I 2015 feirer Museet for samtidskunst 25 år. Jubileet markeres fra 13. mars med utstillingen Fattig kunst – rik arv. Arte povera og parallelle praksiser 1968-2015. Kunstkritikk markerer begivenheten med åtte kritiske blikk på museet.
Henrik Plenge Jakobsen er kunstner og bosatt i København. Han var professor ved Kunstakademiet i Oslo i perioden 2006-2012.
1. Hvordan vil du beskrive den faglige profilen til Museet for samtidskunst i de tretten årene museet eksisterte som selvstendig institusjon, fra 1990 til 2003?
Det var jo en fantastisk god ide at skabe et museum for samtidskunst i Oslo. Vi har jo stadigt det til gode i København, hvilket er særdeles pinligt. Jeg har gennem årene talt med flere ældre norske kolleger og mit indtryk er, at der var meget store forventninger til Museet for samtidskunst, dengang det åbnede. Mit indtryk er desværre også, at disse forhåbninger aldrig rigtigt blev indfriet. Museet har tilsyneladende ikke kunnet, eller ikke villet, spille den afgørende rolle som en sådan institution bør tage på sig. Det gælder både hvad angår samlingen, udstillingerne og ansvaret overfor kulturarven, hvor det ikke virker som museet rigtig har trådt i karakter og skabt sit eget rum.
2. Hvordan synes du museet har utviklet seg innenfor rammen av Nasjonalmuseet de siste tolv årene?
Det lader til at tabet af autonomi har betydet en del. Sune Nordgren kunne jo også kun holde det kørende i tre år, og at man siden ansatte Allis Helleland var en underlig disposition. De var jo ledere for hele Nationalmuseet, men valget af Helleland tyder jo på, at organisationen bag ikke har været ordenligt fagligt funderet. Jeg tror dette har kunnet mærkes på Museet for samtidskunst, som dels har skullet forholde sig til skiftende ledere, dels skullet forholde sig til en meget stor organisation, hvilket jo altid betyder implosion af energien. Dette har sikkert medvirket til, at stedet aldrig rigtigt har sat dagordenen, hverken nationalt eller internationalt. I stedet har denne rolle været ivaretaget af andre, mindre institutioner i Oslo, såsom OCA, Kunsthall Oslo og nogle af de kunstnerdrevne og kommercielle gallerier.
3. Hva har vært museets viktigste bidrag til det norske, nordiske og internasjonale kunstfeltet?
De klart vigtigste bidrag har været de præsentationer af hovedsageligt norske og enkelte internationale kunstnere, som har haft soloudstillinger på museet de sidste par år; Snorre Ytterstad, Matias Faldbakken, Camilla Løw, Ida Ekblad og Kjartan Slettemark, for at nævne nogle. Det er som om, at samlingen og de mere tematiske udstillinger ikke rigtigt har kunne løfte opgaven. Der har dog været enkelte gode eksempler på kurateret gruppeudstillinger, f.eks. udstillingerne Hypocrisy: The Site Specificity of Morality fra 2009 eller udstillingen Populism, som blev vist i 2005, som var initieret af NIFCA i samarbejde med Contemporary Art Centre Vilnius, Stedelijk Museum og Frankfurter Kunstverein, i tillæg til Nasjonalmuseet. Jeg tror det ville klæde museet at få mere internationalt samarbejde i fremtiden.
4. Hvordan mener du museet fungerer på Bankplassen i dag?
Bankplassen er jo et sært byggeri, som ikke er udformet til kunst overhovedet. Derfor tror jeg, at det kan blive et løft til institutionen, at de flytter til Vestbanen, selvom jeg hellere ville have anvendt ressourcerne på nybyggeri til at skabe en bedre kunstsamling, og bedre udstillinger.
5. Hva er museets største utfordringer i årene frem til Nasjonalmuseet åpner i nye lokaler på Vestbanen i 2020?
Det er at få skærpet deres profil på samtidskunsten og kunsten siden 1950, både hvad angår udstillinger og samarbejder med eksterne aktører i kunstfeltet. Jeg vil også nævne, at museet ikke har haft det bedste rygte blandt kunstnerne, når de samarbejder med museet. Derfor genstår der også en opgave med forbedre dette forhold.
Samlingen er for mig et samtidskunstmuseums fornemmeste og vigtigste opgave og på det område burde museet være et af Skandinaviens førende, når man tænker på Norges gunstige økonomiske situation. Men jeg vælger dog at være optimist. Det ser ud som om museet har en mere afbalanceret organisatorisk situation nu, som måske kan give mere plads til en mere eksperimenterende og fagligt funderet attitude. Man kan desuden håbe på, at museet kan lære lidt af de øvrige institutioner på scenen samt blive inspireret af den stærke og mangfoldige kunstscene som jo findes i Oslo, lige uden for museets dør.
