Man ligesom suges ind ad svingdøren i kunstmuseet Arkens hårdt opspændte og skarptskårne, tyveårige betonkrop som var man den diæt af crossfit og protein, hvormed huset fodres. Herfra går det igennem kunstens fallocentriske haller med glinsende parketgulve, hvor det er Damien Hirst, Anselm Reyle, Elmgreen & Dragset og Ai Weiwei, som flexer musklerne. Den ene større end den anden.
Det er den type hyper-kapitalistiske og markeds-opblæste kunst, man finder her i det ellers helt socialrealistiske Ishøj syd for København. Et eksempel herpå kunne være det rum som hedder Detlefs-salen som indeholder en stribe værker af Anselm Reyle – værker, der i udgangspunktet er over the top for at være over the top og kitschede for at være det, men som ender med at blive ultra-kiksede i den alt for selvhøjtideligt mæcen-skabte ramme de her indgår i. Det samme kunne man sige om Elmgreen & Dragsets gyngehest, som nok gav mening på Fourth Plinth på Trafalgar Square i London, men som lige meget hvordan man end spinner den, er en både æstetisk, betydningsmæssig og ikke mindst social malplacering – forblæst og dum-stor på Vestegnen.
Ligeså grandiost, ekstravagant og tenderende kitschet er det, når Arken for tiden fortæller historien om den fransk-amerikanske nouveau realiste Niki de Saint Phalle (1930-2002).
Og man kender dem godt når man ser dem: de underligt opblæste, store hule kvindekroppe med dekorationer på i de mindre udgaver eller i den store indtagelige version fra Moderna Museet i 1966, Hon. Sammen med hendes skydeperformances fra begyndelsen af karrieren er de blevet kunstnerens vartegn.
Det er vanskeligt at sige, om jeg personligt bryder mig om disse kvindeskulpturer, de såkaldte Nana’er. Æstetisk placerer de sig et ejendommeligt sted omkring noget surrealisme informeret af Joan Miró eller Antoni Gaudí og de er så faretruende tæt på at kamme over i ren Cow Parade eller i den totale folkekunst, at det er en gysende fryd. En serie af nyere totempæle (fra år 2000) med pille– og bolsjelignende glasmosaikker er udstillingens bedste installering og knalder helt ud på det excentriske barometer ligesom også hendes tarothave i Toscana gør det. Den kan man se i en film til slut i udstillingen.
Inden da, i begyndelsen af hendes oeuvre, laver hun skulpturer og relieffer i en art skralde-assemblage som i værket Tyrannosaurus Rex/The Monster/Tir Dragon (Study for King Kong) fra 1963, der som de andre værker følges af en biografisk og psykologisk funderet læsning i form af skiltningen. Her får vi at vide at monstret er kunstnerens far.
Og man kommer det hele igennem i en biografisk fortælling om svigt og faderens seksuelle overgreb, om modelkarrieren, egne børn og mere svigt, om forholdet til Jean Tinguely og om at være kvinde i en kunstverden domineret af mænd. Det er lidt som at læse et ugeblad: virkelig dragende i begyndelsen men også lidt kvalmt og faretruende tæt på at blive ren soap og indkøbscenter, hvor der, ligesom i udstillingen, er skruet helt op for arkitekturen, belysningen, de skinnende og reflekterende overflader og en æggende farvesætning.
Men hvorfor er det sådan? Hvad er det der gør, at Arkens historie om denne fantastiske kunstner, der i så gennemgående og anderledes en grad behandler kvinden som figur og ønsker radikal forandring for verdens kvinder, fremstår lidt hul og uden egentlig udsigelse?
Svaret kunne være, at det er fordi historien her er fremkaldt på en baggrund af netop Hirst/Reyle/Ai Weiwei og alle de andre singulære hyper-kunstnere som Arken er blevet synonymt med. Udstillingen er desværre for mig at se så optaget af at puste Niki de Saint Phalle og hendes kunst op som endnu en mesterværksposition sovset ind i biografisk drama, at sensibiliteten, angsten, tvivlen og politikken i hendes værk er lige ved at gå tabt.
Der bliver med andre ord, med Arkens udlægning af et ellers stærk feministisk projekt som Niki de Saint Phalles, tale om «kvindelighed» som et tomt tegn på samme måde som når man hævder, at Damien Hirst beskæftiger sig med «eksistens».