Til åbningen af Copenhagen Art Festival i slutningen af august stod kulturminister Uffe Elbæk smilende på talerstolen og roste samtidskunsten for dens evne til at give nye perspektiver på verden og han lovede at han ville tale dens sag på Christiansborg. Om han seriøst har gjort det er svært at sige, men ganske kort tid efter besluttede han at sløjfe den gratis adgang til Statens Museum for Kunst og realiserede en upopulær fusion af Kunstakademiet og Charlottenborg Kunsthal henover hovedet på de fleste involverede. Begge beslutninger blev understøttet af samme argument: Ja, det var ikke ideelt, men krisen har gjort det nødvendigt at spare. Med andre ord: Det var ikke hans ansvar, han forsøgte blot at få det bedste ud af en svær situation. Denne defensive pragmatisme får nu en af de tunge drenge i den danske kunstverden, gallerist Nicolai Wallner, til i et interview i dagens udgave af Politiken at levere en bredside mod Elbæks forvaltning af kunstens interesser i sit første år på posten, som han kalder en «meget, meget stor skuffelse».
Overordnet retter Wallner skytset mod det, han ser som Elbæks manglende interesse for kunst og samtidige populistiske leflen for en trendy begivenhedskultur. Han, «tror det har noget at gøre med, at det er sjovere for en politiker at stå til en festival i en event-T-shirt, hvor der står et eller andet med ungdom og street art og vækstlag og tale på sådan en forceret afslappet måde med en masse folk i hættetrøjer». Underforstået, sjovere end at sikre gratis adgang til landets største kunstsamling.
Modsat politikerens logik, ser Wallner grundlæggende krisen som en anledning til at satse. Som han siger med en spilmetafor, «If you’re in trouble, you double…» Argumentet: «[Det] kan styrke selvforståelsen, booste selvtilliden og hjælpe med at positionere sig på et tidspunkt hvor alle andre går i ly.»
Udmeldingen vidner om to vidt forskellige økonomiske blikke på kunsten og kulturpolitikkens rolle. Er kunsten noget man investerer i fordi man tror på dets særegne kvaliteter (uden at det nødvendigvis skal give umiddelbart afkast) eller er det blot en udgiftspost på linje med alle andre?
Det interessante i den sammenhæng er, at Wallner og Elbæk begge er rundet af en entreprenørånd, som florerede i starten af 1990erne før nogen talte om krise. Wallner har kørt sit galleri op fra et kælderlokale og har længe i både medier og på politisk plan arbejdet for opførelsen af en kunsthal på den Carlsberg-grund, hvor hans galleri også ligger. Elbæk var med til at starte Kaospilot-uddannelsen, der hvor opfindsomme og energiske unge mennesker kan lære at skabe kultur, som var det en igangsættervirksomhed.
I dag har de begge modereret den oprindelige entreprenørånd, i og med at de opererer i mere definerede rammer. Wallner er i dag en etableret gallerist i den internationale topklasse og kører en sikker forretning, mens Elbæk er minister og medlem af et parti, Det Radikale Venstre, der sørger for balance fra midten af dansk politik. Men det fælles udgangspunkt har ikke desto mindre ført dem vidt forskellige steder hen i forhold til spørgsmålet om hvordan man skaber og investerer. Det er klart, at Wallner har mere investeret direkte i kunsten, og at Elbæk har bredere ansvar al den stund, at han er minister for det samlede kulturfelt. Det rokker imidlertid ikke ved, at den krise, som Elbæk bruger som undskyldning til at skære ned i stedet for at formulere visioner på kunstens område og bakke det op med reel politisk handling, måske er en af de bedste anledninger i mange år til at tage en fundamental og ærlig diskussion af hvordan og ikke mindst hvorfor, (billed)kunsten skal støttes i Danmark.
