Det er helt tilfældigt, men svært at se bort fra, at den amerikanske kunstner Kerry James Marshall udstiller i København på et tidspunkt, hvor en sjælden repræsentationspolitisk diskussion præger den offentlige debat. Det har den gjort siden oktober, hvor en hvis Yahya Hassan debuterede med en digtsamling. Det var en 18-årig, kraftfuld stemme med et stærkt budskab om en hård opvækst som søn af herboende palæstinenske flygtninge uden arbejde eller overskud. Æstetikken var lige så radikal – en hel digtsamling skrevet i versaler.
Hurtigt holdt man dog op med at tale om lyrik og Hassans kritik af det fædrene ophavs tugt og svigt blev et værktøj for den yderste politiske højrefløj, som ikke mindst blev næret af de trusler, som Hassan samtidig modtog fra radikaliserede muslimske miljøer. Med andre ord en skyttegravskrig med et lidt andet udgangspunkt end det vi sædvanligvis muntrer os med i den offentlige danske debat, men alligevel, stort set langs de vanlige sociopolitiske akser og med udgangspunkt i den gode gamle «dem og os»-dikotomi – er det samfundets skyld, meningsdannernes skyld, muslimernes skyld etc.
Der skulle en vred svensk anmeldelse og et par artikler i svensk dagspresse til for at debatten for alvor tog en ny drejning og det i en skala, som jeg ikke mindes at have vidnet i den offentlige debat med svenske og danske litteratur- og kulturredaktører stående på hver sin side af skellet. Herefter kom det til at handle om, hvordan man taler om «dem og os» i henholdsvis Sverige og Danmark.
Det er ikke mere end en uge siden – vel omtrent samtidig med, at Kerry James Marshalls enorme, klimasikrede malerier må være kørt ind i gården til Charlottenborg – at Politiken publicerede et essay af Peer Bundgaard og Niels Lyngsø med titlen: «Er det danske samfund ’strukturelt racistisk’». Det bemærkelsesværdige er her, at denne debat ikke foregår i en studiekreds på indre Nørrebro, men at det er officielle kultur-Danmark, der diskuterer det retoriske niveau. Sådan mindes jeg ikke, at «dem-og-os»-debatten har været ført før.
Det er i denne sprøde debatkultur i en lille nordeuropæisk nationalstat, at den garvede Kerry James Marshall gør sin entré. Marshall, som hænger på de fleste større museer i USA, er med sine 59 år ikke alene en erfaren kunstner, men også garvet udi en kunstnerisk italesættelse af netop denne form for repræsentations- og identitetspolitik, som han har forholdt sig til siden han som barn vidnede raceurolighederne i forbindelse med borgerrettighedskampene i 1960ernes Los Angeles. Eller siden han entrerede kunstverdenen i slutningen af 70erne, efter studier på Otis College i L.A., med sine figurative malerier på et tidspunkt, hvor konceptkunstens storhedsdage var rindet ud og hvor den toneangivende stemning på kunstscenen snarere dikterede en slags «crisis of representation».
Men som Marshall ofte har gentaget, også til pressemødet på Charlottenborg og til forelæsningen i Kunstakademiets festsal, så var det netop ikke en «krise» han selv kunne identificere sig med. Istedet registrerede han et fravær, hver eneste gang han besøgte et museum – et fravær af repræsentationer af sorte mennesker, men også et fravær af sorte kunstnere, indenfor det, som Marshall refererer til som «the domain of mastery».
Drivkraften blev derfor det grundlæggende spørgsmål: Hvordan blive del af en dialog, som man aldrig har været del af på et tidspunkt, hvor kanon er dømt ude før den – fra et afrikansk-amerikansk synspunkt – overhovedet var begyndt? Herfra begyndte et specifikt kunstnerisk projekt, som handlede om at privilegere den sorte figur og det sorte perspektiv på baggrund af en grundigt kendskab til kunsthistorie, beherskelse af teknik og, ikke mindst, analyse af kunstverdenens mekanismer. For som Marshall understregede i den velbesøgte festsal: «My first lesson was: Art is not about expressing yourself, but about being strategic».
Den afslappede, næsten intetsigende udstillingstitel, Paintings and Other Stuff, lyder umiddelbart som en variation over klassikere såsom «Maleri og skulptur» eller «Værker fra år x til y». Altså et lidt konventionelt udtryk, hvormed man kan sige: «en udstilling med værker af Kerry James Marshall». Og så alligevel. Man skal ikke have lyttet meget til den måde, hvorpå Marshall taler om sin kunst før man ved, at titlen hverken er blasert eller ordinær. Eller det vil sige, den er netop ordinær på en helt bevidst måde.
Marshall betjener sig nemlig af et velkendt identitetspolitisk greb, som går ud på at fremstille minoriteten i situationer og omgivelser, som vi normalt ikke præsenteres for. Eksempelvis i det på Charlottenborg centralt placerede maleri Garden Party (2003), som forestiller sorte mennesker, der holder grill-aften i en baghave i Chicago. Det er en afslappet stemning med mennesker, der hænger ud, drikker øl, taler og hygger sig – og netop ikke sorte, der danser, synger, løber eller slås. Ikke-performativt, hverdagsligt og ordinært.
I forlængelse heraf er Marshalls udstilling på Charlottenborg også en tilsyneladende traditionel affære med figurativt maleri, tegninger, foto og skulptur. Og her er vi tilbage til «the mastery» – at spille på alle tangenter. Umiddelbart er det især de kæmpestore malerier som fascinerer, men også dele af «the other stuff» især fra serien af ink-jet prints, som eksempelvis Black Christmas (et mørkt fotoprint af et sort juletræ i en mørkstue kun oplyst af lyskæder) er en forfriskende opdatering af Marshalls maleriske projekt. Selvom skulpturerne – eksempelvis de overdimensionerede stempler i plastik, Mementos 1998, som ligger på gulvet og hvis budskab («Black Power», «Black is Beautiful» etc.) potentielt kan aftrykkes/reproduceres uendeligt – nok er udstillingens svageste led fordi didaktikken tager overhånd, så er man overordnet set glad for udstillingens «other stuff», fordi det både understøtter indtrykket af en eksperimenterende kunstner og anviser en læsning af de store malerier, som også tager lidt af højtidligheden ud af de mesterlige tableauer.
Kvaliteten ved Marshalls kunstneriske projekt er især det dobbeltbundne spil med malerisk tradition og socio-politisk koncept. Malerierne er, som medie betragtet, forførende og faktisk pænt performative i deres koloristiske attitude, mystiske slør af farveskær (7 AM Sunday Morning, 2003) eller den sørgende, sorte engel i Souvenir, 1997, som er udstyret med blingbling-vinger nøje udført i guldglimmer. Samtidig løber der en diskursiv, måske endda konceptuel, understrøm igennem hele projektet, som eksempelvis kommer til udtryk i et af udstillingens nøgleværker Two Invisible Men Naked, 1985, hvis filosofi Marshall klart redegør for med udgangspunkt i Ralph Ellisons roman Invisible Man fra 1952 i det læsværdige katalog interview udført af Dieter Roelstrate, der også står bag udvælgelsen af udstillingens værker (udstillingen er lavet i samarbejde med MuHKA, Antwerpen; Museo Nacional Centro de Arte Reina Sofía, Madrid; og Antoni Tàpies, Barcelona).
Two Invisible Men Naked er sammensat af to malerier – et portræt af en usynlig sort mand og af en usynlig hvid mand. Det venstre billede består af et helt sort maleri, bortset fra de hvide tænder og det hvide i øjnene og nogen gange, når solen står rigtigt, anes også konturerne af en sort krop. Den sorte mands usynlighed er ikke en fysisk størrelse, men en historisk og psykologisk betingelse, som bevirker at den sorte mand altid både er tilstede og fraværende – et resultat af at andre vælger ikke at se ham. Den hvide mands forestilling om usynlighed, derimod, er slet og ret usynlighed. Derfor er værkets højre side helt hvidt. Der er kun spor af den hvide akrylmaling påført med pensel på papiret – ingen kontur eller figur at ane. I et kunsthistorisk lys kan det hvide maleri givet også anskues som Marshalls replik til de samtidige abstrakte malerier, der fulgte af den såkaldte «crisis of representation». Igen – før du kan være usynlig, må du have været synlig. Før man kan male abstrakt, må der være noget at abstrahere fra.
Det er denne ferme jonglering med det diskursive overfor den kunsthistoriske tradition, som gør Marshall til en interessant kunstner, der hverken kan affejes som værende for instrumentel i forhold til sit politiske ståsted eller for traditionel i forhold til sin udtryksform. Alene maleriernes formater er i sig selv et godt eksempel. De gigantiske vægtableauer (gerne omkring de 5,5 x 3 meter), handler både om den værdi der traditionelt, historisk og økonomisk, knytter sig til et godt maleri i et stort format. Men malerierne er også store, fordi de helt banalt ikke skal kunne overses – man skal ikke kunne undgå at få øje på, notere sig og registrere de sorte mennesker, der afbildes, også når de ikke rapper rytmisk eller løber 100 meterløb.
Trods maleriernes kvalitet og manifestationen i det hele taget (en soloudstilling på Københavns vigtigste kunsthal), så skal man skal nok ikke gøre sig nogen forhåbninger om, at Kerry James Marshalls reflekterede billedpolitik vil afføde samme offentlige debat på dagbladenes kultursider, som Yahya Hassans digte har gjort. Det har ikke kun at gøre med at Marshalls afrikansk-amerikanske ophav kan affejes som fjern (altså for de, som nægter at foretage den oplagte oversættelse til danske forhold, som ligger lige for). Det handler også om, at den danske debatkultur er rundet af en ubændig grundtvigiansk tro på Ordet – og en ditto mistro overfor Billedet, der opleves som værende uhåndterbart og grundlæggende suspekt. Derfor er det også typisk, at den igangværende repræsentationspolitiske diskussion i Danmark tager sit udgangspunkt i litteraturen. I den forbindelse er det bemærkelselsværdigt at Hassans vej ud af usynligheden – ligesom Kerry James Marshall – går via det store format, nemlig det størst tænkelige format man kan arbejde med som lyriker: en hel digtsamling skrevet i versaler.
