Egentlig havde det været mest oplagt at det foregik på universitetet, serien af forelæsninger og middage med nogle af folkene bag det navnkundige Los Angeles-baserede forlag semiotext(e), der siden midten af 1970erne har været banebrydende for oversættelser af fransk post-strukturalistisk teori til den engelsktalende verden. Men sådan som forholdene er på universitet i disse år er det ikke nogen overraskelse, at det i stedet fandt sted på Rio Bravo. Ikke Rio Bravo som i restaurantværtshuset på Vester Voldgade i det indre København, men det andet Rio Bravo, i den anden ende af gaden, der er et «sted» startet af kunstneren Joachim Hamou i foråret 2010. Hamou har over en lang årrække arbejdet med et social-engageret udgangspunkt, dels i en teaterkontekst, dels i som del af tv-stationen tv-tv og udgivelsen visAvis, der er knyttet til asylprojektet Trampolinhuset. Med Rio Bravo har han skabt en åben ramme for andres initiativer og aktiviteter, dog ikke udstillinger. Arrangementer er hovedsagligt performance-baserede. Der har således været stand-up comedy, litteraturoplæsninger, filmvisninger, talk shows og sidst jeg var forbi var det til et talentshow, hvor de optrædende talte en pole dancer, en tryllekunstner, en Gertude Stein-ekspert og en cellist. Og henover foråret er der blandt arkitektureksperimenter og en serie af musikarrangementer med forbindelse til avantgardekomponisten Cornelius Cardew (1936-1981) på programmet.
Rio Bravo har hjemme i en privatlejlighed som er midlertidigt lejet til projektet. Det er efterhånden en trend i København, at bruge lejlighedsrummet som kontekst for kunst-relaterede aktiviteter. Først var der Københavns Fri Universitet (2001-2007), så kom Gudruns Salon, Fifth Floor og L.E.L. Presents. Men til forskel fra de andre steder er Rio Bravo ikke kurateret. Selvfølgelig er der en slags linje i arrangementerne, som Hamou lægger, men det er i den grad brugernes engagement, der er bestemmende for programmets karakter. Det giver stedet en indholdsmæssig og social rummelighed, som i en københavnsk kontekst mest af alt minder om den man finder på Overgaden, om end Rio Bravo er mindre skarpt defineret som et decideret kunstrum.
I forrige uge dannede Rio Bravo ramme om en serie arrangementer med semiotext(e), repræsenteret af George Porcari, Mark von Schlegell og Chris Kraus, der hver især parallelt med kunstneriske praksisser inden for fotografi, litteratur og film, skriver om billedkunst. Porcari med peruviansk baggrund har over mere end fire årtier arbejdet som fotodokumentarist og bibliotekar, von Schlegel har især slået sit navn fast som science-fiction-forfatter, mens Kraus er en af forlagets tre redaktører og har et cv der tæller journalistisk arbejde, performance, video og en række eksperimenterende romaner. Arrangementerne blev til på initiativ af Tif Sigfrids, der for tiden er artist-in-residence på Rio Bravo. Hver eftermiddag var der «film school» med Porcari, mens aftenerne havde foredrag og middage på programmet. Det var en uformel blanding af materialepræsentation og socialisering, der passer godt til stedets ikke-institutionelle karakter. Folk kom, hørte efter og stillede spørgsmål, gik eller hang ud bagefter over et par dåseøl og lidt papvin, alt efter humør.
Mandag aften jammede Porcaris over en serie fotografier, fra Leni Riefenstahls og Rodchenkos respektive dokumentationer af udspringere ved de Olympiske Lege i 1936 til Richard Avedons iscenesatte fotografier af new yorkere dagen efter attentatet på Kennedy. Den lille flok fremmødte fik en lille selektiv, personlig fotohistorie, hvor spændingen mellem det manipulerede og dokumentariske, det æstetiske rum og den historiske virkelighed, var i centrum. Som en af de tilhørende bemærkede så mindede et af de viste fotografier (af Émile Zola) meget om Porcaris egne fotografier af det postmoderne bylivs objekter, mennesker og situationer, fra 1960erne til i dag. Næste aften til Chris Kraus var der markant flere mennesker, heriblandt en erklæret fan. Kraus læste op af sit tekst om udstillingsstedet Tiny Creatues (2006-2008) i Los Angeles (trykt i essaysamlingen Where Art Belongs (2011) fra semiotext(e)s ”intervention series”). Det var en historie om hvordan fællesskabsidealer og individualisme kommer i konflikt med hårde stoffer, hvordan succes i kunstverden er en ambivalent eller rettere destruktiv ting for selvorganiserede, personlige initiativer, og ikke mindst hvordan et sted udvikler sig i samspil med de sociale og økonomiske energier i et lokalsamfund. Tiny Creatures brændte stærkt i sine to år. Hysterisk højt aktivitetsniveau med en take no prisoners-attitude. Ren rock’n roll og det stof mytologier er skabt af. Kraus sagde efterfølgende, at hun så Tiny Creatues historie som typisk amerikansk. Måske. Der rumsterer i hvert fald en generel skepsis over for institutionaliseringer i det amerikanske sind, både i og uden for kunstverden. Men Rio Bravo er på den anden side et meget godt eksempel på, at de kvaliteter og tilgange til et transdisciplinært kunstnerisk felt som det Tiny Creatures opererede i også finder sted i Europa (but of course!), men måske med mindre melodrama, hipness-faktor og indbygget fatalisme.
Den særlige essayistiske måde at skrive på som amerikanere excellerer og som Porcari, von Schlegell og Kraus er prominente eksponenter for er så godt som ikke-eksisterende i dansk kunstkritik. Her er det altovervejende universitær refleksion eller journalistisk jargon, som gør sig gældende. Og det er også svært at forestille sig at særligt mange redaktører eller forlagsfolk skulle have for interesse for at trykke tekster af den slags som de tre skriver (Space Poetry og Pork Salad Press undtaget). Ikke desto mindre, er semiotext(e)-besøget væsentligt fordi det introducerede en udvidet forståelse af, hvad det at tænke og skrive om kunst kan være. Forhåbentligt kan det inspirere til at hæve dansk kunstkritik op over formidlingsstadiet og få det til at handle mere om at udtrykke og aktivere sensibiliteter og intelligenser over for kunsten og den verden og de erfaringer, der er kunstens resonansbund, hvad enten det er film, musik, litteratur eller billedkunst.
