Käthe Kollwitz – Mensch, Statens Museum for Kunst, København
Jeg har været fan af Käthe Kollwitz, siden jeg i Berlin for mange år siden så raderingen Kvinde med dødt barn (1903), den skar sig ind i mit hjerte som en hvæsset kniv. Derfor er min favoritudstilling i år utvivlsomt SMK’s retrospektive udstilling med den store tyske kunstner, hvis grafiske værker, tegninger og skulpturer lyser af socialt og politisk engagement med en humanistisk klangbund. Endnu engang fremstår de usentimentale skildringer af samfundets vrangsider, menneskeliv, krig og død, skarpe og tidløse. På museets facade hænger den ikoniske plakat Nie wieder Krieg! (1924) som et stort banner og et skræmmende aktuelt opråb i vores destabiliserede verden.
Gerda Thune Andersen, Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens legat 2024, Den Frie, København
Billedkunstnernes Forbund opfordrede for nyligt Nordisk Råd til at inkludere billedkunsten i den årlige fællesnordiske kulturprisfest, hvilket synes både oplagt og nødvendigt. Billedkunstnere bør værdsættes i lighed med andre kunstnere og helst inden de «står med det ene ben i graven», som 92-årige billedhugger Gerda Thune Andersen udtalte i forbindelse med modtagelsen af Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens hæderslegat i år. I gruppeudstillingen blandt de velvalgte hæderslegatmodtagere gjorde Andersens livslange undersøgelser af materialer og former dybt indtryk. Og jeg kom til at tænke på billedkunstner Henriette Heises forskningsprojekt om senværker og hvordan kunstnere formår at blive ved på trods.
Filip Vest, Self Tape, Ringsted Galleriet, Ringsted
I skikkelse af et blåt væsen, med hængeører og røde øjne bag lange kunstige øjenvipper, forførte Filip Vest mig ind i kulturarbejderens verden, hvor blod, sved og tårer er et grundvilkår. Mens publikum befandt sig i et backstage-univers med sminkespejle og løse manus-sider fra populærkulturens film, blev Vests performance ydermere en kritik af distancerende og begrænsende kategoriseringer af mennesker. En tendens, der ikke kun gælder kulturbranchen, men synes at farve vores samtid. Det personlige udgangspunkt som queer og performancekunstner hævede sig over det navlebeskuende og agerede således springbræt for potentielle samtaler om stereotyper, magtpositioner og «os og dem».
– Helle Fagralid er kunsthistoriker og en af Kunstkritikks faste skribenter. Hun er desuden skuespiller med mange års virke indenfor film og teater. Fagralid skriver også for Fagbladet Billedkunstneren og er ny bestyrelsesmedlem i AICA Danmark.
Øvrige bidrag i Kunstkritikks julekalender her
