Kunst for sig, samfund for sig

Et kritisk udspil fra det afgående Statens Kunstråd har sat gang i diskussionen om den danske kulturpolitik. Statens Kunstråd – som sidder i fire år af gangen og uddeler henved 400 millioner kroner årligt til billedkunst, scenekunst, litteratur og musik i Danmark – har de sidste fire år forsøgt at sætte kunsten på mediernes og politikernes dagsorden, dog uden nævneværdigt held. Nu forsøger formanden, erhvervsmand og kunstsamler, Mads Øvlisen en sidste gang.

«Kunsten lever en udkantstilværelse i den offentlige bevidsthed. Den har ikke prioritet. Den almindelige dansker stifter ikke bekendtskab med den i sit medieforbrug. Politikerne vinder ikke valg på at tale om den. Kunsten sælger hverken aviser eller stemmer, for kunstdebatten er ikke et attraktivt forum, selv om den burde være det,» siger Øvlisen i udspillet «Kunsten at fremme kunsten», offentliggjort af Statens Kunstråd 24. marts. Dermed lægger han op til en fundamental og principiel diskussion af kunstens betydning i samfundet, der er hævet over dels det, i dansk kontekst, evindelige spørgsmål om noget er kunst eller ej, dels den tilbagevende debat om kunsten skal støttes (med flere penge) eller ej. Hinsides smag og tal efterlyser Øvlisen en mere artikuleret politisk vision på kunstens vegne og antyder at måske er det, fra flere sider berømmede, armslængdeprincip (forestillingen om at kunststøtten ikke gives af politikerne direkte men bevilliges af fagkyndige), som paradoksalt nok er blevet en sovepude for politikerne. Øvlisen spørger om kulturpolitikken, og dermed også kunsten, er blevet et udliciteret område, et reservat, som man ikke længere er ansvarlig overfor og som man følgelig heller ikke forventes at integrere som en seriøs del af de visioner, politikerne formulerer på samfundets vegne i øvrigt.

I et land hvor den kulturpolitiske opfattelse af kunst overordnet kan reduceres til tre størrelser – kunst som nationalopbyggende fortælling, kunst som rekreativ æstetisk oplevelse og kunst som kulturindustriel succesfaktor – er diskussionen mindre end en uge efter at Kunstrådets udspil blev lanceret allerede ved at være kørt ud på et sidespor. Den konservative kulturminister og litterat Per Stig Møller siger, smart nok, at han ikke vil diktere, hvad kunsten skal gøre og lukker derved for yderligere deltagelse i diskussionen fra officiel politisk side. I Weekendavisen, den 25. marts sættes Øvlisens udmelding op mod den kommende formand, kunstneren og designeren Per Arnoldi (udpeget af Kulturministeren). Dobbeltinterviewet ender i et spørgsmål om kunstsyn – skal kunsten provokere (Øvlisen) eller være baseret på dygtigt håndelag (Arnoldi) – og ikke om det principielle spørgsmål om kunstens betydning i forhold til det øvrige samfund. Afsporingen af diskussionen er til dels Øvlisens egen skyld, fordi han i det kulturpolitiske udspil kommer til at flette sit eget kunstsyn ind: «Den gode kunst er altid nyskabende og provokerende. Den får os til at spærre øjnene op og påtvinger os nye tanker og perspektiver.» Øvlisens mening om hvad god kunst er kommer med andre ord i vejen for den principielle diskussion han ønsker at rejse, og når han yderligere bruger prædikatet «provokerende» om kunst, så starter han, hvad enten han vil det eller ej, en diskussion om kunstens rolle som samfundsrevser, der i sin essens endnu en gang kommer til have til Piero Manzonis Merda d’artista fra 1961 som omdrejningspunkt og ikke er blevet mere nuanceret siden dengang.

Men hvis man hæver sig over denne umiddelbare og forudsigelige reaktion fra politikere, medier og kunstnere, så er Øvlisens og resten af Kunstrådets polemiske opfordring et sjældent ambitiøst udspil i dansk kontekst, der fortjener mere end forbipasserende opmærksomhed.

Øvlisen vil gerne have, at politikerne melder klart ud om kunstens betydning i forhold til det samfund, de er sat til at administrere og udvikle. Af de politiske partier i Folketinget er det vel sagtens kun Dansk Folkeparti, der har, hvad man kan betegne som et artikuleret kunstsyn, når det med populistisk sans definerer kunstens betydning og funktion som værende nationalistisk opbyggende og derigennem skabe en fornemmelse af kulturel sammenhæng i befolkningen. I de øvrige partier besynger politikerne lejlighedsvis kunsten for dens klassiske skønhed og opfindsomhed, mens synes ikke at have andre langsigtede visioner og ambitioner på kunstens vegne end at indrullere den i en global marketingsstrategi for landet, som skal tiltrække investeringer. Men selv dét melder de ikke klart ud om, endsige forfølger med synderlig dedikation. For Øvlisen betyder denne «tavshed,» at man ikke ved hvilke politiske kunstsyn man skal forholde sig til, og at debatten derfor udebliver.

Man kan selvfølgelig kun ønske sig, at kunsten er på den politiske dagsorden, men måske stikker det problem Øvlisen peger på dybere end, at politikerne ikke melder deres respektive kunstsyn klart ud og engagerer sig i debatten.

På politisk niveau opfattes kunsten i Danmark som noget der foregår i dertil indrettede og afgrænsede rum og ikke som noget der er integreret i det øvrige samfund. Og pointering af denne manglende kobling mellem kunst og samfund, er, hvis man læser mellem linjerne, det væsentligste i det Øvlisen bringer til torvs. For det er dette generelle kunstsyn – kunst for sig, samfund for sig – der præger den danske offentlighed, og gør at vi ikke har nogen substantiel værdi- og visionsbaseret debat om kunsten rolle og betydning i samfundet. Det udtrykker, at kunsten nok kan være berigende, men i sidste ende ikke er nødvendig for samfundet, og derfor ikke er noget man behøver at forholde sig videre reflekteret til. Uden denne kobling vil kunsten med andre ord forblive et kuriøst appendiks til den generelle samfundsdiskussion, og i den forstand er den diskussion, Øvlisen efterlyser en umulighed.

Selvom man kunne ønske sig, at danske politikere tog kunsten seriøst, så er det Øvlisen efterspørger naturligvis ikke kun politikernes ansvar og han opfordrer da også «kunstnere,» «kulturjournalister» og «borgere» til at byde ind og medvirke til at skabe en produktiv debat. Problemet er bare, at der i Danmark ikke eksisterer et offentligt sprog til at tage en sådan debat på et informeret og nuanceret niveau, hvor man forholder sig reflekterende til kunsten med lige dele kritisk sans og entusiasme, snarere end gennem automatismer og fordomme. Dette sprog skal udvikles – i fællesskab. Og måske er det det bedste man kan håbe på kommer ud af dette udspil: At flere bliver bevidste om, at det ikke bare er debatten, men selve præmisserne for debatten, der er brug for udvikle.

Det er en udviklingsproces, der fordrer en bred og gennemgribende indsats. Det kan måske synes fodformet, men et oplagt tiltag ville ikke desto mindre være at gøre kunst til en mere integreret del af Folkeskolens og gymnasiernes pensum, ikke bare som et «kreativt frikvarter», men som et fag, der indgår i og nuancerer det overordnede samfundsmæssige perspektiv uddannelserne i øvrigt anlægger. Et sådant tiltag kunne modvirke den uvidenhed om og følgende fremmedgørelse over for kunst, og betyde at enhver debat ikke behøver at starte med en diskussion om noget er kunst eller ej, men om hvad værket siger om det samfund vi lever i og, ikke mindst, hvorledes den siger det. Denne type kontekstkundskab fordrer vi jo af deltagere i så godt som alle andre diskussioner, så hvorfor blive ved med at gøre kunstdebatten til en undtagelse og en piedestal for den uvidendes mening?