Heine Kjærgaard Klausens (1978) udstilling Everyone Will Crawl i de fire rum på Møstings Hus på Frederiksberg er befriende uposeret. I alle sine poseringer naturligvis. Krop krop krop krop krop krop krop krop krop krop krop gentager udstillingen indtil ordet falder fra hinanden og på en måde må sammenklampres igen for at komme tilbage til det basale udgangspunkt: fødsel, fordærv, død, forrådnelse.
Klausen er billedhugger og skulpturmand om en hals, uddannet på Kunstakademiet i København, hvor han modtog undervisning af Lone Høyer Hansen på billedhuggerskolen i årene 2002-2006 og som sådan kan man vel sige at han har været elev af postmodernismen.
Det er der kommet en undersøgende skulpturpraksis – der ikke nødvendigvis er køn og let forståelig – ud af. Ofte er den umulig og akavet og netop sammenklampet af diverse trælægter og plader i trykimprægneret træ eller af pap og der er tale om skulpturer, der gør noget i et rum, men som ikke er så optaget af at forklare, hvad det er de gør.
Skal man alligevel forsøge sig med en forklaring, kan et bud være, at det handler om, ja, kroppen. Det er måske en let læsning, men ofte er skulpturerne scener for en performance, eller skabt af kunstneren i en art performance-situation hvor værket opbygges rundt om kunstnerens krop og foran et publikum eller kamera. Sådan er det også tilfældet med værket Locked up in Love, der kan ses på udstillingen og som indgik i en performance på ferniseringen.
På udstillingen findes også eksempler på Klausens collagepraksis, der består af billeder fra internettet og de sociale medier, som oftest samlinger af kropsudsmykningens klichéer i form af tatoveringer af den korsfæstede Jesus, sømandsankeret, krigsscenarier etc. eller af rituelle situationer eller religiøs arkitektur. Collagerne findes her også som tryk på skjorter og t-shirts – som i tilfældet med værket Narcissus, hvor utallige selfies af unge mænd, med bar overkrop og sport og porno på radaren, udgør mønsteret på en skjorte.
Det er forskellige skulpturkroppe af trælægter som er blevet iført de poetiske og samtidig hårdhændede udsagn som disse stykker tøj er, og udstillingens første rum er fuld af disse værker, der står imellem hinanden som små liderlige totem-kroppe, der på samme tid fungerer som skulpturer, billeder og kostumer og som ikke mindst virker som præcise og vellykkede diagnosticeringer af samtidens menneske: selvoptaget, fuldt af storhedsvanvid og YOLO-attitude og samtidigt stivnet og angst, lystfyldt og dødt. Av.
I udstillingens bagerste rum findes tre videoer af den genre man vel kan betegne som performance for kamera. Den ene video vises på en helt umuligt lille skærm, på en Ipod som er boltret fast til væggen. Præcist upræcist og uden spor af villet skønhed.
Den anden video afspilles på en computerskærm, der står så tæt vendt ind mod væggen, at man må kile sig imellem skærm og væg for at kunne se videoen. Det orker man måske ikke så længe, men det tror jeg egentlig også, at kunstneren er ligeglad med.
Der er nemlig ikke tale om performance som poseret præstation for et sultent publikum, men måske snarere om selfie-performances eller om en krop, der gør noget skulpturelt i et rum, uden at forvente applaus og uden at være optaget af at forklare eller forløse.