The Copenhagen Declaration er titlen på et fælles værk af Jens Haaning og Santiago Sierra, der i øjeblikket vises hos Faurschou Foundation i Københavns frihavn. The Copenhagen Declaration er også betegnelsen på et EF-dokument fra 1973, hvor man for første gang mødte formuleringen om et Europa, som skulle lære «at tale med én stemme».
Om der er en sammenhæng, får man ikke at vide, men det virker rimelig oplagt. «At tale med én stemme»– endda i København – beskriver jo meget godt den kunstneriske udfordring for Haaning og Sierra, som næppe havde fundet hinanden uden Marie Thams og Kim Kildes kuratoriske mellemkomst. «At tale med én stemme» dækker også over et kompleks af historiske problemer og stemninger, som strømmer fra de to kunstneres tidligere værker over i det aktuelle samarbejde.
Den historiske The Copenhagen Declaration stammer tilbage fra oliekrisen. Vinteren truede, mørket kaldte, og krisen var på sit højeste, da man i december 1973 på et EF-topmøde i København blev enige om at indføre en fælles energipolitik. Man ville styrke Europas forhandlingsposition over for suveræne oliestater og nye supermagter. Det krævede enighed om, hvem man var og hvad man skulle sige. Københavnerdeklaration blev udarbejdet som det første seriøse forsøg på at definere en egentlig fælles europæisk identitet. I 22 punkter blev man enige om, at det engang så magtfulde Europa havde lagt fortidens barbari bag sig og nu var samlet om en række altruistiske værdier som individets ukrænkelighed, det repræsentative demokrati, retsstaten og social retfærdighed.
«At tale med én stemme» handlede om at møde verden i ydmyg åbenhed, ikke om at vinde magt, hed det sig. Men selvfølgelig var også dét en magtudøvelse, for havde Europa ikke andet, havde det i hvert fald sin høje moral. Eller som Santiago Sierra har sagt i anden sammenhæng: «Selvkritik får en til at føle sig moralsk overlegen.»
Både Haaning og Sierra har netop arbejdet med at pille i hullerne og den skjulte magt i efterkrigstidens selvgode, vestlige idealisme. Idealer om global frihed, lighed og broderskab bliver gerne promoveret af kulturer, der selv udgrænser og straffer befolkningsgrupper på baggrund af indtægter, uddannelse, etnicitet, køn osv. «At tale med en stemme» er i dag blevet et slogan for et EU, der lukker sine grænser mod omverdenen og liberaliserer statsligt fælleseje så uligheden bare vokser.
Selvom Europa ikke er mørkelagt, som man frygtede i 1973, har kontinentet befundet sig i en permanent krisetilstand lige siden, skal man tro medieoffentligheden, børserne og analytikerne. En krise, der omfatter vores institutioner, økonomi, tro, parlamentariske system – alt. Måske er det derfor, at der er slukket for både lys og varme i Haaning og Sierras udstilling. Og at Københavnererklæringen er reduceret til et eneste, resigneret udsagn, der måske er et spørgsmål, måske en konstatering: TIRED OF THIS GLOBAL SADISTIC REGIME. Sætningen er gengivet i meterhøje, sorte MDF-bogstaver. De er både truende og melankolske. Det er ubehagelig flot og et æstetisk greb, der, som man siger, er karakteristisk for begge kunstnere. Bogstaverne slår en halvcirkel langs væggene i det enorme betonrum. Første og sidste bogstav træder udenfor i det klamme, kolde novembermørke, som omvendt trænger ind i rummet, svagt og indirekte oplyst af en halvmåne og havnens uddaterede industrilys.
Værket samler altså med en mærkelig uafgjort og uformidlet præcision temaer som storpolitik, globalisme, magtkritik, spleen, byen og havnen med sine toldvagt, oliedepoter og frihandelszoner, sit postindustrielle, forladte fugt og mørke. Om blot få år er det råkolde havneområde blevet gentrificeret af investorer og kreativ klasse i det nye 2150 Nordhavn.
The Copenhagen Declaration er utvivlsomt de to kunstneres mindst enstemmige, mindst «italesatte» værk, som det hedder med en hæslig kliche. Det til trods for, at værket er sprog, bestående af én enkelt sætning.
Normalt har de hver især succes med værker, der består af let-aflæselige, men måske ikke så let-afkodelige handlinger. Haanings velkendte swaps, hvor han flytter et element fra et sted til et andet, f.eks. bytter lysstofrøret på et københavnsk udstillingssted ud med et lysstofrør fra en købmand i Vietnam. Sierras udbytningsværker ligesådan, hvor han hyrer folk billigt til virkelig redundant og passivt arbejde, f.eks. til at bo 15 dage bag en mur.
The Copenhagen Declaration er ikke en handling, men en sproghandling. Deklarationer og erklæringer er det man kalder performative sproghandlinger. De bliver virkelighed i og med, de siges eller skrives af en bemyndiget person. Som når præsten vier et par eller ni udenrigsministre beslutter, at der findes sådan noget som en fælleseuropæisk identitet.
Sproghandlinger kan mislykkes. De to Copenhagen Declarations er mislykkede sproghandlinger. Den ene ufrivilligt, den anden sandsynligvis frivilligt. Den historiske Københavnerdeklaration er mislykket, fordi den var en formel erklæring, der forblev en hensigtserklæring, men var for idealiserende, for enstemmig, til at ramme en politisk virkelighed. Haaning og Sierras udsagn hævder den er en deklaration uden at være det, fordi den ikke lever op til erklæringers manifeste, samstemmige karakter, men blot er en uklar, tøvende sætning fra to individer, som tilsyneladende aldrig blev helt enige.