående uddannelse, fra 20 til 25 procent. 

I al hast skulle der oprettes 10.000 nye uddannelsespladser på de videregående uddannelser: Fra eliteuniversitet til masseuniversitet. Flere højtuddannede unge skulle sikre Danmarks position i en fremtidig vidensøkonomi. Mette Sandbye beskriver det dilemma, der fulgte af den politiske detailstyring: «Vi blev simpelthen ringet op i sommerferien for at høre, om vi kunne tage flere ind. Men vi syntes egentlig ikke, der skulle flere ind, for vi synes ikke, man skulle uddanne til arbejdsløshed.» 

Blot et par år efter denne drastiske kursændring stod den så på studiefremdriftsreform og dimensionering. Denne zigzagkurs har afgående bestyrelsesformand for Københavns Universitet, Mads Krogsgaard Thomsen, navngivet «yoyopolitik». Et spil universitetet hurtigt skulle blive fortrolig med ganske som andre store danske samfundsinstitutioner – Danmarks Radio og Nationalmuseet – der lader til at have udviklet absolut gehør for politikernes tvetungede tale.

I de nye dimensionerings- og nedskæringstider skulle Mette Sandbye nu forholde sig til særligt to centrale målkriterier: Dimittendledighed og startløn, hvor særligt Kunsthistorie toppede med en dimittendledighed på 31 procent. Uddannelsen har den tvivlsomme ære at være den videregående uddannelse, inkl. de korte og mellemlange uddannelser, der har den 10. laveste startløn i Danmark (DKK 22.900). Kunsthistorie er sandsynligvis ét af de studier, som adjungeret professor i uddannelsesøkonomi, Nils Groes, havde i baghovedet, da han til Magasinet Asterisk udtalte: 

«Unge, begavede mennesker er derved blevet sporet ind på erhvervskarrierer, som næppe er optimale for dem eller for den samfundsmæssige vækst. Af samme grund er mange humanistiske akademikere i dag en lagervare. Fejluddannede og arbejdsløse.»

I 2018 blev der uddannet i alt 56 kunsthistorikere fra universiteterne i København og Aarhus og slået ca. 30 stillinger op på Jobindeks (fratrukket stillinger til studerende og løntilskud), hvor kunsthistorie nævnes som mulig uddannelsesbaggrund. Heraf var omtrent 15 relevante at søge som nyuddannet. 

Det er sandt, at arbejdsløsheden er høj det første års tid efter, at man er dimitteret (dimittendledighed), hvor mange havner i dagpengeland, men arbejdsløsheden er kun omkring de 8 procent for fagene på IKK, og vi er derfor langt fra «fattigfirserne», som var den periode, som eksempelvis Mette Sandbye blev uddannet i. Hun har derfor brugt mange kræfter på at korrigere pressen, hvor humaniorastuderende er blevet døbt Cand.Ubrugelig. For sandheden er, at langt de fleste med en uddannelse fra IKK finder job, men eftermasseuniversitetets indførsel, er det ikke nødvendigvis inden for det fagområde, man har læst. 

En historieløs kunsthistorie

En af de væsentligste konsekvenser af mange års nedskæringer og detailstyring er det mærkbare antal fyringer og stillinger, som ikke er blevet genbesat efter, at en underviser er gået på pension. «Vi er blevet et mindre institut: Færre studerende og færre ansatte,» konstaterer Mette Sandbye

På trods heraf mener hun alligevel, at instituttet og de ansatte har formået at gøre uddannelsen bedre. Men som nyuddannet kunsthistoriker kan det  være svært at overbevise sig selv om, at de årelange reduceringer af undervisere og midler ikke har været med til at forringe uddannelsen. Halvt i spøg har vi ofte kigget på hinanden og konstateret, at vi er glade for, at vi ikke var de studerende, som startede året efter, og vi endnu mindre ville være dem, der startede året efter igen.   

Vi slap igennem uddannelsesloftets lukkede porte. Vi havde begge bachelorgrader fra andre uddannelser, da vi startede på Kunsthistorie. Som de sidste nåede vi også med på de gamle studieordninger, før antallet af metafag som «formidling», «analytisk praksis i et udvidet felt» og «kulturpolitik» fik lov at sluge mere af skemaet. Vi fik lov at prøve kræfter med et længere speciale, som nu er forkortet fra 80 til 60 normalsider. Ligeledes er skriveperioden blevet kortere, og det samme er den feedback fra vejledere, man kan få for sit færdiggjorte arbejde. Rune havde desuden mulighed for at holde orlov på under kandidatuddannelsen, hvis fx muligheden for at prøve kræfter med et relevant arbejde skulle vise sig. Det havde Anna, som var startet året efter, ikke.

Fyringerne har blandt andet sat sit præg på sammensætningen af undervisere. Ved den seneste fyringsrunde, ramte de to stillinger, som skulle nedlægges på instituttet, begge Kunsthistorie. Her måtte man sige farvel til en lektor og fagets eneste professor. Til sammenligning har Litteraturvidenskab og Moderne Kultur nu seks professorer hvoraf to er nyudnævnte. Litteraturvidenskab har ca. dobbelt så mange studerende. Skævvridningen er ikke tilsigtet, men den er alligevel iøjnefaldende. At få genbesat stillingen som professor i kunsthistorie må have førsteprioritet for den næste institutleder.

På Kunsthistorie mærkes det tydeligt, at der kun er to fastansatte, hvis forskningsfelt er kunsthistorien før år 1950, og som skal dække alt fra antikken, middelalderen, renæssancen, barokken, oplysningstiden, rokokoen, guldalderen, impressionismen, ekspressionismen, kubismen, dadaismen – for blot af nævne nogle af de mange historiske perioder, som er kunsthistoriens genstandsfelt. 

Mette Sandbye vedholder, at de stillinger som slås op er brede stillinger, og at de fastansatte, som er tilbage, skal kunne undervise i hele kunsthistorien. Men som studerende mærker man tydeligt forskellen mellem en underviser, der er velbevandret og passioneret inden for en specifik periode af kunsthistorien og én, der har et «bredt perspektiv». Dertil kommer, at man skulle mene, at en spredning i den specialiserede, historiske viden er essentiel på et fag hvor «historie» udgør den ene halvdel af titlen.  

Kombinationen af færre undervisere og nyansættelser, der skal dække bredere, fører til, at der er vidensområder, som ikke kan blive opretholdt. Eksempelvis er der ikke længere en specialist i arkitekturhistorie på instituttet. Stillingen blev aldrig genbesat efter Jens Fleischer gik på pension. Ligeledes er der, efter Søren Kaspersen gik på pension, ikke længere en specialist i den klassiske antik.  Dertil kommer, at 1800-tallet, som i dansk kunsthistorie selvhøjtideligt kaldes Guldalderen, er uden forskningsmæssig anker efter, at Ragni Linnet måtte forlade posten. På længere sigt kan dette resultere i en skævvridning af det historiske område. 

Ikke overraskende foretrækker mange studerende den nyere kunsthistorie, når de skal vælge opgaveemner og skrive speciale. Tager man de seneste års reducering af valgfag, periode- og emnestudier, hvor de studerende kan blive præsenteret for specifikke kunsthistoriske emner og perioder, er det ikke underligt, at den nyere historie og et udpræget teoretiske greb på kunsthistorien vinder frem i disse år. Det er her, de studerende føler sig hjemme, fordi det er her, deres undervisere føler sig hjemme. 

At de yngre kunsthistorikere migrerer til samtiden, kan dog ikke kun tilskrives udbuddet af undervisning; en stigende interesse i samtiden og den nære fortid præger kunsthistorieskrivningen verden over. Men det ændrer ikke på, at der er alvorligt brug for stærke ressourcer inden for den ældre kunsthistorie, hvis den skal forblive relevant. Det ville være paradoksalt, hvis kunsthistorien skulle gå hen og blive historieløs.

Fra meta til det rene ingenting

De seneste årtier har vist en udvikling fra det periodiske til metodiske på de fleste af instituttets fag, og dette gælder måske især kunsthistorie, som tidligere var et mere praktisk anlagt fag. Det er en observation Mette Sandbye også deler: 

«Dengang jeg læste, var Kunsthistorie ikke så teoretisk fremme i skoene. Det var man mere på Litteraturvidenskab, som jeg læste. Men der har de seneste ti årværet et samtids turn og et teoretisk turn for Kunsthistorie. Der har man måske smidt noget ud med badevandet – hvilket faget også er begyndt at se selvkritisk på.»

Man kan til tider blive i tvivl om, hvorvidt man efter endt uddannelse, overhovedet er i stand til at bedrive en konkret og materialenær kunsthistorie. Med et stigende antal af de tidligere omtalte metakurser, er der ikke mange timer tilbage til at gøre sig bekendt med et historisk materiale. Det kan føles som om, at Kunsthistorie er ved at miste sin fagspecificitet og i stigende grad bevæger sig mod en teoretisk behandling af kunst og historie. 

Selvom om «arkivet» har været et varmt emne inden for videnskabsteorien det seneste årti, så er det måske symptomatisk for den nye kunsthistorie, at overvejelserne begrænser sig til et teoretisk metaplan. Diskussionerne om arkivet er ikke blevet fulgt op af en tilsvarende arkivlyst til at fordybe sig i de mange kunsthistoriske arkiver, som udgør en hjørnesten i mange offentlige kunstinstitutioner, biblioteker og hos private samlinger. 

Med denne udvikling følger også spørgsmålet om, hvorvidt fagene på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab i sidste træder hinanden over tæerne. Sat ansigt til ansigt med de mange sparekravhar Sandbye og hendes kolleger også spurgt sig selv, om det kan betale sig at opretholde fagenes adskillelse: «Vi har sågar overvejet at lave en fælles kandidatuddannelse: En IKK-kandidat. Men der var mange vægtige argumenter for ikke at gøre det.» siger Sandbye. Blandt disse argumenter var, at færdiguddannede fra IKK netop ansættes på baggrund af deres dybde viden og fagspecificitet. 

Centralisering og sammenlægninger er en velkendt spareøvelse i den offentlige sektor. Men i omgangen med uddannelser kan denne strategi have dræbende og irreversible konsekvenser for den eftertragtede fagspecifikke viden. De studerende på Filmskolen fik nok og sagde fra. Branchen bakkede op og sikrede, at de studerendes protester blev taget alvorligt, at de blev hørt. De studerende på Humaniora forsøgte også at sige fra med deres blokade og fik måske skubbet lidt til politikerne. Men slaget er ikke slut endnu. 

For hvem kæmper egentlig for humaniora – på et overordnet plan?  Og i denne specifikke kontekst er spørgsmålet: Hvem kæmper for kunsthistorie? Har de seneste års såkaldte «humaniorabashing» i pressen og, ikke mindst,  fra de folkevalgte på Christiansborg virkelig lykkedes med at underminere stolte og vigtige fagtraditioner til et punkt, hvor folk blot ville trække på skuldrene, hvis et fag som kunsthistorie en dag ikke eksisterede længere? Det er det, vi risikerer. Vi håber, det ikke kommer så vidt.

– Anna Weile Kjær dimitterede fra Københavns Universitet i 2019 med en kandidatgrad i kunsthistorie. Arbejder som museumsinpektør på Statens Museum for Kunst. Har desuden kurateret biennalen Alt_Cph 18, Fabrikken for Kunst og Design, København, samt lavet udstillinger på Oslo10, Basel: Vestjyllands Kunstpavillon, Videbæk; og CHART, København.

– Rune Finseth dimitterede fra Københavns Universitet i 2019 med en kandidatgrad i kunsthistorie. Redaktør for det kunsthistoriske forskningstidsskrift Perspective Journal og tilknyttet et fireårigt forskningsprojekt på Statens Museum for Kunst om renæssancekunstneren Fra Bartolommeo (1472-1517) støttet af Novo Nordisk Fonden. Har beskæftiget sig med anakronismer og freskoudsmykninger i mellemkrigstiden.